På hæmatologisk afdeling på Herlev Hospital sidder Jens Peder Sennefelder klar i den blå lænestol. Han har lymfekræft, og det er hans sjette kemobehandling. Kigger han til højre, ser han Cathrine Buch. Hun er studerende på Københavns Musikkonservatorium og er kommet i dag for at spille klassisk guitar i en halv time for ham. 

Jens Peder Sennefelder er med i et ph.d-projekt, der skal undersøge, hvordan levende musik fungerer under kemoterapi. 

Det er Margrethe Langer Bro, adjunkt og pianist ved Syddansk Musikkonservatorium samt ph.d.-studerende ved det sundhedsvidenskabelige fakultet på Syddansk Universitet, der står bag projektet. Hun har siden 2006 arbejdet med musik på sygehuse og været med til at etablere et tilbud til patienter på Sydvestjysk Sygehus, der en gang om ugen kan lytte til musik. 

»Jeg håber, at musikken kan vise, at den kan hjælpe patienterne bedre igennem deres behandlingsforløb ved at mindske bivirkninger og den angst, de oplever ved at skulle gennemgå et kemoterapiforløb, som er en massiv fysisk og psykisk belastning,« siger hun.

Cathrine Buch sætter gang i guitarspillet med en gammel traver, som hun selv beskriver det. Imens læner Jens Peder Sennefelder sig tilbage med en kop kaffe og lytter til tonerne af klassisk guitar.  

»Jeg føler mig som en greve i gamle dage med en troubadour til at underholde mig. Når der er musik, sidder jeg ikke og tænker dumme tanker. Musikken er adspredende i kemobehandlingen,« siger han.

Syntetiske hospitalslyde

Indtil videre har der været 91 patienter igennem projektet, og mange har svaret, at musikken har påvirket dem ved bl.a. at være smertelindrende og adspredende. Målet er, at 120 patienter skal igennem forsøget inden december i år.

Margrethe Langer Bro forklarer, at forsøget gerne vil fokusere på udskillelsen af dopamin under musikken og undersøge, hvorvidt det kan overskygge eller overdøve de bivirkninger, der opstår under kemoterapien. 

»Man skal tænke på, at hospitalet er meget klinisk indrettet – med et syntetisk lydunivers af alarmer og biptoner. Det er den hospitalslyd, som patienterne i kontrolgruppen hører. Jeg tror også, at hospitalslydene påvirker os, samtidig med at det er fremmedgørende at komme ind til behandling på et sygehus. Vi har alle et lydspor, og hvis vi kan finde ind i det, ligger der noget genkendeligt og trygt i det. Det hele handler om at få patienterne til at slappe af, de flytter fokus fra sygdommen og skaber rum til refleksion over den forandrede livssituation,« siger Margrethe Langer Bro. 

Skræddersyede musikoplevelser

Forsøgspersonerne er inddelt i tre grupper. En gruppe hører livemusik under kemobehandlingen, en anden gruppe lytter til deres foretrukne musik på cd’er, mens den sidste gruppe er en kontrolgruppe. 

Uanset musikken varer den en halv time, og den skal spilles fra anden til sjette kemobehandling. Inden hver kemobehandling skal patienterne have målt stresshormonerne (katekolaminer) i blodet samt blodtryk og puls. 

Det samme skal ske efter musikken og kemobehandlingen for at se, om der sker en forskel på målingerne før og efter musikken. Patienterne skal også udfylde et spørgeskema efter kemobehandlingen og registrere kvalme i en patientdagbog.  

Jens Peder Sennefelder beskriver sig selv som umusikalsk og tonedøv. Han fandt sammen med Margrethe Bro Langer ud af, at klassisk guitar kunne være en mulighed.  

»Vi gør meget ud af at lave skræddersyede musikoplevelser. Vi har haft én, der har været på Tønder Festival 30 år i træk. Han hørte folkemusik, når han fik sin kemobehandling, hvilket gjorde, at han så frem til sine behandlinger, og han var overbevist om, at det havde hjulpet ham. Det er spændende at se, om vi kan aflæse det i de spørgeskemaer og de målinger, vi registrerer. Det er i hvert fald meget positive tilbagemeldinger, vi får,« siger Margrethe Langer Bro.

På hospitalsstuen fortæller Cathrine Buch, at hun nu tager et lille sving til Sydamerika. 

Akkorder rykker op og ned på guitarens hals, mens strengene skiftevis bliver berørt, og guitarens klang blandes med resten af hospitalets lyde af fodtrin på gangen, sygeplejersker, der tilser patienter, og toner fra de igangværende apparater.

»Når hun siger, at nu kommer der en sang fra Sydamerika, så får jeg associationer til det. Det er virkelig rart. Det måtte gerne vare længere end den halve time,« siger han.

Jens Peder Sennefelder smiler stort, da Cathrine Buch har slået den sidste akkord an.

»Det var det,« siger Cathrine Buch. »Og det var dejligt,« stemmer Jens Peder Sennefelder i.