Gøtzsche versus Gøtzsche

Gøtzsche versus Gøtzsche Peter Gøtzsche skiller vandene og har altid gjort det. Men den seneste tid er han blevet skarpere i retorikken, og den konfrontatoriske stil er begyndt at blive hans egen modstander, mener både hans kritikere og hans tilhængere.

Hvad siger manden selv? Læs her det nuancerede svar fra manden, der beskyldes for at være unuanceret.

Da Peter Gøtzsche var omkring otte år, sagde hans mor til ham, at han skulle tage to vitaminpiller hver dag. En rød og en grøn. Peter Gøtzsche spurgte skeptisk tilbage:

»Hvorfor skal jeg det?«

»Fordi det er godt for dig,« svarede hans mor.

»Men hvor ved du det fra,« spurgte den otteårige Peter igen tilbage.

»Jamen, det siger morfar. Og så er der ikke mere at diskutere,« sagde hans mor og understregede, at morfaren var en respekteret praktiserende læge.

Ordvekslingen er et af Peter Gøtzsches få minder fra barndommen i Næstved i 1950’erne, hvor hans morfar som praktiserende læge præsenterede ham for adskillige lægemidler — inklusive vitaminpillerne — der siden har vist sig at gøre mere skade end gavn.

Eksemplet fra barndommen og ikke mindst den seneste tids debat om brugen af psykofarmaka understreger, at i stort set hele sit liv har den nu 64-årige Peter Gøtzsche været kritisk over for medicin.

Det er ikke svært at finde kritikere af Peter Gøtzsche. De kalder ham for demagogisk, unuanceret og dominerende. Mange orker end ikke at ligge i ordkrig med Peter Gøtzsche. Hvem kan lide at blive svinet til, som en af hans kritikere siger. Men også blandt hans støtter er der begyndt at indfinde sig en form for mæthed af hans kontante og konfrontatoriske facon. Alle understreger Peter Gøtzsches vanvittige arbejdsomhed, hans iver og hans engagement og ikke mindst Cochrane-centerets vigtige rolle som uafhængigt forskningscenter. Men de samme mennesker siger også, at han de seneste år er blevet skarpere og mere konfrontatorisk.

»Det er, som om han lader sin bazooka og skyder mod alt og alle, og så overdøver det selve budskabet,« siger en kilde med tæt tilknytning til Peter Gøtzsche.

Døbt Peter Bundgaard
Peter Gøtzsche blev født i 1949 i Næstved og blev faktisk døbt Peter Bundgaard efter sin biologiske far. Men forældrene blev skilt, mens han var barn, og da moderens nye mand hed Jensen til efternavn, kom Peter Bundgaard til at hedde Peter Jensen. Men stedfaren og Peter havde et temmelig anstrengt forhold.

»Nogle mænd har det med stedbørn som hanner i dyreriget, der slår andre hanners afkom ihjel. Det skete så ikke, men jeg kunne sagtens føle, at jeg ikke var ønsket. Og denne manglende faderrolle og uharmoniske barndom betød, at jeg var længe om at finde mig selv og blive et harmonisk menneske. Det har betydet, at jeg flakkede lidt rundt i tilværelsen og bl.a. tog to uddannelser,« fortæller Peter Gøtzsche, der som 18-årig tog efternavnet efter sin mormor og morfar, der var praktiserende læge i Hellerup. 

Og som eksemplet i indledningen illustrerer, havde han allerede fra barnsben en kritisk tilgang til medicin. Han led meget af køresyge, og morfaren gav ham et lægemiddel, der skulle mindske generne. Men det gjorde ham bare endnu mere dårlig, og så bad han i stedet morfaren om at standse bilen, så han kunne komme ud og kaste op. Et andet lægemiddel mod diarré fik Peter Gøtzsche stukket i hånden på vej på bilferie i Italien med familien. Men præparatet viste sig at have kraftige bivirkninger og forårsagede senere, at flere tusinde mennesker i Japan blev lamme i fødder og ben eller blev blinde. 

Morfar var et offer
Ifølge Peter Gøtzsche var morfaren som de fleste praktiserende læger — og dermed ikke kilden til problemet. Nej, problemet lå hos medicinalindustrien, og derfor havde hans morfar været ’offer for lyssky markedsføring’, som han skriver i sin bog ’Dødelig medicin og organiseret kriminalitet’, der udkom sidste efterår. 

