Læge for retten for sex med patient En dansk psykiater skal for retten i en sag, hvor han anklages for at have misbrugt sin lægestilling til at få sex med en patient.

I dag indledes en spektakulær retssag mod en mandlig dansk psykiater, der anklages for at have misbrugt sin lægestilling til at få sex med en af sine patienter. Det skriver Politiken.

Den anklagede læge blev i 2011 dømt i Norge for at have haft sex med en kvindelig patient. Han blev idømt halvandet års fængsel, og fik samtidig frataget sin norske autorisation. Det fik dog ikke konsekvenser for hans autorisation i Danmark, og i 2013 blev han ansat på Risskov Psykiatrisk Hospital i Region Midtjylland.

Gennem 10 måneder i 2013 og 2014 skaffede han sig flere gange samleje med en kvinde, som han på Risskov Psykiatrisk Hospital havde i samtaleterapi og mødtes med en gang om ugen.

I 2014 meldte regionen ham til politiet, hvorpå han sagde sit job op. Sagen forhindrede ham dog ikke i at skaffe sig et lederjob i Region Nordjylland, som han blev fyret fra i august 2015.

Anklagemyndigheden mener, der er tale om groft misbrug af den afhængighed, som en patient har til sin læge. Manden kræves dømt efter paragraf 220 i straffeloven, der kan give op til et års fængsel.

På grund af samlejerne, lægens uprofessionelle omgangstone og fordi, at han lånte kvinden penge og gav hende gaver, kræves han også dømt for grov forsømmelighed i udøvelse af sin lægegerning.

Anklager Dorthe Lysgaard fra Østjyllands Politi siger til TV2, at det er en højst usædvanlig sag.

»Vi har ikke ret mange af de her sager. Når vi har at gøre med sager af denne her karakter, hvor man udnytter sin stilling til at opnå sex, så er der flere beskyttelseshensyn at tage. Man skal sørge for, at det ikke kan ske over for andre«, siger Dorthe Lysgaard.

Hun kræver derfor også, at retten fradømmer psykiateren hans lægelige autorisation indtil videre.

Der forventes at falde dom i sagen senere på måneden.

Skriv kommentar