Onsdag 13. marts får Danmark sit første tekniske universitetshospital.
Det nye universitetshospital er skabt i partnerskab mellem Region Hovedstaden og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og får navnet Technical University Hospital of Greater Copenhagen (TUH).
Det nye universitetshospital skal danne bro mellem sundhedsvæsen og teknologi ved at udnytte DTU’s teknologiske kompetencer og faglighed. Håbet er, at man i sammenkobling med sundhedsvæsenet kan skabe nye løsninger til diagnosticering, patientbehandling og hospitalsdriften. Visionen er at skabe mere og bedre sundhed til gavn for den enkelte patient, det samlede sundhedsvæsen og samfundet generelt. TUH skal også efteruddanne sundhedsprofessionelle inden for innovation og teknologi.
»Vi har de sidste år set en fantastisk udvikling på vores hospitaler, hvor nye og innovative løsninger har hjulpet med at forbedre vores patientbehandling. Vi har et fremragende samarbejde med DTU, som vi i dag med Danmarks første tekniske universitetshospital konkretiserer og styrker. Sammen skal vi skabe rammerne for endnu mere nytænkning og smarte, teknologiske løsninger, som skal sikre, at det danske sundhedsvæsen forbliver blandt de allerbedste i verden,« siger Lars Gaardhøj (S), regionrådsformand i Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Samarbejdet sker i et forsøg på at imødegå fremtidens udfordringer i et sundhedsvæsen, hvor der bliver flere og ældre patienter med behov for højspecialiseret behandling. Fagligheder fra hospitalerne og DTU skal mødes i de nye rammer og ingeniører og sundhedsfagligt personale skal mødes om at skabe nye ideer og løsninger.
»Vi skal ikke kun lære af hinanden, men transformere sundhedsvæsnet ved at tilføre nye færdigheder inden for teknologi. Dermed kan vi skabe en ny generation af ingeniører, der er specialiseret i sundhedsteknologi og sundhedsfagligt personale, der har teknisk videnskabelige kompetencer. Sammen kan vi skabe fremtidens sundhedsvæsen,« siger Anders Bjarklev, rektor på DTU
DTU og Regionen Hovedstadens hospitaler har allerede et samarbejde, der bl.a. har ført til en bacheloruddannelse i medicin og teknologi samt en lang række forskningsprojekter inden for alt lige fra organtransplantation til AI-løsninger og intelligente alarmsystemer. Partnerskabet skal brede samarbejdet ud til alle hospitaler i Region Hovedstaden og accelerere den positive udvikling gennem kandidatuddannelser, relevante forskningsmiljøer samt innovationsmiljøer og startups.