Markant flere læger de kommende år ifølge ny prognose Sundhedsstyrelsens prognose for Lægedækning 2021-2045 afslører, at det er meningen, der skal være væsentligt flere læger i fremtiden.

I fremtiden bliver der flere læger, peger ny prognose fra Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Sundhedsdatastyrelsen på. Ifølge prognose, vil det samlede antal læger stige med 17.305 læger, så der vil være 60 pct. flere læger i 2045 sammenlignet med 2021. For speciallæger gælder det, at der vil være 12.380 flere specialuddannede læger i 2045 sammenlignet med 2021, en stigning på 74 pct. Og stigningen i antallet af uddannede speciallæger forventes at ske inden for næsten alle specialer.

Det øgede antal læger betyder, at antallet af læger pr. 1.000 indbyggere stiger fra 4,8 læger til 7,3, mens antallet af speciallæger forventes at stige fra 2,9 speciallæger til 4,7.

»Det er godt at se, at der kommer flere læger og speciallæger de kommende år. Når antallet af læger og speciallæger stiger mere end befolkningstallet, bliver vi bedre rustet til at tage vare på det stigende behov for sundhedsydelser i de kommende år, hvor befolkningssammensætningen ændrer sig, og der kommer relativt flere ældre,« siger enhedschef Steen Dalsgård Jespersen i en pressemeddelelse.

Lægeprognosen danner også grundlag for den efterfølgende dimensioneringsplan, som beskriver, hvordan uddannelsesstillingerne skal fordeles mellem de lægelige specialer og geografisk henover landet. Planen forventes klar i foråret 2023.

»Data fra den nye lægeprognose indgår også i arbejdet med revisionen af den lægelige videreuddannelse. Vi afholder en national konference den 22. juni 2022 om fremtidens sundhedsvæsen og den lægelige videreuddannelse, og vi glæder os til en spændende dag med oplæg og debatter om befolkningens behov for sundhedsydelser og betydning for uddannelsen af kommende speciallæger,« siger Steen Dalsgård Jespersen.

Sundhedsstyrelsen har siden sommeren 2020, hvor der blev nedsat fire arbejdsgrupper, været i gang med en revision af den lægelige videreuddannelse. Revisionen er den første siden år 2000 og forventes afsluttet i efteråret 2022.

Skriv kommentar