September 2010. Dagens Medicin skriver om Anne Møller Nielsen, der er to år inde i forløbet med sit ph.d.-projekt om genoplivning og hjertestartere på Bornholm.
Hun er læge og på dette tidspunkt i gang med sin ph.d. ved Anæstesi- og Operationsklinikken på Rigshospitalets HovedOrtoCentret. Hendes plan er på sigt at blive speciallæge i anæstesiologi.
Allerede før ph.d.’en er færdig og forsvaret, er interessen af en karakter, der er få så unge forskere forundt.
Anne Møller Nielsens forskning – herunder ikke mindst projektet på Bornholm – viste nemlig, at der gemmer sig særdeles relevante patientoplysninger i de små maskiner, som ikke blev indhøstet, gemt og brugt, før hendes forskning gjorde opmærksom på, hvad der kunne vindes ved at gøre det. Det blev efterfølgende til standard.
Et andet hovedaspekt af hendes forskning handlede om, hvad der kan opnås af forbedret indsats ved akut hjertestop, når befolkningen bliver tilbudt målrettet uddannelse og oplysning om, hvordan man bruger hjertestarterne. Efterfølgende blev den informationsaktivitet sat i system landet over.
Ungt stjernefrø
Godt et år efter, i oktober 2011, skriver Dagens Medicin igen om Anne Møller Nielsen. Hendes ph.d.-projekt er nu færdigt og har udløst den prestigefyldte Young Investigator Award, som hvert år uddeles af Det Europæiske Råd for Genoplivning.
Og ikke bare fik det unge talent selve prisen. Anne Møller Nielsen kom også med i redaktionen af tidsskriftet Resuscitation i de følgende to år, og hun blev inviteret med som taler til alverdens konferencer.
Anne Møller Nielsens karriere havde med andre ord retning direkte mod himmelhvælvet, men lige så strålende, hendes stjerne havde stået i 2010/11, lige så hurtigt var den væk igen. Pludselig blev der stille om Anne Møller Nielsen. Helt stille.
Av for en handske
Hun stod lige foran at skulle begynde i hoveduddannelse, da hun blev ramt af en af disse karrierekolbøtter, der kan ryste selv de mest hårdføre.
»Jeg havde fået to børn, og da jeg kom tilbage i 2014 efter barn nummer to, skete der ret hurtigt det, at jeg udviklede håndeksem. Det var af typen irritativt kontakteksem, så jeg var ikke engang allergisk over for noget,« fortæller hun.
»I næsten ti år havde jeg vidst, at jeg skulle være anæstesiolog. På det tidspunkt havde jeg vel publiceret 15 artikler, og jeg var blandt reviewerne til flere internationale tidsskrifter. Jeg var invited speaker til flere kongresser, en af dem med 30.000 deltagere, og jeg var instruktør på avancerede genoplivningskurser. Jeg var rådgiver for Hjerteforeningen, TrygFonden og med til at skrive de nationale retningslinjer for brug af hjertestartere i Sundhedsstyrelsen,« remser hun op.
»Jeg var lige der, hvor jeg skulle være.«
Men den planlagte livsrejse kom til et abrupt stop på grund af den følsomhed i hendes hud, der betød, at hun f.eks. havde eksem på langefingerens overside, når hun havde lagt mange rygmarvsbedøvelser. Det var ikke helt nemt at acceptere.
»Jeg vidste jo, hvad jeg skulle lave resten af mit liv. Så det der håndeksem, det måtte bare gå væk,« som hun formulerer det.
Samtidig vidste lægen i Anne Møller Nielsen selvfølgelig godt, at så nemt gik det nok ikke. Stærke cremer hjalp f.eks. ikke. Og så havde hun også et familiemedlem, der led af den samme lidelse, som efterhånden havde udviklet sig til at være kronisk. Det lå også i baghovedet.
Så det endte med et farvel til anæstesiologien.
Det var trist, men ikke traumatisk. Anne Møller Nielsen er efter eget udsagn gjort af et meget rationelt stof, og hun fik aldrig brug for hverken psykologisk hjælp til at håndtere situationen eller bare lavpraktisk karriererådgivning for at komme videre.
Spørgsmålet var bare, hvad hun skulle videre til? Et andet speciale, som ikke indebar nærkontakt med handsker – biokemi, mikrobiologi, whatever – interesserede hende ganske enkelt ikke. Så hvad så?
Dyre middage og billige kuglepenne
Anne Møller Nielsen vidste, at hun var glad for den direkte patientkontakt, man har som behandlende læge. Men hun var også glad for forskning.
Det sidste kunne pege mod medicinalindustrien, hvor der findes masser af forskningsrelaterede job, og hvor man ikke behøver bære handsker. Men den havde Anne Møller Nielsen et noget anstrengt syn på.
