Nye chefredaktører hos Dagens Medicin og Netdoktor
Det nye hold hos Bonnier Healthcare Danmark. Fra venstre: Jesper Bernstorf Jensen, chefredaktør, Dagens Medicin, Rikke Esbjerg, ansvarshavende chefredaktør og adm. direktør, Dagens Medicin og Netdoktor, Asser Jordal Pelle, redaktionschef på Dagens Medicin, og Per Olkjær Nielsen, chefredaktør for Netdoktor.Foto: Joachim Rode

Nye chefredaktører hos Dagens Medicin og Netdoktor De to medievirksomheder Dagens Medicin A/S og Netdoktor Media A/S fik 1. februar begge ny chefredaktør. 

Hos Dagens Medicin er redaktionschef Jesper Bernstorf Jensen fra 1. februar ny chefredaktør, og hos Netdoktor udnævnes redaktionschef Per Olkjær Nielsen som chefredaktør.

Rikke Esbjerg, som siden januar 2020 har været chefredaktør for begge medier, fortsætter som ansvarshavende chefredaktør og direktør for de to virksomheder, der tilsammen udgør Bonnier Healthcare Danmark.

Samtidig overtager nuværende fagredaktør på Dagens Medicin Asser Jorsal Pelle ansvaret som redaktionschef.

Glæde og stolthed

Jesper Bernstorf Jensen, der kom til Dagens Medicin 1. august 2020, glæder sig til at træde helt frem i rampelyset som chefredaktør og siger:

»Som redaktionschef kender jeg hele maskinrummet og vil stadig være dybt involveret i den daglige drift, men jeg glæder mig til at blive endnu mere involveret i det strategiske arbejde og til at være den, der lægger den redaktionelle linje i det daglige arbejde.«

Netdoktor.dk har siden 1998 været danskernes foretrukne online opslagsværk om sygdom og sundhed og hjælper hver måned mere end en million danskere, der søger viden om deres helbred.

Per Olkjær siger om udnævnelsen:

»Jeg er stolt og glad over at få ansvaret for Netdoktors indhold. Sammen med mine dygtige redaktører og alle de mange speciallæger, der skriver for os, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, at Netdoktor bliver ved med at være det sted, hvor man kan finde hjælp, når man har brug for at finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert i den enorme mængde af sundhedsinformation, vi hele tiden bliver tilbudt.«

Turbo på strategien

Rikke Esbjerg ser frem til at få ekstra tid i kalenderen, som vil give mulighed for at sætte turbo på strategien om synergier på tværs af Bonnier Healthcare.

Her er der allerede gang i en række projekter, der både involverer Dagens Medicin og Netdoktor, men også et tiltagende samarbejde med de nordiske og europæiske kolleger i det øvrige Bonnier Healthcare.

Hun siger om udnævnelserne:

»Både Per, Jesper og Asser har gennem længere tid taget et stort redaktionelt ansvar for Dagens Medicin og Netdoktor. Jeg er fuldstændig tryg ved at lade dem tage skridtet fuldt ud og lægge linjen i det daglige, både udadtil og indadtil. Derudover fortsætter vi selvfølgelig vores arbejde som chefredaktion i hverdagen, hvor det kommer både os og brugerne af vores medier til gode, at vi har forskellige profiler og tilsammen står stærkt både journalistisk og sundhedsfagligt.«

Skriv kommentar