»Jeg plejer at sige, at depression er som kræft i sindet. Meget forskning tyder på, at langvarig depression kan skade hjernen, og for nogle bliver depression en kronisk tilstand eller fører til selvmord. Det er overhovedet ikke en uskyldig sygdom, som den indimellem bliver gjort til i den offentlige debat.«

Ordene kommer fra overlæge, dr.med. Poul Videbech, der er professor og leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning på Psykiatrisk Center Glostrup.

I sin kritik langer han især ud efter DR, som han mener utallige gange har leveret brændstof til en debat, hvor lægfolk og lægekolleger uden klinisk erfaring eller behandlingsansvar for mennesker med depression har fået for megen taletid. Den taletid har de bl.a. brugt til at fremsætte skråsikre holdninger om sygdommen og de behandlingsmuligheder, der findes. Og det irriterer overlægen.

»Man kan ikke forstå og fortolke videnskabelige undersøgelser, hvis man ikke har set de mennesker i øjnene, som det hele handler om. Jeg fortæller heller aldrig en neurokirurg, hvor i hjernen han skal skære, hvis han skal fjerne en tumor, for jeg ved, at jeg ikke har forstand på neurokirurgi. Det ærgrer mig, at der ikke er den samme respekt for den kliniske erfaring, håndelaget, som også har en stor betydning inden for psykiatrien,« siger Poul Videbech og fortsætter:

»Det generer mig selvfølgelig som psykiater, men jeg synes også, at det er respektløst over for patienterne. Man sender et meta-signal om, at de ikke fejler noget seriøst, og at hvem som helst kan behandle dem. Men sådan er det altså ikke.«

Tager livtag med sejlivede myter

Poul Videbech har længe gået med et ønske om at nuancere debatten og tage til genmæle – ikke mindst på vegne af nuværende patienter og efterladte til mennesker, der har taget deres eget liv som følge af depression.

Derfor sagde han omgående ja, da FADL’s Forlag sidste år spurgte, om han ville skrive en bog, uden at tænke videre over, hvor stort et arbejde det egentlig er. Især når man som ham gerne vil inkludere over hundrede videnskabelige referencer, så fagkolleger og skeptikere kan gå hans påstande efter i sømmene.

Efter godt et halvt års intensiv skriveproces, hvor sommerferie og weekender har været omdannet til arbejdsdage, er han nu i mål. Mandag i denne uge udkom bogen med titlen ‘Hvad er depression? Bliv klogere på årsager, behandling og forebyggelse’. I bogen går han i dybden med, hvad depression er for en sygdom, og hvilke behandlingsmuligheder psykiatrien har til rådighed.

En af Videbechs ambitioner i bogen er at tage livtag med nogle af de sejlivede myter, der i hans optik hersker om depressionsbehandling. Især ærgrer det ham, at den medicinske behandling ofte bliver udråbt som den virkningsløse store stygge ulv, mens psykoterapi bliver hyldet som løsningen på enhver depression.

Den sort-hvide tilgang er ikke konstruktiv, mener overlægen, der selv er uddannet inden for psykoterapi og har fungeret som psykoterapeut ved siden af sit job som professor.

»Hos nogle patienter virker psykoterapi ikke tilstrækkeligt, og så er man nødt til at kombinere med andre tiltag. Omvendt er det ikke en ordentlig behandling, hvis man udelukkende giver medicin. Det er vigtigt at forstå, at vi har mange forskellige behandlingsmuligheder til rådighed, og de kan med stor fordel kombineres,« siger han.

Sen behandling øger risiko

Når Poul Videbech retter et frontalangreb mod dele af den offentlige debat, er det også af frygt for, at flere vil undlade at søge hjælp, hvis der hersker et stærkt narrativ om, at depression er en ufarlig tilstand, eller at behandlingen er virkningsløs. Sen diagnosticering har nemlig konsekvenser for prognosen, påpeger han.