Jeg var rigtig ked af det, for jeg måtte jo opgive det, jeg havde arbejdet hårdt i mange år på at opnå
Anne Møller Nielsen, international medical director, Novo Nordisk Transformational Research Unit
»Mit billede var, at hvis man var læge i medicinalindustrien, så skulle man prøve at overbevise sine kolleger om at bruge en tvivlsom medicin ved hjælp af dyre middage og billige kuglepenne,« siger hun.
»Da jeg læste medicin, var det ikke velset at arbejde i industrien. Gjorde man det, havde man valgt den mørke side. Men det har ændret sig.«
Det har hendes egen holdning også. For dengang hun sagde endegyldigt farvel til en fremtid som anæstesiolog, ringede hun til en af sine læsekammerater fra studiet, som nu arbejdede i Novo Nordisk A/S.
Hun tænkte, at han nok bare ville bekræfte hende i forestillingen om, at industrien ikke var noget for hende, men sådan skulle det ikke gå.
Læsekammeraten fik hende overbevist om, at hun da i det mindste kunne tage en telefonsnak med hans chef. Den kom i stand og endte med en invitation til at mødes allerede dagen efter med henblik på en eventuel tilknytning.
»Jeg kunne ikke lige finde på en undskyldning, så jeg sagde ja, og den samtale gav mig et helt andet billede,« siger Anne Møller Nielsen.
»Jeg syntes egentlig, at det lød lidt spændende.«
Test og samtale med ‘bedstefar’
En intelligenstest, en personlighedstest og en debriefing med læsekammeratens chef og en HR-person senere følte Anne Møller Nielsen sig i forbløffende grad ‘set’.
»De tog udgangspunkt i testen, og da de var færdige, havde jeg den fornemmelse, at der på væggen hang et billede af mig med mine gode og svage sider,« siger hun.
»Det var ikke ubehageligt. Det var bare, som om de var kommet fuldstændig rundt om min personlighed. Det var pænt mærkeligt, men jeg var ret imponeret af det.«
Bagefter var Anne Møller Nielsen til et ‘bedstefarinterview’, som det kaldes i Novo Nordisk. Dvs. en samtale med en person i en højere stilling, som naturligvis også kan være en ‘bedstemor’. Det er en slags realitetstjek for at være sikker på, at det indtryk, testene og den første samtale har givet, nu også holder vand.
Så blev Anne Møller Nielsens referencer kontaktet, og derefter fik hun tilbudt et job i præcis den sektor, som hun aldrig havde troet, at hun skulle arbejde i: den private lægemiddelindustri.
»Jeg havde nattevagt som anæstesiologisk reservelæge på Hvidovre og sad kl. 10 og ventede på en akut blindtarmspatient, der skulle opereres, og som jeg skulle bedøve akut. Så ringede de fra Novo og tilbød mig dette her job, og så sagde jeg altså ja. Det var så underligt bagefter at gå ind og bedøve patienten,« mindes Anne Møller Nielsen.
Hele forløbet havde taget fem dage, fra hun om torsdagen havde taget kontakt til sin gamle læsekammerat, til hun om tirsdagen havde sagt ja til et helt nyt arbejdsliv.
Den pludselige drejning, hendes arbejdsliv nu havde taget, indebar en god portion sorg, men også noget positivt.
»Det var omvæltende og trist. Jeg var rigtig ked af det, for jeg måtte jo opgive det, jeg havde arbejdet hårdt i mange år på at opnå. Men jeg sad også med den følelse, at det var enormt forfriskende. Jeg havde i ti år vidst, hvad jeg skulle, og havde haft min fremtid mejslet i sten – den lå i det offentlige i at blive speciallæge, afdelingslæge og overlæge. Jeg vidste også, at jeg gerne ville forske, og så kunne man tegne det ligesom et isbjerg, hvor du starter lidt bredt og bliver mere og mere snæver i dine kompetencer,« siger hun.
»Jeg kunne måske ende med at blive supergod til at lægge et specifikt blok eller blive en supergod præhospitalslæge, men jeg ville have specialiseret mig ret snævert. Nu kunne jeg hoppe af den sti. Og jeg tænkte, at hvis jeg kan gøre det, så kan jeg hoppe alle mulige steder hen.«
Fra job til job
Og det er præcis, hvad Anne Møller Nielsen har gjort. Hoppet. Nemlig fra det ene job til det andet i Novo Nordisk, hvor der er mange afdelinger, mange fokusområder og mange slags stillinger.
Hun startede i Medical & Science Devices, som er en udviklingsafdeling, hvor hun gav medicinske input til udvikling af devices. Derefter fik hun et andet job i Medical & Science, som handlede om lægemiddeludvikling, hvor hun havde med kliniske forsøg rundt omkring i verden at gøre.
Det job handlede om insulin, som jo er det område, der traditionelt forbindes med Novo Nordisk. Næste hop introducerede hende for noget andet: GLP-1 – Glucagon-Like Peptid – som var ved at blive udviklet i en oral formulering.
