Det er noget af det allersværeste at håndtere, men samtidig også det, der kan gøre den største forskel. Mødet med den alvorligt syge og døende patient.

De praktiserende lægers årlige hæderspris, Halfdan Mahler-prisen – opkaldt efter den mangeårige danske generaldirektør for WHO – går i år til 59-årige Anna Weibull, der med sit lange og seje arbejde for palliation i almen praksis netop har sat behandlingen af den døende patient på dagsordenen i sundhedsvæsenet.

»Jeg blev godt nok overvældet og også lidt paf, da jeg fik det at vide, så det var faktisk svært at sove den efterfølgende nat. At få anerkendelse fra andre praktiserende læge-kolleger, som jo på en måde er ’ens egne’, det er for mig det største. Så jeg er enormt glad,« siger Anna Weibull til Dagens Medicin.

Til dagligt er hun praktiserende læge i Grenaa, men underviser derudover i palliation og smertebehandling på både speciallægeuddannelsen i almen medicin og det systematiske efteruddannelseskursus ‘Den døende Patient’ samt ved en række PLO-kurser. Hun har deltaget i at skrive Kræftplan 3 og de nationale anbefalinger til palliativ indsats i Danmark, og er i øjeblikket aktiv i arbejdsgruppen til den nye DSAM-vejledning: Kræftopfølgning i almen praksis.

Ifølge Anna Weibull er palliation et kerneområde i almen praksis, hvor man som læge kan gøre en meget stor forskel for det enkelte menneske.

»Men det kan også være overvældende. Derfor har jeg arbejdet på at finde værktøjer til de praktiserende læger, der gør arbejdet med meget syge og døende patienter lettere at forholde sig til – både når det handler om det rent faglige som for eksempel omlægning af medicin og symptomlindring, men også i forhold til samtalen med patient og pårørende, logistikken i den enkelte praksis og den overordnede organisering af indsatsen,« siger hun.

Det kunne jeg gøre bedre

I begyndelsen troede Anna Weibull faktisk, at hun skulle være anæstesi-læge, og hun lærte derfor en masse om symptomlindring og smertebehandling på en intensiv afdeling. Men det var som om, der manglede noget.

Fik patienterne det bedre, røg de nemlig tilbage på stamafdelingen. Døde de, var det også stamafdelingen, der tog sig af det. Anna Weibull valgte at sadle om til specialeuddannelsen i almen medicin.

»Jeg savnede kontinuiteten, livshistorierne og samtalerne. Og det må man sige, at jeg har fået rigtig meget af nu, hvor jeg efterhånden har patienter i op til fem generationer i min delepraksis,« fortæller hun.

Når hun tænker tilbage, er det særligt én personlig oplevelse, der har været med til at skabe hendes særlige interesse for alvorligt syge patienter. Som 21-årig medicinstuderende oplevede hun at miste sin mormor, efter at hun var blevet placeret i nogle uger på en medicinsk afdeling og havde fået nogle panodiler om dagen som smertelindring.

»Det kunne jeg godt gøre bedre som læge, tænkte jeg. Og det hang ved,« siger Anna Weibull.

Tingene skal italesættes

I dag er der skabt større bevidsthed omkring palliation som en indsats, der handler om mere end den sidste fase af et sygdomsforløb – og som kræver fokus på både det fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle/åndelige.

»Palliation handler om lindring allerede fra det tidspunkt, hvor diagnosen bliver stillet. Det er ikke én bestemt behandling men samtalen, symptomlindringen og samarbejdet i en sammenhæng, « siger Anna Weibull.

Ofte er både patienter og pårørende bange for at såre hinanden, forklarer hun.

En god situation kan derfor være, når man som læge faciliterer en samtale mellem de pårørende og patienten om de ting, der ikke før har været sat ord på. Hvorfor kan de ikke gøre mere på sygehuset? Hvad har de gjort? Kan du gøre noget? Hvordan skaber vi tryghed fremadrettet? Gør det ondt? Hvem skal vi ringe til?

