Man gjorde et barn fortræd Flere tv-udsendelser om tvangsanbringelser har dokumenteret store problemer. Det er gribende fortællinger, der nødvendiggør, at vi som børne- og ungdomspsykiatere tager stilling til, hvilken behandling – også den sociale – der kan anbefales.

Beretningen i TV2-dokumentaren om Cecilies tvangsfjernelse og anbringelse gør indtryk. I programmet kan man se, hvordan Cecilie får det værre og værre over en periode på ti måneder, mens hun er tvangsanbragt på et opholdssted. Pernille Rosenkrantz-Theil (S) finder det hjerteskærende og Mai Mercado (K) indrømmer, at der ikke er godt nok styr på opholdsstederne og vil stille flere krav til pædagogernes uddannelse.

For kort tid siden var det DR’s udsendelser om anbringelser af psykisk syge børn og unge på lukkede sikrede institutioner, der gjorde indtryk.

Beretninger om unge med psykiatriske diagnoser, der mistrives også efter tvangsfjernelse – personlige gribende fortællinger, der nødvendiggør, at vi som børne- og ungdomspsykiatere tager stilling til, hvilken behandling – også den sociale – der kan anbefales set ud fra vores faglighed.

Børnene og de unge har krav på, at deres behandling er tilpasset individuelle behov og hviler på en god og grundig social- eller børne- og ungdomspsykiatrisk udredning. Forældrene, de unge og dem, der skal passe dem, skal vide mest muligt om vanskelighedernes art samt om den unges og familiens ressourcer.

Det kommer man jo desværre ikke i dybden med i tv-udsendelser, fordi tavshedspligt sætter begrænsninger for, hvad sagsbehandlere og sundhedsvæsen kan udtale sig om. Men ét er sikkert: En kommunal forvaltning eller et sygehus anbefaler ikke placering på bosteder med mindre der er meget gode grunde hertil. Også selvom journalister søger en forklaring eller måske finder en syndebuk. Selvfølgelig ville det være bedst, hvis alle med svær psykisk sygdom eller vanskeligheder kunne behandles i hjemmet. Men der kan være forhold hos barnet eller familien, der gør dette umuligt. I de tilfælde vil vi alle, som ministeren, have sikkerhed for ordentlighed på behandlingsstederne.

Behandlingsmæssigt må der være tre krav:

  • Bostedet skal være specialiseret indenfor målgruppen. Der skal være dygtige specialuddannede pædagoger, som ved, hvordan man deeskalerer aggression og nedsætter risikoen for vold eller selvskade. Som har specialviden om ADHD, autismepædagogik, spiseforstyrrelsesstøtte eller hvad nu problematikken måtte være. ‘One size fits all’ gælder ikke her. Specialiserede bosteder ønskes.
  • Der skal være en overordnet psykologisk ramme (kognitiv adfærdsterapeutisk/dialektisk adfærdsterapeutisk/psykodynamisk), så alle kontaktpersoner forholder sig ens til den unge, og så disse kan få et sprog med mulighed for at lære at udtrykke sig med ord i stedet for med selvskade eller vold.
  • På opholdssteder for børn og unge med psykiatriske problemer skal der være tæt kontakt med børne- og ungdomspsykiatrien med henblik på vurdering af udvikling i symptomer, eventuel medicinsk behandling og vurdering af selvmords- og aggressionsrisiko. Mulighed for genindlæggelse i perioder med forværring.

Ikke en umulig opgave, og vi ved, at den kan løses, for gode opholds- og behandlingssteder er der heldigvis også mange af.

Det er socialforvaltningens opgave at godkende og føre tilsyn med sociale opholds- og behandlingssteder, men der er brug for meget mere uddannelse og opkvalificering af medarbejderne. Hvorfor ikke forlange en specialistuddannelse for pædagoger, som man har det for sygeplejersker, læger og psykologer? Hvis man vil arbejde med børn og unge med psykiske vanskeligheder skal man have fagligheden til det. Der er behov for regelmæssigt udbyggede samarbejdsaftaler med børne- og ungdomspsykiatrien. Tiltag, der forsøges udviklet i spinkel grad på næste finanslov med penge til intensive børne- og ungdomspsykiatriske team. Midler, der dog endnu ikke er frigivet, og som nemt kan blive udlignet i det store budget.

Selvfølgelig ville det være bedst såfremt alle med svære psykiske eller sociale vanskeligheder  kunne behandles i hjemmet. Tvangsfjernelser er traumatiske – børnene tager skade. Men når andet nu engang imellem ikke er muligt, så skal kommunerne kunne handle og familierne have sikkerhed for ordentlighed på behandlingsstederne.

Skriv kommentar