Vi har brug for et ­helikoptersyn
Foto: Lars Andersen

Vi har brug for et ­helikoptersyn

Uanset hvem der booker operationer – kirurger eller anæstesiologer – må man forvente programmer, der løfter den samlede opgave for hele AUH og tilstræber at holde de normale arbejdstider til glæde for både patienter og personale.

Jeg er funktionsledende overlæge på Intensiv Øst, et afsnit i en nyfusioneret afdeling Intensiv. Jeg kan derfor ikke løbe fra, at jeg er anæstesiolog af uddannelse. I forhold til både mine specialekolleger i B og O og mine tætte, samarbejdende kolleger på de kirurgiske afdelinger har jeg kunnet betragte diverse uenigheder på sidelinjen. 

Jeg har med interesse læst debat-indlægget fra kirurgerne (Dagens Medicin nr. 13/2019) og har faktisk haft lyst til at bidrage til den måske lidt ensidige fremstilling fra kirurgisk side. Nogle vil måske mene, at jeg gør dette for at forsvare mine specialekolleger, og det er selvfølgelig muligt, at jeg er så indoktrineret, at dette er en mulighed, men jeg mener nu selv, at jeg forholder mig relativt objektivt til problemstillingen.

Selv inden for det samme speciale har jeg set intern krig mellem kirurger

Måske skal vi begynde med lidt historie. Jeg er læge fra en tid, hvor jeg har en tydelig erindring om, hvordan det var, når kirurger selv skulle booke operationer på en fælles operationsgang. Det var ikke kønt; selv inden for det samme speciale har jeg set intern krig mellem kirurger, der stregede andres patienter for at sætte egne på samme dag, så ingen var i stand til at få overblik over operationsprogrammet, og effektiviteten og måske også patientsikkerheden var i bund. 

Jeg har også været en del af Skejby i tæt samarbejde med T-op, der som en lille, isoleret og velfungerende operationsafdeling har været fuldstændig uafhængig af andre specialer, idet de fleste – og særlig dem med meget akut operationsaktivitet – meget praktisk var beliggende på en anden matrikel. 

For alle praktiske formål var det dengang ikke en mulighed at flytte patienter mellem operationsafdelingerne på de forskellige matrikler, uanset hvor meget det ‘brændte’. 

Det har så betydet, at patienter – herunder mine intensive patienter – der havde operationsbehov for noget andet end thoraxkirurgi eller de andre kirurgiske specialer på Skejby, måtte vente længe på at få varetaget deres kirurgiske problem endsige bare tilsyn.

Det har ændret sig, efter at vi er kommet under fælles tag; det er en betydelig forbedring i ventetid på tilsyn og stillingtagen til intervention, hvilket er en klar forbedring. 

Men det har ikke ændret meget på tiden til operation for de akutte specialer. Vi oplever stadig på intensiv, at nogle akutte operationer må vente både timer og dage. Vi kan derfor godt have en forventning om, at ‘nogen’ påtager sig et helikoptersyn og sørger for, at operationer og procedurer, der kan flyttes og deles, blive flyttet og delt, således at den samlede operationskapacitet udnyttes bedst muligt til glæde for både patienter og personale.

I den sammmenhæng provokerer det mig en smule, når kirurger udtaler, at de gerne investerer en »interessetime eller to«, for har de selvsamme kirurger gjort sig klart, at når de gør det, følger der minimum to operationssygeplejersker med plus en time ekstra og to anæstesiansatte plus en time ekstra? 

AUH har altid udmærket sig ved en hjælpsomhed afdelingerne imellem, som har været svær af finde andre steder

En ‘interessetime’ for en kirurg vil hurtigt medføre otte ‘interessetimer’ eller måske nærmere overarbejdstimer for det øvrige personale. For ikke at tale om, at patienten kommer på opvågningsafdelingen ud i vagten med mindre personale og ditto på stamafdelingen. Det er ikke patientvenligt eller personalevenligt i mine øjne.

Uanset hvem der booker – kirurger eller anæstesiologer – må det være en forventning, at der laves operationsprogrammer, der løfter den samlede opgave for hele AUH bedst muligt og laver operationsprogrammer, der tilstræber at holde de normale arbejdstider til glæde for både patienter og personale.

Så er der spørgsmålet om specialisering; i hvilken grad ser man sig selv som specialiseret som både læge og sygeplejerske, hvis man også skal deltage i andres specialepatienter af mere generel karakter? Kan man være specialiseret, hvis det hedder 90/10 pct.? 80/20 pct.? Eller er det kun 100 pct., der duer? 

Og i hvilken grad skal det være frivilligt og selvvalgt eller mere planlagt og dermed pålagt at hjælpe hinanden? 

AUH har altid udmærket sig ved en hjælpsomhed afdelingerne imellem, som har været svær at finde andre steder. Er det rimeligt, at der er store forskelle operationsafdelingerne imellem på den ventetid, der er på dagens operationsprogram akut såvel som elektivt, hvis det er muligt at udjævne disse forskelle ved at flytte de flyt- og delbare operationer, når nu vi er under fælles tag?

En fusion er altid svær, det kan jeg personligt skrive under på, og på trods af al forberedelse, lærdom og undervisning kommer det ofte som en overraskelse, at man skal ændre i noget, som man selv synes fungerer godt, og det skaber utryghed og kan sætte en lavine i gang med opsigelser, som jeg tror, at vi har set det i operationsområdet. Og der er nok heller ingen tvivl om, at i en kortere eller længere periode vil omstillingen medfører en reel forringelse af lægers og sygeplejerskers arbejde.

Jeg tror dog, at det er vigtigt at indse, at vi er i en ny virkelighed, hvor vi ikke kun af sparehensyn, men også af hensyn til patienterne og personalet skal deltage i noget fælles og noget anderledes. Og løfte opgaven på en ny måde. Om den er ramt rigtigt med den nuværende organisering under B og O, har jeg ikke nok indsigt til at kunne sige, men bevidstheden om forandring vil være en forudsætning for, at det lykkes, uanset hvilken organisation man vælger.

Kommentarer

Skriv kommentar