’Sundhedssektorens Prioriteringsråd’ er netop blevet lanceret på initiativ fra Lægeforeningen.
Ideen er at kickstarte en nødvendige debat om prioritering i sundhedssektoren. Med en hverdag, hvor udgifterne til medicin stiger, hvor der kommer flere multisyge, og hvor der er udbredt mangel på medarbejdere, så er økonomisk prioritering en nødvendighed, hvis vi gerne vil fastholde et af verdens bedste sundhedssystemer.
Grundlaget for økonomiske prioriteringer er imidlertid, at man kender udgifterne. Det gør vi desværre ikke på mange af de væsentlige og formentlig dyreste problemer i det danske sundhedsvæsen. Vi kommer derfor nemt til at optimere på de 10 pct., der er synlige, men ikke på de 90 pct. vi ikke har tal på.
Her kommer fem gode råd til, hvor vi skal starte, hvis vi gerne vil få så meget for pengene som muligt i den danske sundhedssektor.
Tove Holm-Larsen
Er uddannet sundhedsøkonom og har en ph.d. i sundhedsøkonomi fra Københavns Universitet. Hun har mere end 20 års erfaring inden for lægemiddelindustrien og har været med til at starte tre firmaer herunder Pharma Evidence, som hun også driver i dag. Hun er desuden professor ved University of Ghent i Belgien.
1: Husk at regionerne og de praktiserende læger ikke udgør sundhedssektoren alene
I Danmark har vi ofte en lidt skæv opfattelse af, at sundhedssektoren er lig med hospitalerne, speciallægerne og de praktiserende læger. Under mantraet ’Hvis det ikke er svært, så skal det være nært’ er flere og flere dele af sundhedssektoren flyttet ud til kommunerne.
Vi har relativt godt styr på, hvad en patient på et hospital koster, men til gengæld ved vi meget lidt om prisen for de borgere, som er syge udenfor hospitalerne, og det store problem er, at det formentligt er langt den største og dyreste andel. Den manglende indregning af kommunale udgifter skyldes ikke modvilje eller dovenskab, men det faktum at regionerne og kommunerne opgør data på meget forskellige måder.
Hospitalerne samler data per aktivitet for at kunne følge prisen på en behandling. Kommunerne derimod samler data for at nå frem til et mål for den enkelte borger. Fokus er på, hvor meget den enkelte borger kan. Det er sådan set ligegyldigt om gangbesvær skyldes et brækket ben fra en skitur, eller et amputeret ben pga. dårligt blodomløb. Løsningen er en krykke eller en kørestol.
Det giver to meget forskellige typer af data, som er svære at samkøre. For at få det nødvendige overblik over udgifterne i hele sundhedssektoren er vi nødt til at kunne samle region- og kommunedata.
2: Find den korrekte pris på sygdom og behandling af kronikere og multisygdom
Når Danske Patienter eller Sundhedsdatastyrelsen skal give et bud på hvor mange kronikere, der findes i Danmark, og hvad de koster, så vender de sig mod selvrapporterede data fra Den Nationale Sundhedsprofil.
Vi skal kende prisen på kroniske sygdomme og kanalisere de penge over i forebyggelse i stedet
Den Nationale Sundhedsprofil blev i 2021 udarbejdet baseret på 180.000 danskere, altså med andre ord en stor og fin stikprøveundersøgelse. Ifølge 2021 tallene lever ca. 36 pct. af alle danskere med en kronisk eller langvarige sygdomme. Region Midtjylland lavede i 2020 deres egen stikprøveundersøgelse på 90.000 og fandt, at 66 pct. af alle borgere havde en kronisk sygdom.
Den markante forskel skyldes dels forskellige definitioner af kroniske sygdomme, dels forskellige metoder til at vurdere tallene, men altså især, at vi ikke kan trække denne viden ud af nationale databaser. Antallet af kronikere og multisyge er i voldsom stigning, og mange ryger ud af arbejdsmarkedet.
Vi skal kende prisen på kroniske sygdomme og kanalisere de penge over i forebyggelse i stedet.
3: Skab en ’under udredning’-diagnosekode, så folk med sjældne sygdomme ikke er usynlige
De patienter, vi har sværest ved at følge, er altså dem, der ikke har en hospitalsdiagnose. Fra interview med patienter med sjældne sygdomme ved vi, at de oftest starter hos den praktiserende læge og derefter kan blive sendt frem og tilbage til specialister og hospitaler i årevis.
