Pernille Lassen er læge og ph.d. ved Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og Aarhus Universitetshospital, Afdelingen for Eksperimentel Klinisk Onkologi. I forbindelse med afholdelse af Europas største strålekongres, ESTRO, modtog hun den første årlige Donal Hollywood-pris for sit abstract, baseret på kliniske studier, som den danske hoved-halskræft-gruppe DAHANCA har gennemført siden 1980, og er værdifulde og enestående på verdensplan, da der er tale om nationale studier, som omfatter alle danske patienter med hoved-halskræft. Pernille Lassens forskning blev kåret som den bedste blandt næsten 2.000 indsendte abstracts.
