Lad os dø i fred Hvorfor kan vi ikke slippe for behandling og indlæggelse på sygehus i de sidste uger af livet uden kamp, spørger Else Smith.

Jeg har lige lagt mobilen efter en samtale med en ven­inde.

Hendes mor blev i nat indlagt på hospital fra sit plejehjem med vejrtrækningsbesvær og hævede ben. Moderen er 98 år og frisk i hjernen. Hun har de sidste uger lagt de vanddrivende piller ned i tasken i stedet for i munden, da hun skal hjælpes på toilettet eller have bækken, og det bryder hun sig ikke om.

Både mor og datter har klart givet udtryk for, at de ikke ønsker genoplivning eller yderligere behandlingsmæssige tiltag. Men nu er hun altså indlagt akut på hospital fra plejehjemmet. Hvorfor?

Hvad er de fagprofessionelles plan, og hvorfor respekteres den gamle kvindes ønsker ikke?

Jeg ved fra min egen mors død på et hospice, at her kan personalet behandle både smerter, åndenød og andre komplikationer til hjertets svigten i livets sidste dage og uger.

Mon ikke tiden nu er inde til, at vi tager livtag med døden i det offentlige rum, og ikke skubber den dialog fra os, så den overlades til patienter og pårørende i de vanskelige situationer, der kan opstå, når et svækket og sygt menneske skal dø.

For døden er langtfra altid pæn og uden smerter — både for den døende og de pårørende. Og det er livet for den sags skyld heller ikke. Vi lader ofte genoplivning, indlæggelser og mere behandling være svaret, når døden nærmer sig.

»I livets sidste faser har vi brug for omsorg, ro og behandlere med et blik for det hele menneske, hvor livskvalitet og værdighed er i fokus«
– Else Smith

Jeg mener, at vi bør tale om døden under andre overskrifter end hjertestarter og aktiv dødshjælp. Samtalen om døden er langt bredere og vigtigere, ikke mindst fordi den vedgår os alle.

I livets sidste faser har vi brug for omsorg, ro og behandlere med et blik for det hele menneske, hvor livskvalitet og værdighed er i fokus.

På de store akutmodtagelser møder patienter en arbejdsgang med fokus på behandling og livsforlængelse — det er det, man kan og skal der. Alt for mange køres mellem hjem og sygehus og på sygehuset frem og tilbage mellem intensiv og stamafdeling.

Vi bør ikke ligge i en hospitalsseng, hvis vi ikke efterspørger en hospitalsydelse, men spørgsmålet er, om den kommunale hjemmepleje mv. er klar til opgaven med livets sidste uger?

Det kræver et modigt og veluddannet personale.

Vi bør kunne dø i tryghed uden indlæggelser og behandlinger, som vi ikke ønsker. Det kræver en holdningsændring, et bedre samarbejde samt en kompetent primær sektor, der bedre kan varetage den palliative behandling.

Vi lever længere, også længere med flere sygdomme, herunder kræft. De fleste danskere vil gerne dø hjemme, men den moderne familiestruktur er ikke indrettet, så vi kan påregne, at familien altid kan stille op, selvom der er orlovsmuligheder. Derfor bør vi som samfund gentænke, hvorledes vi bedst indretter os, så vi kan bistå danskerne i den svære tid op til døden. Og den skal for mange ikke tilbringes på et supersygehus. Men hvor så?

Bare fordi sygehusvæsenet kan tilbyde en plads og (endnu) en behandling, er det ikke sikkert, at det skal.

Kommentarer

  1. Hjemmesygeplejen kan og vil gerne være med til en værdig død i hjemmet, det skal der ikke være tvivl om. I princippet er der jo ingen, der kan indlægges mod deres vilje. I forhold til vejledning om genoplivning og fravalg af behandling, kræver det at der er en læge, der har taget stilling om der ikke skal iværksættes behandling og/eller indlæggelse. Sygeplejerskerne er forpligtet til at ringe 112, dersom der ikke foreligger en aftale. Så en klar opfordring til samarbejde med almen praksis og hjemmesygeplejen og sidst men ikke mindst patient og pårørende til at få taget stilling til den sidste tid.

  2. Tak for en god stikpille! Der skal et nyt niveau af samarbejde til mellem almen praksis, kommune og sygehus – men så er det vel heller ikke sværere….

Skriv kommentar