Epikrise på dansk – en joke? Latinske betegnelser og lægelige vendinger sidder dybt i os læger, lige fra dengang vi gik på universitetet. Det skal ændres, men kan vi det?

Vi skal arbejde efter en ny kvalitetsdagsorden. Den gamle Danske Kvalitets Model med top-down-styring er afskaffet. Vi er på vej mod en ny måde at styre på. Et af punkterne på dagsordenen er patientinddragelse.

Klinikerne får lov til at vælge, hvilke indikatorer de vil måles på inden for dagsordenspunkterne. En måde at inddrage patienterne på kunne være, at vi sørger for, at patienter og pårørende forstår, hvad vi gør, og hvad vi siger og skriver til dem.

På Aarhus Universitetshospital er det besluttet, at vi skal måle os på, at epikrisen er forfattet på forståeligt dansk. God idé, siger nogle. Bestemt en dårlig idé, siger andre, fordi det primært drejer sig om vigtig information læger imellem.

En epikrise bliver mere præcis, hvis den er forfattet med latinske fagudtryk og helst også en hel del specialespecifikke forkortelser. Men den praktiserende læge modtager epikriser fra mange forskellige afdelinger, så det kan være besværligt med et tilsvarende antal lokale dialekter. 

Latinske betegnelser og lægelige vendinger sidder dybt i os læger, lige fra dengang vi gik på universitetet. Det skal ændres, men kan vi det?

Det er faktisk muligt at skrive på dansk med den latinske betegnelse i parentes, når man skal behandle en klagesag til Patientklagenævnet. Men det kræver lidt koncentration. Spørgsmålet er så, hvad den praktiserende læge siger til at få en epikrise på læsbart dansk. Et gæt er, at det er i orden og muligvis en lettelse at slippe for de mange fag- og slangudtryk og ikke mindst sære forkortelser, når blot ikke meningen går tabt.

Det er altid svært at ændre veletablerede vaner. Vi er som læger nødt til at være tosprogede, men det vil måske tage år at vænne alle hospitalslæger til konsekvent at tale og skrive til patienten i et helt forståeligt sprog.

Men hvis vi nu begynder helt tilbage med medicinstudiet og alle gør det, så bliver det indarbejdet og ikke noget, man skal lære på en bestemt afdeling eller et bestemt hospital. Hvad med nogle øvelser, hvor man omsætter en god, klassisk epikrise til en endnu bedre på moderne dansk? Hvis og når vi skriver epikrisen på forståeligt dansk, ender det måske med, at vi også taler forståeligt med patienten.

Det er svært at skrive en god epikrise, også af den traditionelle slags. At få alle relevante oplysninger med og kun dem, og at budskabet til patientens praktiserende læge og andre kollegaer er klart og ikke kan misforstås. Og nu heller ikke af patienten.

Vi har inddraget patienten og derved opfyldt et af punkterne på den ny kvalitetsdagsorden. Det er ingen joke!

PS. For resten, hvorfor epikrise?
Hvorfor ikke udskrivningsbrev?

Kommentarer

  1. Latinske betegnelser og lægelige vendinger sidder dybt i os læger, lige fra dengang vi gik på universitetet. Det skal ændres, men kan vi det?

    Ja, de gør — ja, det skal — og ja vi kan…!

    Lægers fagsprog er guld værd i mange sammenhænge, når vi snakker sammen som fagpersoner (ligesom fx piloters, bilmekanikeres og VVS-folks fagsprog er det), men vi skal naturligvis være i stand til at oversætte indholdet i det sagte eller skrevne til et godt og letforståeligt dansk i udadrettede meddelelser til andre.

    Og det er faktisk ikke så svært at lære, hvis man øver sig lidt — og primært tænker på modtageren, når man taler eller skriver. Især hvis man lige gør sig lidt umage med formuleringen, og smider sin opstyltede selvhøjtidelighed overbords.

    ’Bv inf om at pt er lipotymeret x 3 i av’

    Jeg har set notater af denne slags utallige gange i patientjournaler, men hvad er det i grunden for noget kryptisk ævl folk skriver? Meningen er, fx i dette tilfælde, at —
    ’Bagvagten er informeret om at patienten er besvimet tre gange i løbet af aftenvagten’.
    Men hvorfor pokker skriver den unge læge så ikke bare det i patientjournalen? Der kan være mindst tre grunde —
    • Der er meget få læger (og andet sundhedsfagligt personale, for den sags skyld), som har gidet lære sig at skrive blindskrift (10-fingersystem), dvs. at de sidder og skriver tekster med to pegefingre og derfor vælger at skrive det korteste af det korte
    o Det går sindssygt meget hurtigere, hvis man lærer sig blindskrift — og det er forbavsende let at lære, men det må man ikke nævne.
    • Det skal forestille ’at være fint og professionelt’…
    • Sådan skriver alle andre jo også, dvs. at det er ’vores kultur’.

  2. Epikrisen er formelt set en underretning fra den ene læge til den anden om patientens sygdomsforløb og behandling.

    Det er ikke latinske vendinger, der volder de største kvaler i praksis. Praktiserende læger har alt andet lige jo også en lægevidenskabelig kandidateksamen med i bagagen.

    Det der volder kvaler er der ikke længere skrives epikriser. I stedet fremsendes:
    – journalkontinuationer
    – hele journaler
    – operationsbeskrivelser
    – afkrydsningsskemaer
    – røntgenbeskrivelser hvor hele henvisningsteksten er indkopieret.

    Det er faktisk kun fantasien der sætter grænsen. Til gengæld kommer produkterne ualmindelig hurtigt. Jeg har således præsteret at få tre “epikriser” på et ambulatoriefremmøde på samme patient på samme dag:
    1. Bronkoskopien
    2. Sygeplejerskens notat om udleverede pjecer (og dem var der mange af)
    3. Henvisningen til onkologerne.

    Den våde drøm i almen praksis er ikke epikriser forfattet på lægedansk. Drømmen er epikriser, der entydigt beskriver sygdom og indlæggelsesforløb.

    Jeg har i de journaler der fremsendes bemærket at den interkollegiale sport, der hedder “oplæg” fortsat dyrkes ved henvisning til andre afdelinger, så det er åbenbart muligt at forfatte en målrettet tekst. Hvorfor almen praksis skal spises af med ubrugelige produkter fatter jeg ikke

Skriv kommentar