I den offentlige debat ovenpå underskriftsindsamlingen #voresvirkelighedjeresansvar har pressen gentagne gange trukket på sundhedsøkonomer til at agere sandhedsvidner for den faktiske tilstand af sundhedsvæsenet i Danmark. Senest i artiklen Sundhedsvæsenet er ifølge læger ved at kollapse – en stor undersøgelse viser noget ganske andet (Berlingske 6. marts 2019), der har Jes Søgaard i denne rolle. Jes Søgaard har blandt meget andet med sin påvisning fra 2014 af, at vi i Danmark stikker os selv blår i øjnene i forhold til udgifterne til sundhedsvæsenet, ved at sammenligne med andre landets udgifter inkl. de meget forskelligt opgjorte udgifter til langtidspleje, ydet et vigtigt bidrag til den sundhedspolitiske diskurs længe.

Men ovenpå den ovenstående artikel er min veneration for ham kølnet noget. For en af de vigtigste egenskaber ved en forsker er at kende begrænsningerne for hvilke konklusioner ens datagrundlag kan bære, herunder ud fra hvordan data er behandlet, og her fejler Søgaard fælt i artiklen.

Han citerer to internationale sammenligninger af sundhedsvæsener. Der må ud fra beskrivelsen være tale om dels Health Consumer Powerhouse’s Euro Health Consumer Index (EHCI) 2018 og artiklen Measuring performance of Healthcare Access and Quality Index for 195 countries and territoriums and selected subnational locations: a systematic analysis from the Global Burden of Disease Study 2016 offentliggjort i The Lancet i 2018.

Med baggrund i specielt Danmarks fjerdeplads i førstnævnte, underkender Jes Søgaaard frontpersonalets beskrivelse af virkeligheden. Imidlertid kræver det blot et simpelt opslag for at se, at de indikatorer, der indgår i indekset, ikke er egnede til at belyse sandhedsværdien i lægernes og det øvrige sundhedspersonales protest.

Hverken adgangen til online tidsbestilling, læseadgang til journalen for patienter, hvorvidt der er adgang til autorisationsregister, om lægerne er korrupte , hvor meget befolkningen ryger og drikker, lader sig HPV-vaccinere osv. kan sige noget om hvorvidt der er balance mellem opgaver og ressourcer.

Værdien af de indikatorer, der skal belyse om sundhedsvæsenets kapacitet er tilstrækkelig (adgang til CT-scanninger, hurtig cancerbehandling m.m.), er samtidig de facto undermineret af udredningsretten og pakkeforløb i Danmark. En fjerdeplads i dette index kan således ikke bruges til at afgøre om sundhedsvæsenets generelle tilstand er ved at krakelere.

Samtidig kan den selvfølgelig slet ikke bruges til at afgøre, om sundhedsvæsenet vil være i stand til at løfte den store demografiske udfordring de kommende år, hvor der må forventes 30-40 pct. flere 80-89 årige i 2025 [1]– altså en massiv stigning i mængden af ‘kernekunder’, specielt i forhold til indlæggelser, samtidig med en fortsat accelererende og tiltagende bekostelig sundhedsteknologisk udvikling.

Danmarks noget ringere placering i Lancet-studiet i forhold til overlevelse bortforklarer Søgaard i artiklen med de danske livsstilsbetingede risikofaktorer, der trak ned i ECHI2018. Der er bare det problem, at Lancet-studiet allerede har taget højde for forskelle i risikoadfærd mellem landene og standardiseret risikofaktorerne til et globalt gennemsnit inden sammenligning. Den dårlige placering må således antages at være reel, og danske patienter med sygdomme som lungebetændelse, kroniske lungesygdomme og mavesår må antages at have større risiko for at dø af disse tilstande end tilsvarende patienter i f.eks. Norge (der købekraftkorrigeret bruger intet mindre end 23 pct. mere på deres sundhedsvæsen pr. borger [2]). Det er alt sammen tilstande, hvor adgangen til tæt overvågning og eventuel intensiv terapi under sygehusophold betyder en del for risikoen for at dø af sygdommen, og det udgør dermed et resultat, der snarere støtter protesten.

Det er også et resultat, der i kraft af sin kontrast til resultaterne i samme studie for mere politisk profilerede tilstande taler ind i den bekymring, som Etisk Råd pointerede i september 2018, for at den nuværende mangel på åben, ærlig og gennemskuelig prioritering mellem sygdomsgrupper skaber en urimelig ulighed mellem politisk profilerede sygdomme og dem, der ikke har samme bevågenhed.