Det taler Anne Møller Nielsen meget animeret om.
»Det er fantastisk, hvordan et stort peptid kan blive optaget gennem mave-tarm-kanalen, som netop er designet til at nedbryde peptider. At man kan tage det oralt. Alternativet er at stikke med en nål subkutant, men det lykkedes Novo at være først med den nye teknologi, og det syntes jeg var fantastisk,« siger hun.
Men selv det nok så lovende GLP-1 så sig overhalet af endnu en udvikling på jobfronten, nemlig stamceller. Anne Møller Nielsens seneste jobhop gav hende titlen international medical director på celleterapiområdet.
»Det er en lille afdeling, som arbejder med stamceller – vi kalder det en ‘transformational research unit’. Her prøver vi at arbejde hurtigere og mere agilt ligesom i biotekfirmaer. Stamceller kan blive til alle kroppens forskellige celler, så der er et kæmpe potentiale,« fortæller hun mindst lige så livligt som om GLP-1.
I det nuværende job er det hendes opgave at lægge den overordnede, kliniske strategi for, hvordan de midler, afdelingen er i gang med at udvikle, skal testes i mennesker. Hvordan skal studiedesignet være? Hvad skal der til, for at myndighederne rundt omkring i verden godkender
studiet? Hvilke patienter skal med? Osv. osv.
»Vi er inde i sygdomsområder, som er nye for Novo, som jo traditionelt har arbejdet med diabetes, fedme og blødersygdomme. Men vi har f.eks. projekter både mod Parkinsons – det er primært det, jeg arbejder på – øjensygdomme og hjertesygdomme. Det er mere dynamisk, det er sjovt, og det går hurtigt,« siger hun.
Bag Silvans pølsevogn
Netop det hurtige, det omstillingsdygtige, det agile i jobbet er kendetegnende for en af de forskelligheder, hun har observeret i forbindelse med det sporskifte, hun har foretaget.
»I det offentlige kan det godt være lidt sådan, at når man kommer med en patient, der skal indlægges, så lyder det: ‘Åhh nej, ikke på min afdeling!’ Eller: ‘Kan det virkelig være rigtigt, at der skal tages et røntgenbillede nu?’, eller ‘jeg har altså ikke tid til flere blodprøver i dag’. Nogle gange kunne den træghed tage lidt over,« siger Anne Møller Nielsen.
På Novo Nordisk følte hun sig især i begyndelsen hensat til en helt anden realitet. Også selv om hendes første arbejdsplads på en af Novo Nordisks mange adresser lå i en anonym kontorbygning bag Gladsaxe Trafikplads, som der virkelig ikke er meget ‘metaverse’ over.
»Novo Nordisks udviklingsafdeling ligger lige bag ved Silvans pølsevogn. Der er ikke noget som helst andet end Silvan og den pølsevogn,« som hun siger.
»Men man kommer ind i denne her Novo Nordisk-verden, som man ikke kan se udefra. Det engagement, folk havde, slog mig. Jeg mødte ikke et eneste menneske, som ikke gerne ville være i Novo Nordisk. Jeg kan huske i starten, at jeg kom hjem og fortalte, at folk har bare jahatten på. Det var jeg slet ikke vant til.«
Et andet særkende er det stærkt internationale islæt. I sit nuværende job på stamcellefeltet samarbejder Anne Møller Nielsen f.eks. med højtspecialiserede eksperter som f.eks. immunologer, neurologer og neurokirurger fra hele verden.
»Jeg er vild med alle de her læger rundt omkring i verden, hvor jeg finder sindssygt dygtige eksperter inden for det, jeg har brug for at vide noget om. Det er enormt begavede, specialiserede mennesker, og jeg lærer noget nyt hver dag,« som hun siger.
»Det er en luksustilværelse.«
Ambulancen får det til at gippe
Når det er sagt, er der også ting i den karrierevej, Anne Møller Nielsen måtte droppe, som hun savner.
»Jeg savner klinikerne. Jeg savner patienterne og det at gøre en forskel her og nu. Jeg savner dynamikken på en hospitalsgang,« siger hun.
»I de første år gippede det i mig, og det gør det stadig, hver gang jeg hører en ambulance.«
Men hey – kan man bidrage til at løse f.eks. gåden om Parkinsons, så disse hårdt ramte patienter kan få det bedre og måske ligefrem blive symptomfri, er det en gevaldig lindring af savnet.
Og så er der også det ikke helt uvæsentlige spørgsmål om den lidelse, der var hele årsagen til Anne Møller Nielsens arbejdsmæssige sporskifte.
»Der gik næsten to år, før håndeksemen gik væk, og det bekræfter mig i, at jeg traf den rigtige beslutning,« siger hun.
»Jeg skal bare kigge på mine hænder.«
