Mangel på personale: Operationslejer i Region Hovedstaden lukker på stribe Op mod hvert fjerde operationsleje i Region Hovedstaden er lukket på grund af personalemangel. Det sker, selvom at flere tusinder står på venteliste til operationer.

Køen til at blive opereret har vokset sig lang i forbindelse med pandemien, sygeplejestrejke m.m. Samtidig tvinger mangel på nøglemedarbejdere hospitalerne til at lukke flere af de operationslejer, hvor de eftertragtede operationer ellers skulle foregå. Indtil videre er der blevet lukket flere end hundrede. Det fremgår af en redegørelse fra Region Hovedstaden, skriver Berlingske.

I hovedstaden er op til hver fjerde operationsleje booket til kirurgi, nu er lukket, fordi der ikke er nok personale til at bemande dem. 

Det betyder, at det ifølge samme redegørelse vil tage hele 2023, førend ventelisterne på hovedstadens hospitaler nærmer sig noget nær afviklede. På nogle hospitaler vil det først ske i løbet af 2024.

Formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt, ser også realiteterne i øjnene. Også han understreger, at problemet ikke kan løses med et fingerknips.

»Vi gør alt, hvad vi kan for at nedbringe ventelisterne, men jeg vil ikke foregøgle patienterne, at problemet vil være fikset inden for nogle få måneder. Det er simpelthen ikke realistisk,« fortæller han til Berlingske.

Et lille fald i antallet af ventende

Selvom både antallet af operationslejer og mangel på personale gør det svært for lægerne at følge med efterspørgslen på operationer, har man siden sommeren 2021 formået at mindske listen af borgere, der venter på en operation med 2.000. Det vil sige, at der nu i Region Hovedstaden er 12.500 borgere, der venter på en operation. 

Ventelisterne begyndte for alvor at vokse under coronapandemien, hvor en stor del af de ikke-akutte operationer blev udskudt, fordi behandlingsgarantien blev suspenderet. Situationen blev langt fra forbedret i forbindelse med sygeplejerskernes efterfølgende strejke. Behandlingsgarantien er dog for længst genindført.

For at komme ventelisterne til livs hurtigst muligt har man i Region Hovedstaden forsøgt sig med bonusordninger. Bonusordninger målretter, der hvor hænderne er færrest. Det er blandt andet sket ved at belønne de medarbejdere på gulvet, som har arbejdet uden for deres normale arbejdstider. 

Derudover har man i højere grad end tidligere henvist patienter til privathospitaler, når muligheden har budt sig. 

Problemet eksisterer dog ikke kun i hovedstaden, og i kølvandet på nyheden, har Lægeforeningens formand Camilla Ratchke sagt, at det er en landsdækkende problematik.

Skriv kommentar