Eksempelvis husker hun en patient syg af en cancer, der kunne resultere i død ved styrtblødning, men som ikke havde fortalt sin familie om den mulighed før under samtalen i klinikken.

»Da han endte med at falde om med netop en voldsom blødning, betød det ufatteligt meget, at de pårørende havde italesat bekymringen og var forberedte på synet, at de vidste, at han ikke ville genoplives, og at de kunne ringe til hjemmeplejen og deres egen læge i stedet for til 112,« husker Anna Weibull.

Palliation handler udover symptomlindring i høj grad om at forudse, forebygge og forberede, understreger hun.

Elsker at undervise

At palliation netop er et af de områder, hvor man som læge møder sine egne oplevelser, følelser og måske endda sin egen angst, gør det meget livsbekræftende og spændende at undervise i. Dybest set handler det om at gøre lægerne mere trygge, forklarer Anna Weibull.

»Derfor elsker jeg at undervise. At være ude ved kolleger i praksis og give dem redskaber, der kan lette deres hverdag, og at skabe tryghed hos især de unge læger, der måske endnu ikke har oplevet de lange forløb med døende patienter. Det handler om at rumme patienterne og erkende, at man ikke kan løse alt gennem behandling, hvilket faktisk kan være lidt fjernt for læger. Vi kan ikke fjerne smerten men måske være med til at gøre den udholdelig,« siger Anna Weibull.

Særligt to ting bliver efterspurgt af de praktiserende læger. Hvordan lindrer man bedst smerter? Og hvordan kan man rent logistisk få fokus på god palliation i en travl praksis-hverdag?

For at imødekomme det sidste har Anna Weibull bl.a. i samarbejde med en kollega udviklet en App – Palliation i praksis – som bygger på DSAM’s vejledning.

Indtil nu er den downloadet ikke færre end 8.000 gange, og det selvom der kun er 3.400 praktiserende læger i Danmark. Særligt sygehuslægerne og hjemmesygeplejerskerne har også downloadet vejledningen. Ifølge Anna Weibull er palliation et rigtig godt eksempel på et område, der passer ind Lægedages tema om samarbejde i det sammenhængende sundhedsvæsen.

»Man kan ikke klare det alene, og man kan ikke have det hele inde i hovedet. Det er smadderspændende og smadderrart at arbejde sammen med sygeplejersker, som også har sat sig ind i den og slået op i den, og det er altafgørende, at man har et godt tværfagligt samarbejde med hjemmeplejen og sygehusene – ja også med fysioterapeuter, psykologer og præster,« siger Anna Weibull, der selv bruger de palliative team på sygehusene og hospicepersonalet som ’livliner’ i sit arbejde med palliation.

Drømmer om at arbejde med palliation på sygehusene

Tilbage er der især ét sted, hvor Anna Weibull også godt kunne tænke sig at prøve kræfter med at løfte niveauet for den palliative tankegang, og det er på de almindelige somatiske afdelinger på sygehusene og i akutmodtagelserne.

Mens de onkologiske afdelinger har det tæt inde på livet, er hjerte- og lungeafdelingerne nu også begyndt at få mere specialiseret fokus på palliation, forklarer hun.

»Og der ligger mange flere patienter på de almindelige somatiske afdelinger med palliative behov, som det er svært for sygehusene at opfylde, når de skal skære ned på tid og oftest har mere fokus på helbredelse end lindring og på at få folk hurtigt ind og ud. Hvis jeg får tid til det, kunne jeg rigtig godt tænke mig at arbejde med det,« siger Anna Weibull.

Hvad de 35.000 kroner, som følger med Mahler-prisen, skal gå til, har Anna Weibull allerede besluttet sig for.

»Mit arbejde har taget rigtig meget tid væk fra min familie gennem årene.  Derfor kan det være, at pengene skal gå til den rejse, som min mand og jeg har snakket om for 10 år siden,« siger hun.