Et nyt samarbejde mellem Steno Diabetes Center Copenhagen (SDCC) og Nordsjællands Hospital skal være med til at opdage diabetes blandt indlagte hjertepatienter. Den gruppe af borgere er nemlig i overhængende fare for at udvikle diabetes.
»En god måde at illustrere problemet på er, at hvis du går ind i en akut hjerteafdeling, så har en tredjedel af patienterne der type 2-diabetes. Og det er kun halvdelen af dem, der ved det. Den næste tredjedel af de patienter, der ligger derinde, har forstadiet til type 2-diabetes. Og det ved de som regel heller ikke. Så to tredjedele af hjertepatienterne i en akut hjerteafdeling har altså samtidig diabetes eller forstadiet inde på livet,« siger Allan Flyvbjerg, direktør ved SDCC.
Systematisk screening
Det vil SDCC med det nye samarbejde forsøge at gøre noget ved. Et tværfagligt pilotprojekt mellem kardiologer og endokrinologer skal hen over de næste to-tre år sætte fokus på den her gruppe af hjertepatienter, der muligvis lider af diabetes samtidig.
Det skal blandt andet foregå ved en systematisk screening for type 2-diabetes blandt de borgere, som indlægges med hjerteproblemer og blodpropper.
»Groft sagt vil vi gerne to ting med det her samarbejde. Dels vil vi gerne fange dem, der har uopdaget diabetes, for det er dem, der virkelig er i højrisiko for, at det går galt efterfølgende, hvis du har en uopdaget form for diabetes, der ikke bliver behandlet. Så hvis du ligger i en hjerteseng, så får du lavet en langtidsblodglukoseprøve,« siger Allan Flyvbjerg og fortsætter:
»Den anden ting er, at vi skal have udarbejdet en procedure, så de her patienter også bliver sendt videre i systemet bagefter, hvis de får konstateret diabetes. Så vi skal have fundet ud af, om det er hjerteafdelingerne, den medicinske afdeling eller egen læge, der tager fat i patienten bagefter,« siger Allan Flyvbjerg.
Patienter må ikke blive kastebold
Men SDCC-direktøren har med projektet også en vision om at få de to områder til at arbejde endnu tættere sammen.
»I stedet for‚ at en person, der både har hjertekarsygdomme og diabetes, oplever at blive kastebold mellem hjerteafdelingen og diabetesafdeling, så faktisk prøve at sætte hjerte- og diabeteslægen sammen om de særligt komplicerede tilfælde, så man sidder og laver en samlet plan. På den måde skulle patienten gerne undgå at blive den her kastebold mellem afdelinger,« siger Allan Flyvbjerg.
Senere på året vil også Herlev- og Gentofte hospital være med i projektet. Der er sat to mio. kr. om året af til projektet, der skal løbe i enten to eller tre år, alt efter hvad erfaringerne bliver. Hvis samarbejdet bliver en succes, så satser SDCC på at udbrede det tværfaglige samarbejde til resten af regionen.