Zoledronsyre skuffer i nyt studie Nyt studie kan ikke genskabe resultater fra lovende pilotforsøg. Zoledronsyre har ingen effekt på knæsmerter eller knoglemarvsskader hos patienter med slidgigt.

Patienter med slidgigt, der én gang om året modtager et skud zoledronsyre, får formentlig ikke meget gavn af behandlingen. I hvert fald viser et nyt studie, at patienterne ikke oplevede nogen forskel i knæsmerter eller knoglemarvsskader efter to år. Zoledronsyre kan dog give symptomatiske fordele ved mildere tilfælde af sygdommen.

»Det er skuffende, at vores resultater ikke kan genskabe de positive fund fra et indledende pilotforsøg. Zoledronsyre kan dog stadig spille en rolle i behandlingen af patienter med milde former af sygdommen,« siger manden bag det nye studie, professor Graeme Jones fra Menzies Institute for Medical Research i en pressemeddelelse.

Det nye forskningsresultat er offentliggjort på en konference for European League Against Rheumatism (EULAR)  i Amsterdam.

Positive resultater fra pilotstudie

Lovende resultater fra et pilotstudie på 59 voksne med slidgigt viste, at zoledronsyre over seks måneder kunne reducere knæsmerter og størrelsen på knoglemarvsskader blandt patienterne. Resultaterne fra det studie, som bliver præsenteret på EULAR i dag, var designet til at efterprøve de positive resultater fra pilotstudiet i et randomiseret placebo-kontrol-studie med en større undersøgelsesgruppe og over to år.

Resultatet viser desværre, at patienterne, som blev behandlet med zoledronsyre, hverken oplevede færre smerter eller en reduktion i knoglemarvsskader. Derimod oplevede patienter flere bivirkninger, primært influenzalignende symptomer samt smerter og stivhed i knogler og muskler.

Slidgigtramte mangler behandlinger

Slidgigt er en almindelig lidelse, der gør en persons led stive og smertefulde, specielt om morgenen. En af årsagerne til sygdommen er en reduktion i mængden af brusk inde i leddene, hvilket gør, at knoglerne kan gnubbe mod hinanden. Opsvulmede led og smerter er de mest almindelige former for symptomer på lidelsen. Slidgigt er desuden den mest almindelige form for gigt, som oven i købet bliver mere almindelig, i takt med at folk generelt bliver ældre.

»Over 40 millioner europæere lider af slidgigt, som kan have betydelige sociale implikationer for den ramte, såvel som være en økonomisk byrde for sundhedsvæsenet, der kun bliver værre, i takt med at befolkningen ældes. Der er få effektive behandlinger mod sygdommen, og skader på knoglemarven er fortsat et vigtigt terapeutisk mål,« siger professor Thomas Dörner, der er formand for Abstract Selection Committee, EULAR, i en pressemeddelelse.

Abstract: A multicentre randomised controlled trial of zoledronic acid for osteoarthritis of the knee with bone marrow lesions

Skriv kommentar