Faktisk er Søgaard selv tidligere her i avisen citeret for positioner, der ikke er langt fra de pointer, der ligger bag kravene i #voresvirkelighedjeresansvar, og har advaret om risici ved den utilstrækkelige ressourcetilførsel til sundhedsområdet. I den forbindelse bragte han selv på banen, at der er en overdødelighed i Danmark og anførte at: »Sundhedsvæsenet får ikke adresseret de underliggende sundhedsproblemer, den danske befolkning har. Og det bliver ikke bedre af, at den manglende politiske prioriteringsvilje matches af en manglende vilje til at gøre noget på forebyggelsesområdet«. Når han dengang ikke mente, at der var grund til at frygte sammenbrud, var begrundelsen blot at »vi har et robust system« – hvad det så end underbygges af og opretholdes af, hvis ikke sundhedspersonalet.

Sundhedsvæsenets opgave er i den forbindelse hverken i patienternes eller personalets øjne kun det at undgå dødsfald. Det beskrives ofte med treenigheden ‘helbrede, lindre, trøste’. Hvis vi som samfund venter med at lytte til frontpersonalet til det punkt, hvor end ikke det første formål længere kan honoreres, er de to sidste, vanskeligere målbare formål med sikkerhed for længst skåret væk. De er imidlertid ikke blot vigtige for patienterne, men også afgørende for personalet. Kan de ikke honoreres, forsvinder en stor del af den faglige identitet, arbejdsglæden og den psykologiske mekanisme, der mere end noget andet validerer deres indsats. Den empati, der i dag får personalet til at strække sig så langt for at få enderne til at mødes – den drivkraft, som får det danske sundhedsvæsen til at være så effektivt i Jes Søgaard regneark – lider og risikerer at udtrættes under forhold, der giver kronisk ‘moral distress’ for personalet.  

Og deres virkelighed er altså, at otte ud af 10 hospitalslæger angiver at have så travlt, at det går ud over kvaliteten, syv ud af 10 mener, at ikke ressourcerne rækker til at give alle den bedste behandling, tre ud af fire sygeplejersker angiver at de oplever at være for få i forhold til opgaverne, 51 pct. af FOA’s medlemmer på hospitalsområdet oplever dagligt eller flere gange hver uge samme ubalance [3]. Halvdelen af landets sygeplejersker er på nedsat tid, 30 pct. af dem siger ifølge Dansk Sygeplejeråd, at arbejdsforholdene er afgørende for, at de ikke kan se sig selv arbejde mere. Personale-gennemstrømningshastigheden i mange afdelinger er skræmmende høj med de naturlige konsekvenser for rutine og vidensniveau. Der er en stigende andel af læger, der må opgive deres oprindelige speciale, for at finde arbejde med mere bæredygtige arbejdsforhold [4],[5],[6].

Hvor lang tid holder sundhedspersonalet ved:

• Når ikke der kommer balance mellem opgaver og ressourcer.
• Når ikke forventningerne til væsenet er realistiske og afstemte med befolkningens på grundlag af en retfærdig og åben prioritering?
• Når sundhedspersonalet oplever, at deres tid misbruges til formål langt fra kerneopgaven, der til gengæld lider?

Resten af Vesteuropa mangler også sundhedspersonale til lignende demografiske udfordringer og arbejdskraftens frie bevægelighed gælder også på sundhedsområdet, som Danmarks Radio netop har dokumenteret.

Lidt mere ydmyghed ville have klædt sundhedsøkonomen inden han underkendte advarslen fra frontpersonalet i det danske sundhedsvæsen som udtryk for overambitiøst klynk – især når han nu altså end ikke lader til at have styr på sit datagrundlags begrænsninger.

REFERENCER

[1] https://www.laeger.dk/sites/default/files/flere_aeldre_og_nye_behandlinger_-_hvad_kommer_det_til_at_koste.pdf

[2] https://stats.oecd.org/index.aspx?DataSetCode=HEALTH_STAT#

[3] https://www.jv.dk/Danmark-Debat/Sundhedsreformen-mangler-det-store-oekonomiske-loeft/artikel/2688678

[4] http://ugeskriftet.dk/nyhed/flere-sygehuslaeger-skifter-til-almen-praksis

[5] http://ugeskriftet.dk/nyhed/fra-overlaege-i-karkirurgi-til-introlaege-i-almen-praksis-det-foles-vildt-traekke-i-nodbremsen

[6] https://dagensmedicin.dk/almen-medicinere-stroemmer-til-socialmedicinske-enheder/

Jes Søgaard svarer: Jeg tilstår: Det er ikke lige til at se, at sundhedsvæsenet kollapser