Det var på forhånd varslet, at PLO og Danske Regioner ville forsøge at lande en ny overenskomstaftale inden sommerferien. Der skulle dog et par forhandlingsmøder mere til, før aftalen kunne underskrives tirsdag i denne uge. Fra venstre: Jørgen Skadborg, formand i PLO, og Heino Knudsen, formand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn.Foto: Privat

PLO og Danske Regioner enige om overenskomst: Her er hovedtrækkene Ny et-årig overenskomstaftale tilfører almen praksis en samlet merøkonomi på 431 mio. kr., som især skal gå til at imødekomme den øgede efterspørgsel efter egen læge og udfordringer med lægedækningen. Aftalen kan dog ikke stå alene i forsøget på at sikre læger nok i hele landet, understreger PLO-formand. 

I ly af den store opmærksomhed om den kommende sundhedsreform har Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Danske Regioner i al ubemærkethed forhandlet en ny overenskomstaftale på plads for 2025.

Med den nye aftale tilføres almen praksis en samlet merøkonomi på 431 mio. kr., og selvom overenskomstaftalen først gælder fra næste år, så hæves den økonomiske ramme allerede i år med 146,7 mio. kr.,  som følge af den øgede opgavemængde i almen praksis. 

Derudover indeholder aftalens økonomi for 2025 et yderligere løft på 137,6 mio. kr.

»Med den aftale, vi har indgået, forsøger vi at imødekomme den stigende efterspørgsel efter hjælp fra egen læge og dermed opretholde samme behandlingsniveau som i dag. Det har været helt afgørende for PLO,« siger PLO’s formand, Jørgen Skadborg, i en udsendt pressemeddelelse.

Undgår at ramme loftet

Det var på forhånd ventet, at økonomiloftet ville fylde en del i overenskomstforhandlingerne mellem PLO og Danske Regioner efter, at PLO sidste år måtte betale et større millionbeløb tilbage til regionerne for at overskride loftet. 

Flere medlemmer af PLO havde på forhånd luftet, at de overvejede at stemme nej til aftalen, hvis økonomiloftet forblev uændret.

Men det blev altså ikke tilfældet.

Ved at hæve den økonomiske ramme med 146,7 mio. kr. i år, holder de praktiserende læger sig under økonomiloftet med ca. 65 mio. kr. ifølge den seneste prognose. 

Jeg er glad for, at vi med aftalen tager skridt, der kan medvirke til at gøre det mere attraktivt at være læge de steder i landet, hvor behandlingsbehovene er størst, og lægedækningen er dårligst

Jørgen Skadborg, formand, PLO

Særlige lægedækningsindsatser

Som en del af den nye aftale øremærker PLO og Danske Regioner 60 mio. kr. til særlige indsatser i de områder af landet, hvor lægedækningen i dag er under pres.

Det indebærer etablering af en økonomisk pulje på 20 mio. kr., som skal bidrage til lokale rekrutteringsindsatser, der kan styrke det nære almen medicinske tilbud i områder, hvor der kan være langt mellem de praktiserende læger. 

»Midlerne kan f.eks. gå til at forbedre praktiske forhold for almene medicinere, der gerne vil arbejde som praktiserende læger i områder med lægemangel. Det kan handle om transport eller lokaler, som regionerne nu får mulighed for at hjælpe med via den pulje til lokale initiativer, som den nye overenskomst åbner mulighed for,« udtaler Bo Libergren, der er næstformand for Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og regionsrådsformand i Region Syddanmark, i en pressemeddelelse

Kronikerhonoraret øges

Og så er parterne blevet enige om at øge kronikerhonoraret for læger, som arbejder i lægedækningstruede områder med i alt 20 mio. kr. årligt.

I kroner og øre betyder det, at en KOL-patient, som er tilmeldt en lægepraksis i et lægedækningstruet område, i fremtiden vil kaste et honorar på 220,39 kr. af sig om måneden til lægehuset. I dag lyder honoraret på 173,75 kr.

Endelig er parterne enige om, at der i 2025 helt ekstraordinært prioriteres op til 20 mio. kr. for at understøtte en øget behandlingskapacitet i de lægedækningstruede områder. Økonomien tillægges den økonomiske ramme for almen praksis i takt med, at flere læger nedsætter sig.

»Jeg er glad for, at vi med aftalen tager skridt, der kan medvirke til at gøre det mere attraktivt at være læge de steder i landet, hvor behandlingsbehovene er størst, og lægedækningen er dårligst. Men jeg vil gerne understrege, at alle problemer med lægedækning dermed så langt fra er løst. Der er fortsat behov for markante politiske tiltag, herunder ikke mindst at der uddannes flere speciallæger i almen medicin,« siger Jørgen Skadborg. 

Afventer sundhedsreformen

I foråret 2022 nedsatte Danske Regioner og PLO et Honorarstrukturråd, som året efter kom med en række anbefalinger til, hvordan honorarstrukturen i almen praksis kan forenkles.

De planer er ikke opgivet, understreger PLO og Danske Regioner. Men ligesom med en række andre initiativer på lægedækningsområdet har parterne besluttet at afvente regeringens forslag til en sundhedsreform.

Det er også en del af baggrunden for, at overenskomstaftalen blot er etårig og ikke strækker sig over de sædvanlige to år. 

»Sundhedsstrukturkommissionen har fremlagt en række gode tanker i sit kapitel om almen praksis, og PLO ser frem til en konstruktiv dialog om, hvordan vi kan komme i gang med at styrke og udvikle almen praksis yderligere til glæde for patienterne,« siger Jørgen Skadborg.

Botilbud og journalnotater

Af andre initiativer i den nye aftale kan nævnes, at der indføres en ordning med faste læger på bosteder, som skal supplere det allerede aftalte sundhedstjek til borgere med ophold på bosteder. Ordningen skal i første omgang udbredes til minimum 250 botilbud, bredt fordelt geografisk, hvor både kommunale, regionale og private bosteder skal omfattes.

Og så er der sat en tidshorisont for, hvornår almen praksis skal være i mål med at dele journalnotater, så patienten selv og andre relevante sundhedspersoner kan læse journalnotater, som den praktiserende læge har skrevet. 

Journalnotaterne vil således være tilgængelig på både MinLæge-appen og på sundhed.dk inden udgangen af 2026. 

Kommentarer

  1. Hvad i alverden kan man bruge honorarøgninger til, når der fortsat er et økonomiloft, som ikke engang øges med hvad der var behov for sidste år samtidig med en konstant opgaveglidning?

Skriv kommentar