Peter Juhl-Olsen er ny professor i thoraxanæstesiologi og tiltræder stillingen 1. marts 2024.Foto: Aarhus Universitet

Ny professor vil sætte fokus på kroppens kredsløb og organfunktion Peter Juhl-Olsen er ny professor i anæstesiologi med særligt fokus på brystkassen og de vitale organer. Han tror på, at professoratet vil bringe fokus på vigtigheden af den anæstesiologiske håndtering af den komplekse patient.

Anæstesi til kirurgi i brystkassen har en betydelig påvirkning på kroppens kredsløb og vitale organer som hjerte, lunge, nyrer og hjerne. Det vil Peter Juhl-Olsen fra Institut for Klinisk Medicin og anæstesisektoren ved Afdeling for Hjerte-,Lunge- og Karkirurgi på Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet sætte ydereligere fokus på i sit nye professorat i anæstesiologi. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Peter Juhl-Olsens forskning fokuserer på hele kroppens kredsløb og at optimere funktionen af de enkelte organer primært via scanninger med ultralyd for, under og efter operation. Han er desuden involveret i flere forskningsprojekter i styring af væsketerapi, den medicinske effekt på cirkulation samt udvikling af nye monitoreringsmetoder til vurdering af kredsløbet.

»Min forskning har betydning for alle patienter, der gennemgår større kirurgiske indgreb, særligt inden for det hjerte, – lunge- og karkirurgiske område, samt alle patienter med akut påvirkning af vejrtræknings- eller kredsløbsfunktion,« siger Peter Juhl-Olsen og fortsætter:

»Jeg er meget glad for at tiltræde professoratet og tror på, at det vil bringe fortjent fokus på vigtigheden af den anæstesiologiske håndtering af den komplekse patient – altså en patient, der undergår større kirurgiske indgreb, eller som bliver akut syg. Målet er i sidste ende at skabe bedre klinisk behandling ved at skræddersy terapi til den enkelte patients fysiologi.«

Peter Juhl-Olsen tiltræder stillingen som professor 1. marts 2024.

Skriv kommentar