Tirzepatide leder til enormt vægttab Svært overvægtige, der blev behandlet med tirzepatide, tabte 22,5 pct. af deres kropsvægt, viser nyt studie på ADA.

Forskere har nu løftet sløret for data fra det såkaldt SURMOUNT-1 fase 3-studie, hvori effekten og sikkerheden ved behandling af svær overvægt med tirzepatide er blevet undersøgt.

Data er blev fremlagt på den årlige kongres for American Diabetes Association (ADA) og samtidig publiceret i New England Journal of Medicine.

I studiet har 2.539 personer med overvægt eller svær overvægt, men uden diabetes, deltaget.

Personerne skulle også have en diagnose med mindst én vægtrelateret komorbiditet og blev randomiseret til behandling med tirzepatide eller placebo.

Forskerne undersøgte samlet vægttab som en procentdel af den oprindelige vægt og andelen af forsøgsdeltagere, der opnåede et vægttab på mere end fem pct. sammenlignet med placebo.

Resultatet af SURMOUNT-1-studiet viser, hvor effektiv en behandling tirzepatide er.

Gennemsnitligt tabte forsøgsdeltagere i behandling med tirzepatide mellem 16 og 22,5 pct. af deres kropsvægt. Det gennemsnitlige vægttab ved den højeste dosis tirzepatide var 23,5 kg.

Forsøgspersoner, der blev behandlet med lavere doser af tirzepatide, tabte sig også markant; 16 kilo ved behandling med fem mg tirzepatide og 22 kilo ved behandling med 10 mg.

Behandlingen med tirzepatide var gennemgående veltolereret og med en bivirkningsprofil på niveau med andre inkretin-baserede behandlinger til personer med overvægt.

»Svær overvægt skal behandles som en hvilken som helst anden sygdom med effektiv og sikker tilgang til de underliggende sygdomsmekanismer. Disse resultater understreger, at tirzepatide gør netop det. Resultaterne er et vigtigt skridt frem i forhold til at udvide mulighederne for behandling af svær overvægt. Det er også værd at notere sig, at ni ud af 10 personer tabte sig ved behandling med tirzepatide,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og lektor Ania Jastreboff fra Yale School of Medicine, i en pressemeddelelse, som er sendt ud fra ADA.

Tirzepatide blev for nylig godkendt af den amerikanske sundhedsmyndighed FDA til behandling af personer med type 2-diabetes med det formål at forbedre deres glykæmiske kontrol.

 

Skriv kommentar