»Vi kan gøre meget, hvis vi sætter tidligt ind, og vi har gode resultater, både når det gælder psykoterapeutisk og medicinsk behandling af akut depression. Men jo senere man kommer i behandling, desto sværere er sygdommen at få bugt med, og risikoen for, at depression bliver en kronisk tilstand, stiger. 20-30 pct. af vores patienter får et kronisk forløb,« siger han.

Netop kronisk depression er et område, Poul Videbech interesserer sig særligt for. Det tæller en gruppe af patienter, som typisk bliver henvist igen og igen til psykiatriske afdelinger.

»De har det elendigt og kan ikke fungere, men de bliver ikke hjulpet af de behandlingstilbud, vi kender i dag. Derfor skal der mere fokus på grundig udredning og afprøvning af og forskning i nye behandlinger, herunder nye typer psykoterapi, til disse mennesker,« mener han.

I bogen giver Poul Videbech sit bud på, hvilken ny forskning der forhåbentligt kan komme gruppen af kronisk syge patienter til gavn inden for de næste 5-10 år.

Som et eksempel nævner han stoffet ketamin. Ketamin er egentlig et gammelt bedøvelsesstof, som har vist sig også at have en akut antidepressiv effekt.

»Ketamin virker på helt andre måder end de traditionelle antidepressive midler og har en effekt allerede i løbet af nogle få timer. Det er meget interessant,« vurderer han og tilføjer:

»Grunden til, at det er nødvendigt med mere forskning på området, er, at ketamin også er et misbrugsstof. Derfor arbejder man nu på at finde nogle stoffer, som ligner ketamin, men som ikke kan misbruges – det ville have et enormt perspektiv.«

TMS til skræddersyet behandling

Den behandlingsform, Videbech har størst forhåbninger til, er en forfinet udgave af transkraniel magnetstimulation, forkortet TMS. TMS er en behandling, hvor man påvirker hjernen med et magnetfelt og på den måde fremkalder en svag strøm i hjernevævet. Behandlingen har vist sig at have en antidepressiv effekt, og enkelte psykiatriske afdelinger tilbyder den i dag som standardbehandling.

»Det nye er, at vi vil tilføre behandlingen større præcision. Ved hjælp af særlige scanningsundersøgelser vil vi identificere, præcis hvor i hjernen vi skal behandle den enkelte patient med magnetstimulation. Her kan vi altså behandle lokalt til forskel fra den medicinske behandling, som påvirker hele hjernen og andre organer. Det er ekstremt innovativt. Der er ingen, der har prøvet at gå den her vej før,« siger Poul Videbech, der selv er involveret i forskning i den nye terapiform.

Det foregår i samarbejde med forskere fra Hvidovre Hospital og et dansk firma, der arbejder på at udvikle en speciel spole, som kan lave et magnetfelt til præciseret magnetstimulation.

Poul Videbech vurderer, at der kan blive tale om en gamechanger, hvis forskningen altså lever op til forventningerne.

Meget tyder på, at uanset hvad der har udløst depressionen, for eksempel stress, kan der være stor forskel på, hvilke forskellige områder af hjernen der er involveret

»I dag gives medicin og andre behandlinger ud fra et one-size-fits-all-princip, men hvis vi lykkes med at udvikle en scanningsguidet magnetstimulation vil vi kunne skræddersy behandlingen til den enkelte patient. Det vil være et skridt i retning af virkelig individuel behandling af depression,« siger han.

Depression: ikke kun én sygdom

Udviklingen af skræddersyet behandling bygger på en tese om, at depression ikke kun er én slags sygdom, men i virkeligheden er hundredvis af forskellige sygdomme, selvom symptomerne ligner hinanden. Den tese går også igen i Videbechs nye bog.

»Meget tyder på, at uanset hvad der har udløst depressionen, for eksempel stress, kan der være stor forskel på, hvilke forskellige områder af hjernen der er involveret. Det er formentlig derfor, at alle ikke har effekt af antidepressiv medicin eller psykoterapi, og derfor, at det giver så god mening at skræddersy behandlingen,« siger han.

