Det lignede nærmest et karaktermord, da Kjeld Møller Pedersen (KMP) i Dagens Medicin nr. 5/2017 gjorde op med værdibaseret styring som det ‘nye sort’ i sundhedsvæsenet: »Værdibaseret styring er som vand i hånden.«
Denne meget voldsomme retorik skæmmer billedet af en konstruktiv og afdæmpet kritik.
KMP misser nogle centrale pointer. Den nuværende styring med fokus på kvantitet frem for kvalitet passer ikke til de udfordringer, sundhedsvæsenet står midt i. Det er heller ikke bæredygtigt i forhold til arbejdsmiljø og professionelle værdier. Fokus på kvalitet giver derimod umiddelbart mening for klinikere, medarbejdere og ledere. Det har beslutningstagerne med Danske Regioner i spidsen for længst erkendt.
Aktivitetsbestemte bevillinger med ekstra honorering for flere behandlinger passede til et sundhedsvæsen med lange ventelister og en samfundsøkonomi med realvækst. De passer ikke til en samfundsøkonomi med lav realvækst og et sundhedsvæsen, hvor svaret ikke er flere sundhedsydelser, men bedre sundhedsydelser, som i endnu højere grad afspejler, hvad der giver den største værdi for patienterne.
Udviklingen er allerede i gang. På langt de fleste behandlingsområder lever hospitalerne op til udredningsret og behandlingsgaranti. Dette mål er nået inden for en snæver økonomisk ramme og med mange andre tiltag end aktivitetsbestemte bevillinger. Ja, langt de fleste omstillinger er sket ved at lave omstilling uden ekstra økonomi. Afdelinger og centre har omlagt deres paradigmer for opfølgende kontrol for at skaffe plads til flere udredningspatienter. Opfølgning sker med telemedicin og telefonkonsultationer frem for besøg i ambulatoriet. Redskabet har været ledelse og dialog med medarbejdere og klinikere.
Der er stadig uløste udfordringer, hvis man vil vide, hvordan økonomien fordeles i et system med værdibaseret styring. Der er ikke udviklet bæredygtige modeller, der økonomisk honorerer opfyldelse af kvalitetsmål. Det er både metodisk og i praksis nærmest umuligt. Derfor er det heller ikke udbredt i sundhedsvæsenet, og der, hvor det bruges, er det mest af symbolsk karakter.
En af de mest sejlivede myter er, at vi kan undvære DRG-systemet. Det kan vi ikke. Vi har stadig behov for et DRG/DAGS-system, der på bedst mulig måde kan fortælle, hvad forskellige behandlinger – i gennemsnit – koster. Det er nyttigt, når borgere passerer regionsgrænser. Det er nyttigt, så længe der er kommunal medfinansiering. Det er nyttig viden, når afdelinger oplever større skred i efterspørgsel og aktivitet og har svært ved at få rammebudgettet til at række.
Meraktivitetsprojekter er også fortsat en del af værktøjskassen.
På hospitalerne har vi de seneste år fået langt bedre styringsinformationer, og Business Intelligence sikrer transparens og dermed langt bedre muligheder for sammenligninger på meget mere detaljerede niveauer end det, DRG/DAGS-systemet kan præstere. Sammenligninger over tid og på tværs af enheder, der løser sammenlignelige opgaver, ligger klar og venter på at blive brugt.
Rammestyring med få og klare kvalitetskrav er formentlig den bedste omstillingsmotor, der hidtil er opfundet. Der er behov for sundhedsøkonomer, som tænker med frem for at stille sig voldsomt kritisk an, indtil der er svar på alle spørgsmål fra professoren. Udviklingen af DRG/DAGS-systemet var ikke sket uden en dedikeret indsats fra fagfolk, der ikke anede, hvor meget bøvl og modstand de ville møde. Nu er der tilsvarende behov for at gå ind i kampen for den åbenlyst rigtige vision. Lad os gøre en fælles indsats for, at værdibaseret ledelse bliver foldet ud som en egentlig styringsmodel, der understøtter sundhedsvæsenets udfordringer nu og i fremtiden.
Hvem begår karaktermord? Er det ikke LDP der er ved at udføre et karaktermord på KMP? Idet han blot har beskrevet ,hvad der findes af data vedrørende den såkaldte værdibaserede styring. Det kan meget vel være at DRG systemet har mange svagheder og ikke er tidssvarende , hvis det nogensinde har været det. Det legitimere ikke at djøfverden kaster hele sundhedssektoren ud i nye forsøg uden forudgående pilotforsøg og efterfølgende stringente analyser. I et optimistisk øjeblik ville man forvente at det politiske og administrative system havde lært af fejlene ved indførelse af New Public Management, Den Danske Kvalitetsmodel, it- systemer, 1813 osv. Men nej kritiske analyser er tilsyneladende ikke velkommen i Region Midtjylland hvor man efter befaling fra højeste administrative niveau skal tale emnerne op, desuagtet at der ikke er noget at tale op ellers lurer afskedigelsen, dette princip følger LDP tilsyneladende da hans indlæg alene indeholder uprøvede skrivebordsbetragtninger, der på ingen måde kan danne grundlag for store eksperimenter. DM efterlyser mere konkrete udspil, dette kan kun anbefales, samt at sådanne efterprøves og efterfølgende undergår kritiske analyser som KMP har foretaget.