Det var samme morfar, som i midten af 1970’erne opfordrede den nyuddannede biolog og kemiker Peter Gøtzsche til at søge ind i medicinalindustrien. I 1975 blev han ansat først som lægemiddelkonsulent og senere som produktchef i Astra Group A/S, og i 1977 avancerede han til stillingen som medicinsk chef i Astra-Syntex. 

Finn Falk Knudsen, daværende markedschef og senere klinisk chef i Astra Syntex, husker Peter Gøtzsche som en både loyal og flittig medarbejder. »I princippet havde vi ikke et job til ham, men fordi han havde så gode evner og var så behageligt et væsen, fandt vi et job til ham. Han var meget loyal og var meget den observerende type. Hans kritiske tilgang til medicin blussede først for alvor op, efter han stoppede i industrien,« siger Finn Falk Knudsen.

Morfar elskede lægemiddelsælgere
Hvorfor en af nutidens største kritikere af medicinalindustrien begyndte sin karriere i netop medicinalindustrien — og endte med at være der i otte år — kan synes som et komisk paradoks. Men det havde en helt naturlig forklaring.

»Jeg skulle lave et eller andet efter at have taget en uddannelse, og min morfar foreslog det, fordi han som praktiserende læge godt kunne lide at få besøg af lægemiddelsælgere. Først solgte jeg medicin til praktiserende læger, og siden fik jeg ansvaret for en medicinsk afdeling, der skulle lave forskning og få præparater godkendt. Allerede dengang studsede jeg over markedsføringen og det høje antal solgte lægemidler. Og selv om det er mange år siden, ved jeg præcis, hvad der foregår i industrien, og hvordan folk tænker. Det har været en styrke i mit nuværende job. For jeg ved, at medicinalindustrien sætter profit og ikke patienten i centrum, og den tankegang er kun blevet værre. I min tid i industrien havde man en vis respekt for lægerne, men den er der ikke længere. I dag opkøber industrien lægerne, der ikke længere har noget at skulle have sagt,« siger Peter Gøtzsche. 

Efter at have været tre år i medicinalindustrien fik han nok og begyndte samtidig at uddanne sig til læge, og derfor kunne han allerede 1. juni 1984 begynde i sit første job som reservelæge på Bispebjerg Hospital.

»Jeg var glad for den praktiske lægegerning, men som læge kan jeg hjælpe én patient ad gangen, mens jeg i bedste fald kan hjælpe millioner af patienter, hvis jeg laver et vigtigt review. Derfor gav det sig selv, at jeg endte med at forske. Og selv om jeg sidst behandlede en patient i 1995, har jeg fungeret længe nok som læge til at vide, hvordan patienter har det,« siger Peter Gøtzsche.

Nogle år før — i 1990 — skrev han sin doktordisputats, som var den første, der byggede på metaanalyser om bias i dobbeltblinde kliniske forsøg. Den skaffede ham ind i den internationale kreds af forskere, der senere stiftede Cochrane-samarbejdet. Det Nordiske Cochrane Center blev i 1993 indviet af daværende chef for Sundhedsstyrelsen, medicinaldirektør Einar Krag, med Peter Gøtzsche som initiativtager, chef og eneste medarbejder. Og allerede halvandet år efter gav arbejdet resultat, dog i et lidt mere privat regi.

Fik sin Helle
Helle Krogh Johansen var i 1994 som læge med til et metaanalyse-kursus, hvor Peter Gøtzsche underviste, og da Helle Krogh Johansen efterfølgende gerne ville diskutere nogle videnskabelige artikler, var Peter Gøtzsche hurtig til at invitere til både ’kage og gennemgang af artikler’.

Dagen efter kom han på besøg hos Helle Krogh Johansen, og siden har de dannet par.

»Han var 43 år, da han mødte mig, og havde levet i lang tid for sit arbejde og uden en familie. Og i en familie med to børn skal man selvfølgelig både kunne give og tage, så Peter er blevet rundere, lidt lettere at flytte og lidt mere nærværende med årene. Men Peter kan en gang imellem mangle evnen til at forstå, at man ikke altid udelukkende skal gå efter sine egne synspunkter. At en sag har flere sider. Når han bliver optaget af en sag, glemmer han tid og sted. Enten synes man om ham, eller også bryder man sig ikke om hans lidt firkantede facon. Jeg synes selvfølgelig, at han både er ærlig, flittig og begavet,« siger Helle Krog Johansen, der er overlæge på klinisk mikrobiologisk afdeling på Rigshospitalet. 

