Foto: Claudio Bresciani/TT/Ritzau Scanpix

Mange tusinde danskere lider i stilhed af overset folkesygdom – hvornår tager politikerne ansvar? Sommeren nærmer sig med hastige skridt. Det er en årstid, som mange danskere ser frem til. Men det er også en årstid, hvor op mod en femtedel af befolkningen bliver syge, og flere tusinde lider helt unødvendigt på grund af pollenallergi, fordi de ikke modtager den rette behandling.

Som det ses i den nationale sundhedsprofil, der blev udgivet i marts, lider flere og flere danskere nemlig af allergi.

Der er behov for efteruddannelse i almen praksis og et generelt fokus på det stigende antal mennesker med allergi i den primære sundhedssektor

Udover en generel lægemangel i almen praksis er der samtidig færre og færre speciallæger i allergologi i landet – faktisk er de bogstaveligt talt en uddøende race, men det vender vi tilbage til.

Men betyder det virkelig noget, og kan de fleste pollenallergikere ikke bare overleve med antihistamin, lidt øjendråber og en næsespray?

Jo, det kan de fleste godt. Men et forsigtigt bud er, at der stadig er op til 100.000 danskere, som er betydeligt generet af deres symptomer, og som lider helt unødvendigt under pollensæsonen.

Går udover arbejds- og privatliv

Det er danskere, som tager alt, hvad de kan få i håndkøb, eller fra deres praktiserende læge, men som stadig har moderate til svære symptomer. Det handler ikke bare om at have lidt snøftende næse eller kløende øjne.

De lider i stilhed. De ved måske ikke, at der er en vej ud af allergien, og har i stedet vænnet sig til et forårsliv med symptomer, der i nogle tilfælde sænker deres livskvalitet betragteligt. De, der er hårdest ramt, får sågar influenzalignende symptomer.

Her har pollenallergien en konkret og negativ indflydelse på deres arbejds- og privatliv, da de melder sig syge, arbejder mindre effektivt eller præsterer dårligere i skolen.

Det er ærgerligt, når en mulig løsning for mange af de danskere med allergi kan være noget så simpelt som en allergivaccination, der i dag kan fås via indsprøjtninger eller i tabletform.

Det er vores overbevisning, at de mange tusinde danskere, som lider af moderate til svære symptomer, selvom de modtager symptombehandling, kan hjælpes til en betragtelig bedre livskvalitet af vaccinationerne.

Ikke almen praksis’ skyld

Det er vores oplevelse, at mange allergikere ikke har opsøgt egen læge, siden de fik diagnosen. Måske har deres egen læge kun sparsom erfaring med allergivaccination, hvorefter der skal lægges lange ventetider på at få adgang til praktiserende speciallæger i allergologi, som kan hjælpe.

Hvorfor nøjes med at symptombehandle, når vi kan starte behandlingen før og f.eks. vaccinere?

Derfor kan mange allergikere ende med den ‘nemme’ løsning, der er at holde fast i håndkøbsmedicinen – også selvom den er ineffektiv i store dele af pollensæsonen.

Når det er sagt, er det på ingen måde de almen praktiserende lægers skyld, at de ikke har den rette erfaring eller viden.

Der er behov for efteruddannelse i almen praksis og et generelt fokus på det stigende antal mennesker med allergi i den primære sundhedssektor.

Allergologer er sparet væk

Men politikerne har i flere år underprioriteret allergiområdet, og helt konkret betyder det, at man i 2004 udfasede speciallægeuddannelsen. Derfor kan man nu kun tage en efteruddannelse som fagområdespecialist.

Det betyder, at vi inden for en nær fremtid ikke har specialistuddannede læger i Danmark med viden på allergiområdet. Det er sparet væk, og de få specialister, som vi har nu, er gået på pension.

Det er kritisk, og det er blandt årsagerne til, at vi råber op nu, da der er et behov for mere viden.

Der er et behov for fokus på de mange tusinde danskere, der hver eneste pollensæson lider helt unødvendigt.

Vi kan i den grad højne de mange pollenallergikers livskvalitet og produktivitet. Det er ikke kun til gavn for pollenallergikerne, men også for samfundet.

Hvorfor nøjes med at symptombehandle, når vi kan starte behandlingen før og f.eks. vaccinere?

I Danmark har vi kun 3 danskere i vaccinebehandling for deres allergi pr. 100.000 indbyggere, hvilket ikke er meget sammenlignet med lande som Tyskland og Norge, der har hhv. 7,1 og 4,4 pr. 100.000 indbyggere i vaccinebehandling.

Der er brug for flere allergologiske specialister, hvis vi skal lykkes med at give danske pollenallergikerne det forår og den sommer, som de fortjener – uden kløende øjne og rindende næse.

Kræver politisk handling nu

I dag er der kun 30 allergologer tilbage i landet. Dette harmonerer slet ikke med den meget store patientgruppe, som stadig bliver større.

Men uddannelse af flere specialister tager tid. Derfor skal der også gøres noget nu.

Vi foreslår enten en midlertidig lempelse af specialklinikkernes knækgrænse for at øge optaget af patienter, eller alternativt at man gør en undtagelse for allergipatienter, der har behov for allergivaccinationer.

For dem der ikke forstår, hvad ‘knækgrænsen’ omhandler, er det beløbet, som lægerne maksimalt må omsætte for, før der bliver taget op til 40 pct. af deres honorar fra regionen.

Sidst men ikke mindst skal vi holde fokus på de hårdest ramte allergikere. Cirka 10 pct. af patienterne oplever så voldsomme symptomer, at der er behov for en særlig specialiseret indsats.

De hårdest ramte allergikere har fem gange højere risiko for at udvikle astma. Det skal undgås, men det kræver, at politikerne tager ansvar og handler nu.

Skriv kommentar