Hans bud er, at der formentlig vil gå tre til fem år, før forskergruppen er klar med de første resultater, og derefter skal behandlingen prøves nøjere af i kliniske forsøg.

En af fordelene ved TMS er, at behandlingen ikke kræver bedøvelse og kun giver meget få og milde bivirkninger. På den måde adskiller den sig fra ECT-behandling – i folkemunde kaldet elektrochok – der er omkostningstung og kontroversiel, selvom behandlingen viser gode resultater.

»Man kommer ikke udenom, at ECT er enormt effektiv. I løbet af ganske få dage kan vi afhjælpe svære tilfælde af depressioner og faktisk gøre patienter raske. Det, der taler imod behandlingen, er, at nogle patienter får ubehagelige bivirkninger, som for eksempel ’huller’ i deres hukommelse og ikke kan huske ting, de tidligere har oplevet. Og så er mange patienter bange for behandlingen. Derfor er der behov for, at vi forsker mere i bivirkningerne og prøver at forstå dem bedre,« siger Videbech, der håber på, at udvikling af andre former for behandling som for eksempel magnetstimulation på sigt vil overflødiggøre brugen af ECT.

Nyt center kan løfte behandling

For fem år siden rykkede Poul Videbech fra Region Midt til Region Hovedstaden og byttede sit kontor på Aarhus Universitetshospital ud med et på Psykiatrisk Center Glostrup. Det skifte har han ikke fortrudt.

»Jeg synes jo, at jeg har fået ideelle arbejdsbetingelser. Region Hovedstaden er en stor organisation, som prioriterer forskning højt. Mit håb er, at man kan finde penge til at opbygge et særligt behandlingstilbud til de mennesker, der lider af kronisk depression. Det kunne være et tværfagligt center med psykologer, neuroforskere og andre fagligheder samlet, som både kunne tage sig af udredning, behandling og forskning. Det er helt essentielt, at opsamling og udvikling af viden går hånd i hånd med at have patienter i behandling,« siger han og fortsætter:

Hos nogle patienter virker psykoterapi ikke tilstrækkeligt, og så er man nødt til at kombinere med andre tiltag

»Min anke mod den offentlige debat er jo netop, at den er drevet af mennesker uden patientansvar og af folk bag et skrivebord, for hvem patienter bare er tal. Når man skal se patienterne og de pårørende i øjnene, bliver det helt anderledes påtrængende problemer. Det er menneskeskæbner, det handler om, og det element har jeg savnet i debatten.«

Både til fru Jensen og hendes læge

Da Poul Videbech sidste år takkede ja til at skrive bogen, kastede han sig ud i ‘lidt af et eksperiment’, som han selv formulerer det. Undervejs har han ikke haft nogen speciel målgruppe i tankerne – og dermed har han brudt et af de principper, han selv tordner mod overfor sine ph.d.-studerende: Man skal altid gøre sig klart, hvem man skriver til.

Ifølge Videbech veksler sværhedsgraden i bogen en del. Nogle af kapitlerne er meget faktatunge, men til gengæld er bogen skrevet på et almindeligt dansk, og når der optræder fagudtryk, er de forklaret, så også læsere uden medicinsk baggrund kan følge med.

»Jeg håber på, at man kan finde et eller andet i bogen, som er spændende og nyt, uanset hvem man er. Jeg vil blive glad, hvis fru Jensen, der har en depression, læser den og bliver lidt klogere. Jeg vil også blive glad, hvis den praktiserende læge, der møder mange af de her patienter og måske er lidt i vildrede, vil være lidt mindre i vildrede efter at have læst bogen,« siger Poul Videbech og tilføjer:

»Måske er det for ambitiøst at skrive for så bred en gruppe, men det må jeg jo lade anmelderne og kolleger om at vurdere. Mit håb er, at bogen kan være med til at højne den offentlige debat, men om det lykkes, vil tiden vise.«