Sammen har de fået døtrene Pernille, der er 17 år, og Ida, der er 15 år. Og også i rollen som far har han udviklet sig, siger Helle Krogh Johansen.

»Han forsøger at være til stede, men tit er det alligevel mig, der sørger for pigerne. Pigerne vil nok sige, at han er lidt distræt og ikke altid til stede, fordi arbejdet betyder så meget. Men han er med årene blevet lidt mere nærværende,« siger Helle Krogh Johansen.

Striden med Ole Olsen
Som et af de første store områder kastede Peter Gøtzsche sig over en kritisk gennemgang af forskningen om mammografiscreening, og med på forskerholdet var statistiker Ole Olsen. Sammen lavede de et stort Cochrane-review om mammografi-screening, der også blev publiceret i The Lancet i det sene efterår 2001. Arbejdet op til færdiggørelsen gik godt, de to forskere arbejdede godt sammen, og de var enige om resultaterne. Men kort tid efter forlod Ole Olsen Det Nordiske Cochrane Center. Så langt er de enige. Ifølge Ole Olsen besluttede Peter Gøtzsche på et tidspunkt i forløbet, at den eneste, der måtte udtale sig om undersøgelsen i den heftige og internationale mediestorm, der kom i kølvandet på offentliggørelsen, var Peter Gøtzsche selv.

»Vi var to i forskergruppen, Peter og jeg, så derfor mente jeg, at vi begge kunne udtale os. Det giver ingen mening, at jeg som forsker ikke kunne udtale mig frit. Desuden stod Peter klippefast på, at alle vores pointer var lige vigtige, mens jeg ville vente med de pointer, som var sværest at formidle kort og klart. Han ville ikke rykke sig en tomme, og så stod vi meget alene,« forklarer Ole Olsen, der i dag er ansat ved forskningsenheden for almen praksis på Københavns Universitet.

Sådan husker Peter Gøtzsche imidlertid ikke forløbet.

»Han havde ret til at udtale sig om det faglige, men mere kan jeg ikke sige, da det drejer sig om en personalesag,« siger Peter Gøtzsche.  

Ole Olsen og Peter Gøtzsche har siden ikke talt sammen.

Mammografiscreening og store følelser
Faktum var, at mammografiscreening var en kilden sag med stærke følelser og holdninger på både Peter Gøtzsches side og på screening-tilhængernes side. Her befandt — og befinder — sig Niels Kroman, overlæge og professor på brystkirurgisk klinik på Rigshospitalet. Han har i årevis været en af hovedmodstanderne af Peter Gøtzsche i spørgsmålet om mammografiscreening, og han betegner ham som både ubehagelig og demagogisk, når han debatterer. 

»Hans trick er at kalde sig selv universalekspert og alle sine modstandere for inhabile, fordi vi er fedtet for meget ind i vores område. Det giver en cirkelslutning, hvor han altid vil få ret. Han er en sammenblanding af den lovgivende, dømmende og udøvende magt, og når han samtidig fremstiller sig selv som David i kampen mod den onde Goliath — som er mig og industrien — og tilmed råber meget højt om alle uretfærdighederne, så vil medierne til hver en tid labbe det i sig. Og det ved han godt. Men mens han lever af at mene det modsatte af alle andre, har jeg også patienter at tage mig af, så på et tidspunkt orker jeg ikke mere, og så får han altid det sidste ord. Sådan tror jeg, mange har det, og så kan man spørge sig selv, hvor frugtbart det er,« siger Niels Kroman. 

En ting er, at Gøtzsche i lang tid har diskuteret højlydt og konfrontatorisk med tilhængere af mammografiscreening. Noget andet er, at mange mener, at han skruede endnu mere op for debattonen, da han 6. januar i år skrev en kronik i Politiken, hvor han med udgangspunkt i sin bog argumenterede for, at psykiatere og andre læger i Danmark er så dårlige til at håndtere medicin mod psykisk sygdom, at landet er bedre tjent uden præparaterne på markedet. Han har siden understreget, at han ikke ønsker medicinen fjernet fra markedet, men derimod vil have lægerne til at blive bedre til at begrænse brugen.

