Med tilbud om at assistere de radiologiske afdelinger på hospitalerne i Nordeuropa med at lave beskrivelser af CT- og MR-skanninger og røntgenundersøgelser er firmaet Telemedicine Clinic (TMC) gennem de seneste 20 år blevet en vigtig samarbejdspartner for et stadig mere presset radiologisk fagområde i de nationale sundhedsvæsner.
TMC er en del af diagnostikgruppen Unilabs, og virksomhedens årlige vækstrater på 20-25 pct. taler sig eget sprog om en radiologi, der har akut behov for at kunne bruge TMC og andre eksterne leverandører som bufferkapacitet i en trængt hverdag.
TMC’s adm. direktør, Henrik Agrell, understreger, at forudsætningen for firmaets succes er et tæt samarbejde med henvisende klinikere, radiologer og radiografer på de hospitaler, TMC har aftaler med.
»Vi vil aldrig kunne gøre et godt arbejde for danske hospitaler, hvis vi ikke hver dag har en konstant dialog med de lokale teams, siger Henrik Agrell.
Tilbyder to former for tjenester
Misforholdet mellem udbuddet og efterspørgslen efter radiologiske ydelser er efter Henrik Agrells vurdering én af flere forklaringer på behovet for en virksomhed som TMC.
»Radiologien i Danmark og de fleste andre vesteuropæiske lande er ramt af ‘the perfect storm’ i form af en kombination af mangel på speciallægekompetencer, en stærkt stigende kompleksitet i undersøgelserne, og et større volumen af stadigt mere komplekse undersøgelser. Kombineret med behovet for at kunne trække på radiologer med sub-specialistkompetencer sætter det mange især mindre og mellemstore hospitaler i en vanskelig situation,« siger Henrik Agrell.
TMC tilbyder de radiologiske afdelinger to former for tjenester: Elektiv diagnostik og vagtdiagnostik om natten, som primært udføres fra TMC’s afdeling i Sydney, Australien, hvor TMC har skandinaviske radiologer siddende, der kan se på danske skanningsbilleder, mens det er nat herhjemme takket være en tidsforskel på otte timer.
»Afdelingernes behov for elektiv diagnostik fluktuerer naturligt nok med sygdom, ferie og ubesatte stillinger blandt radiologerne. Vi ser et øget behov for subspecialiseret hjælp. Der laves stadig flere undersøgelser, som kræver radiologer med specifikke kompetencer, og det kan være svært for mange hospitaler at leve op til. Her mener vi, at vi reelt kan være med til løfte den diagnostiske kvalitet. Vi kan døgnet rundt stille med et team af subspecialiserede erfarne radiologer, der kan øge den diagnostiske kvalitet og reducere risikoen for fejlbehandlinger. Og selv om vi ikke konkret har undersøgt det, er det svært at forestille sig, at diagnostik udført af et helt team af subspecialister ikke skulle mindske behovet for unødige behandlinger og indlæggelser,« siger Henrik Agrell.
Flere radiologer i dagtimerne
Henrik Agrell peger på, at de hospitaler, som har overgivet ansvaret for nattevagten til TMC, får frigivet ressourcer til arbejdet i dagtimerne.
»Vi tager kun betaling for det konkrete volumen af beskrivelser, vi leverer. Outsourcing kan være en reel besparelse, når det erstatter det at skulle have en speciallæge i vagt om natten til at udføre et begrænset antal opgaver. Dertil kommer som nævnt, at vi kan levere svar på akutte undersøgelser af f.eks. strokepatienter døgnet rundt,« siger Henrik Agrell.
Fleksibilitet og mulighed for at dyrke egne interesser er hyppige årsager til, at radiologer vælger at arbejde fuldtid eller deltid for TMC.
»En stor del af radiologerne vælger at arbejde for os, fordi det giver dem mulighed for at fokusere på de typer af undersøgelser, de har særlig interesse for. Et stort volumen af en specifik type undersøgelser styrker deres specialistkompetencer. Mange kombinerer arbejdet for TMC med arbejdet på en hospitalsafdeling, og dermed får afdelingen samtidig en mere kompetent medarbejder med mere erfaring fra et subspecialiseret område. Arbejdet for os er fleksibelt og kan ske fra andre lokaliteter eller fra vores kontorer i Spanien eller Australien. Endelig er det også et plus, at vi i stigende omfang inddrager AI (kunstig intelligens, red.) som et støtteværktøj til at raffinere diagnostikken,« siger Henrik Agrell.
Han vurderer, at behovet for assistance fra firmaer som TMC vil bliver yderligere forstærket i de kommende år.
»Diagnostik udgør en relativt lille del af det samlede budget på hospitalerne, sammenlignet med tungtvejende budgetposter som medicin og sengepladser. Behovet for mere, bedre og tidligere diagnostik, som kan give en bedre og mere rationel udnyttelse af hospitalernes ressourcer, vil formodentligt vokse,« siger Henrik Agrell.