PLO var tidligt ude at advare om lægemangel Det er en alternativ sandhed, at PLO i tide burde have løst lægedækningen. PLO og andre har op gennem 1990'erne advaret om, at det lave indtag af studerende ville skabe lægemangel fra midten af 1990’erne

I sin leder i Dagens Medicin nr. 4/2017 antyder Nicolai Döllner, at det har været PLO, der i tide skulle løse lægedækningen. Det må vist være, hvad man kalder en ahistorisk tilgang til denne problemstilling. Eller som man siger på nysprog: en alternativ sandhed.

Gennem 1990’erne advarede PLO, DSAM og andre Sundhedsstyrelsen om, at det lavere indtag af studerende til lægeuddannelserne ville skabe lægemangel fra midten af 00’erne. De almenmedicinske organisationer foreslog tidligt, at man skulle øge indtaget på den almenmedicinske specialeuddannelse, da prognoserne pegede på, at specielt almen praksis ville blive ramt af lægemanglen. Men myndighederne reagerede sent og meget lidt målrettet på de ret massive prognoser, som man allerede på dette tidspunkt havde om den truende lægemangel.

Da lægemanglen i almen praksis begyndte at kunne mærkes i midten af 00’erne, og regionerne stort set samtidig blev dannet, kunne man have gjort sig håb om, at det forhold, at man fik større organisatoriske enheder til at løse lægedækningen, ville gøre en forskel. Men det var ikke tilfældet. I stedet for at regionerne satte sig ned sammen med kommuner, PLO og sundhedsministerium og udarbejdede en samlet strategisk plan, henlagde man lægedækningsproblematikken til overenskomstforhandlingerne. Et eksempel på regionernes manglende evne til at overskue og ville løse problemerne vedrørende lægedækningen på en seriøs måde. Man fornemmede også stor intern uenighed regionerne imellem om, hvorledes lægedækningsproblemet skulle løses. Hvilket kan forklare, men ikke undskylde regionernes manglende handleevne.

Længe var udsagnet: ’Prognoser er en ting, en anden ting er virkeligheden. Vi må løse problemerne, når de opstår’ en holdning, der medførte, at områder af landet langsomt mistede deres lægedækning. Og et problem ved dette er, at det er pokkers svært at skaffe læger til disse områder, fordi belastningen af de nye læger vil være voldsom pga. stor patientmasse og manglende kollegialt netværk.

Når så hertil kommer den strukturelle tilbagegang i store dele af den danske provins, med affolkning, lukning af institutioner og virksomheder og heraf følgende arbejdstilbagegang, så er det lige vel friskt at mene, at PLO selv skulle tage initiativ til at løse lægedækningsproblemet.

PLO er ikke problemet. PLO er en del af løsningen på lægedækningsproblematikken.

Og så længe regionerne fortsat mener, at oprettelsen af regionsklinikker er løsningen, vil lægedækningsproblemet få lov til at blomstre som tidligere. Regionernes behov for styring prioriteres her over det forhold at skaffe patienterne en praktiserende læge.

Hvis redaktøren kunne ønske at studere denne model nærmere, kan han blot krydse Øresund og tage på studietur i ‘den svenske model’

Skriv kommentar