Det fik en hel hær af kritikere til at mobilisere sig. Professorer i psykiatri kritiserede ham, Sundhedsstyrelsen kritiserede ham, Danske Patienter kritiserede ham, og sundhedsminister Astrid Krag (SF) sagde til Politiken, at ’når pointerne bliver trukket så hårdt op, som Gøtzsche gør det, så er det farligt, for det kan betyde, at nogen ikke opsøger den hjælp, de har brug for’.

Den slags modstand gør indtryk på Peter Gøtzsche, men han holder alligevel fast.

»En sundhedsminister skal tage hensyn til patienterne, til lægerne og til medicinalindustrien. Så derfor skal man tænke på, hvad der ligger bag hendes udtalelse. Hvis hun siger, at mine udtalelser er farlige, må jeg bare sige, at den nuværende situation for patienterne er langt mere farlig, fordi der sker en overbehandling med psykofarmaka.« 

Bliver ved og ved og ved
Peter Gøtzsche bliver altså ved. Og denne vedholdenhed kender Lasse Agerskov, pensioneret reumatolog, tennismakker og privat ven med Peter Gøtzsche ganske godt. 

»Peter måtte på et tidspunkt melde fra til en ferie med sine venner til Marokko, og med en blanding af irritation over ikke at være med og sin stædighed brugte han det meste af ugen på at øve server på tennisbanen. Kun server, ikke andet. Hvem kan finde på det? Ikke mange andre end Peter,« siger Lasse Agerskov, der dog også peger på en ulempe på den ihærdighed.

»Når han løber panden mod muren så mange gange, så bliver han meget vedholdende. Det kan virke trættende på nogle mennesker. Og det er måske det, der er sket i den seneste debat for Peter. Og det er synd for ham, for jeg er enig med ham,« siger Lasse Agerskov, der kalder Peter Gøtzsche for et omsorgsfuldt familiemenneske.

Støtterne
Skråt over for Peter Gøtzsches kontor på 1. sal på Tagensvej 22 sidder læge og forsker Karsten Juhl Jørgensen. Siden 2004 har han været ansat på Det Nordiske Cochrane Center og kender derfor godt Peter Gøtzsche og hans stil. 

»Hans stil gør, at han kan virke kantet, hvis man ikke kender ham. Han vil gerne rejse nogle vigtige debatter  og har en kontant stil, som nogle støder sig på. Det er både hans styrke og en kilde til kontroverser,« siger Karsten Juhl Jørgensen.

En anden af Peter Gøtzsches støtter er læge Mats Lindberg, der sammen med Peter Gøtzsche er en del af netværket Læger uden sponsor.

»Han er blevet mindre stueren og mere konfrontatorisk. Og det er et bevidst valg fra ham, fordi han mener at nå længere på den måde. Han opnår under alle omstændigheder en bevidstgørelse hos læger og politikere om, at vi bliver snydt af lægemiddelindustrien, for det hører man ikke fra andre. Jeg synes ubetinget, at det er godt, at han er der til at ruske op i folk, men det må være hårdt for ham, for han bliver efterfølgende angrebet fra mange sider,« siger Mats Lindberg.

Skarpere med årene
Selv siger han, at han ’nok er blevet lidt skarpere med årene’, men at det er helt naturligt.

»Som ung læge er man altid påpasselig med ikke at stikke ud fra mængden. Der er i lægeverdenen — ligesom i militæret — et hierarki, som man skal indordne sig under. Det har sine fordele. Men det har også sine ulemper, fordi lægeverdenen er så konservativ og ikke vil rives ud af vanerne. Hvis jeg siger til lægerne, at de har skadet deres patienter, så bliver de sure, selvom jeg understreger, at skylden ikke ligger hos dem, men hos industrien. I sundhedsvæsenet er jeg nødt til at råbe højt for at blive hørt, selv når jeg kommer med tung videnskabelig dokumentation,« siger Peter Gøtzsche.

Ud over at råbe højt bliver han også ved. Og det er han nødt til, siger han.

»Hvorfor skulle jeg holde op med at være stædig, når dokumentationen i orden? Når eksempelvis Danske Patienter kritiserer mig, når jeg siger, at vores brug af psykofarmaka gør mere skade end gavn, så kan de ikke vide det, fordi de ikke har sat sig ind i tingene. Hvis jeg fik lejlighed til at fremlægge dokumentationen for Danske Patienter, ville de helt sikkert se anderledes på det,« siger Peter Gøtzsche og understreger, at han er glad for, at han har sat gang i en debat om psykofarmaka.

Og at hans facon rent faktisk har en effekt.