Vi ved grundlæggende ikke ret meget om, hvad det koster at have en sjælden sygdom i Danmark, og slet ikke hvad det koster samfundet, inden folk har fået deres diagnose. Det skyldes endnu et data-samkøringsproblem. Denne gang bare mellem hospitalsdata og data fra de praktiserende læger.
Uvist af hvilken grund har de praktiserende læger fået lov til at insistere på at have deres eget sundhedsdata-system, der ikke samkøres med vores øvrige sundhedsdatasystemer. I de nationale registre kan man se, hvor ofte folk går til praktiserende læge, men ikke hvilke diagnoser eller medicin de har fået.
Diagnoser og medicinudskrivning fra de praktiserende læger skal naturligvis kunne samles med andre sundhedsdata på nationalt plan, f.eks. hos Sundhedsdatastyrelsen, så vi kan få overblik over de patienter, som cykler rundt i systemet, til stor frustration for dem og til stor omkostning for samfundet. Samtidig kunne vi indføre en ’under udredning’-diagnose, så folk aldrig er usynlige og dermed omkostningsfri, når de banker på sundhedssektorens dør.
4: Få bedre dataoverblik over eksperimentel kræftbehandling
Nå, men til gengæld kender vi prisen på hospitalsindlæggelser og kan derfor nemt regne på de dyre behandlinger på hospitalerne, kunne nogen måske fristes til at indvende. Men nej, det gør vi desværre heller ikke.
Vi kender prisen på standardbehandlingerne. Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram, RKKP, har 85 landsdækkende sundhedsdatabaser, hvor tal og data er validerede og opdaterede, men desværre omhandler de fleste af databaserne kun 1. og 2. linjebehandlinger. Når patienternes behandling bliver mere eksperimenterende, så har vi langt svære ved at følge dem.
Pharmaindustrien sender i disse år masser af immunterapier og genterapier på markedet til behandling af f.eks. kræft og sjældne arvelige sygdomme, men eftersom det er dyr medicin, kommer det ofte på markedet som et tilbud til de patienter, der ikke kan tåle, eller ikke har effekt af standardbehandling.
Nye studier anslår, at op mod 42 pct. af al kræftmedicin sendes på markedet som 3. eller 4. linje behandling. Grundlæggende betyder det igen, at vi ikke ved, hvor meget den nuværende kræftbehandling koster, når den er eksperimenterende, og hvor meget den nye medicin øger prisen for overlevelse.
Vi skal gøre det hurtigere og nemmere at følge de eksperimentelle behandlinger for patienter med potentielt dødstruende sygdomme, så vi ved om ny innovativ behandling er god ’value for money’.
5: Tilpas vores sundhedsdata så de fokuserer på, hvad patienten kan
Prioritering handler om at høste de laveste frugter. For at kunne prioritere skal vi skal først og fremmest have bedre data på, hvad vi bruger pengene til i dag. Vi undervurderer systematisk omkostningerne på alle de danskere, der ikke har deres gang på hospitalerne, og vi skal derfor kunne lægge hospitalsdata sammen med kommunale udgifter og ’under udrednings’-udgifter for at få det fulde overblik.
Imens vi tilpasser de forskellige måder at indsamle data på, skal vi måske turde lade os inspirere af kommunerne. Den danske hospitalssektor er blevet mere og mere siloopdelt og specialiseret i de sidste mange år. Det har haft stor positiv betydning for faldet i hjertetilfælde og hastigheden i diagnosticering af kræft, men det har samtidig betydet, at vi er blevet dårlige til at behandle de patienter, som har almindelige, men altødelæggende kroniske sygdomme og ofte er multisyge med flere forskellige diagnoser.
Vi skal forlade ideen om – og de økonomiske incitamenter bag – at kurere hver sygdom enkeltvis. I stedet skal vi blive bedre til at fokusere på, hvad folk kan, og hvordan vi kan hjælpe dem til at kunne det, de ønsker sig.
Med andre ord er mit julegaveønske et måle-system, der opgør værdien for den enkelte patient, og ikke blot antallet af procedurer for systemet.