»Nogle vil gerne forandre gennem komiteer og arbejdsgrupper. Jeg vil gerne forandre ved at sige tingene højt. Jeg vil gerne forandre for åbne døre og ikke bag lukkede døre. Resultaterne af den facon — som jo er til gavn for patienterne — er bl.a. en større åbenhed om forsøgsdata fra EMA, og at helbredsundersøgelser blev droppet, fordi vi påviste, at det gjorde mere skade end gavn. Og selv om mammografiscreening stadig bliver tilbudt i Danmark, trods dokumentation for den skadelige virkning, er jeg fuld af fortrøstning. Det skal nok blive ændret,« siger Peter Gøtzsche.

Påvirkes af kritik
Alligevel har stormen af kritikere dog påvirket den kontroversielle Cochrane-direktør.

»Når jeg får kritik, spørger min kone mig, om kritikerne har ret. Selvfølgelig ikke, svarer jeg. Jeg har altid dokumentationen i orden. Men selv om jeg godt kan lide at diskutere, er det hårdt at få hele etablissementet imod sig. Og det har fået mig til at tænke over, at jeg skal være mere forsigtig, når jeg formulerer mig,« siger Peter Gøtzsche. 

Ud over jobbet som leder af Cochrane-centeret holder Peter Gøtzsche tit foredrag — ikke mindst med udgangspunkt i sin nye bog. For ikke at blive skudt noget som helst i skoene gør han det i reglen enten gratis, for et par flasker vin eller for Lægeforeningens takster. Men et sted, han ikke kunne drømme om at holde foredrag, er i medicinalfirmaerne.

»Der er mange gode folk i industrien, som jeg gerne vil have i tale, men ikke spidserne, for de skaber problemerne,« siger han.

Uvenskabet er gengældt. Ingen i medicinalindustrien ønsker at diskutere med Peter Gøtzsche ud fra analysen af, at det så ville give ham endnu mere taletid til at kritisere industrien endnu mere. Industrien betegner ham som en kritisk modstander, men ligesom mange andre af hans kritikere mener industrien, at en debat med Gøtzsche aldrig er frugtbar og altid vil ende med et nederlag, fordi Gøtzsche altid vil have det sidste ord.

»Vi diskuterer ikke med en mand, der beskylder industrien for at være kriminel og bruge mafiametoder. Man vil aldrig kunne overbevise ham om det modsatte af hans egne argumenter. Og så får vi aldrig diskuteret det egentlige,« som en højtstående person i medicinalindustrien siger.

Margrethe Nielsen, jordemoder og underviser på Professionshøjskolen Metropol i København, har tidligere sammen med Peter Gøtzsche i Cochrane-sammenhæng været forfatter til metaanalyser om mammografiscreening. Også hun har observeret en forandring.

»Peter er en sindssygt dygtig forsker, der både er grundig og systematisk. Og han har altid haft stærke synspunkter, men hans tone er blevet mere skarp med tiden. Generelt får man det lidt nemmere, hvis man kommer folk i møde og søger et kompromis. Men sådan er Peter ikke. Og når han er så kontant, så stiger risikoen også for, at han spænder ben for sin egen sag, selv om budskabet selvfølgelig skal serveres klart og kontant« siger Margrethe Nielsen, der understreger, at hun er fuldstændig enig i hans pointer. »Historien vil så vise, om hans facon var mere en fordel end en ulempe,« siger hun. 

Historien bliver dog ikke skrevet om Peter Gøtzsche endnu, for han har ikke tænkt sig at forlade jobbet som chef for Det Nordiske Cochrane Center.  »Jeg har ingen tanker om at stoppe, før jeg bliver 70 år. Og jeg har sørget for, at centeret kan køre videre med stærke kræfter. Jeg har dygtige folk ansat, der kan tage over« siger han.

Morfar ville være stolt
Til den tid kan han måske få mere tid til de huslige pligter, som han efter sigende gerne giver fra sig. Han kan også få mere tid til at indhente sin kone på golfbanerne i det nordsjællandske, for hun har et skræmmende handicap på otte imod hans 19. Og han kan måske også tænke på, hvad hans morfar som praktiserende læge ville have sagt om hans skarpe holdninger til medicin.

»Han ville have været stolt, fordi ærlighed altid er noget, vi har lagt meget vægt på i min familie. Vi er ikke en familie af snydere og bedragere.« 

Skriv kommentar