Frivillig læge på Sorglinjen: Svære beskeder må aldrig blive rutine
Foto: Joachim Rode

Frivillig læge på Sorglinjen: Svære beskeder må aldrig blive rutine I knap halvandet år har læge Mette Graves Christiansen været tilknyttet Det Nationale Sorgcenter som frivillig og haft lange samtaler med danskere, der har mistet en nærtstående. Det har givet hende mod til blot at være i situationen frem for at ville fikse alle problemer, og den egenskab, tror hun, er vigtig at tage med i sit arbejde som læge.

»Det er ikke sjovt at sidde med et menneske, der græder. Men det er ikke farligt, og det gør ikke mere ondt på vedkommende, fordi tårerne strømmer ud. Tværtimod kan det lindre en smule, og det at føle sig mødt kan faktisk give en ro.«

Ordene kommer fra Mette Graves Christiansen, der siden oktober 2018 har været tilknyttet Det Nationale Sorgcenter som frivillig. Hun mistede sin egen mor til en kræftsygdom for tre år siden, og selvom hun havde nogle gode veninder og en tæt familie omkring sig, slog sorgen hende alligevel midlertidigt omkuld. Den dengang 26-årige Mette gik kortvarigt i en sorggruppe sammen med andre unge hos Børn, Unge & Sorg, der er en del af Det Nationale Sorgcenter, og et års tid efter sin mors død meldte hun sig som frivillig på centerets telefonlinje, der i dag hedder Sorglinjen.

Vi vil jo gerne problemløse ude på hospitalerne, men vi kan ikke altid fikse alt

Her har hun taget imod opkald og skrevet chatbeskeder med efterladte, som har haft brug for at få vendt de triste tanker. Og det er der tilsyneladende mange danskere, der har. I det års tid, Sorglinjen har eksisteret, har linjen haft 2.000 henvendelser. Stedet er bemandet af mere end 100 frivillige, der alle har det tilfælles, at de har mistet en nærtstående indenfor de senere år.

Frivillige skal selv have mistet

Faktisk er det at have følt et tab på egen krop et kriterie for at blive frivillig på Sorglinjen, fortæller Mette Graves Christiansen. Sorglinjen tilbyder nemlig ikke professionel rådgivning og behandling, men en samtale med et andet menneske, der kan forstå og spejle de tanker og følelser, man gennemlever som efterladt.

»På Sorglinjen byder jeg ind med mit ’private jeg’. Her taler jeg med brugerne om, hvilke reaktioner jeg havde, hvordan jeg tacklede dem, og hvad der fungerede godt eller skidt for mig. På den måde har mit frivillige arbejde også været et sted, hvor jeg har arbejdet med min egen sorg, så den i dag har fået en anden plads i mit liv,« siger hun.

Når den unge læge sidder klar på Sorglinjen to til tre gange om måneden, er det med et håb om at gøre livet bare en lille smule nemmere for de mennesker, der henvender sig:

»Jeg har den indstilling, at man lige så godt kan få det bedste ud af tingene. Jeg ville selvfølgelig betale alt i verden for at få min mor tilbage, men det kan jeg ikke. Så hvis noget af det, jeg føler er totalt meningsløst, kan hjælpe andre til at finde trøst, genkendelse eller håb, giver det hele bare en lille smule mening.«

Ikke alt kan fikses

Mette Graves Christiansen er netop startet på den første halvdel af sin KBU på Afdeling for Mave-, Tarm- og Leversygdomme på Herlev Hospital. Hun er meget bevidst om, at det er hendes ’sundhedsprofessionelle jeg’, der hver morgen går ind ad svingdøren på Herlev Hospital. Alligevel håber hun, at hun kan bruge sine erfaringer fra Sorglinjen i sit daglige arbejde som læge.

»Vi vil jo gerne problemløse ude på hospitalerne, men vi kan ikke altid fikse alt. Nogle gange må vi prøve bare at være til stede, og de mange samtaler med efterladte har gjort, at jeg tør være i situationer, hvor andre mennesker bliver kede af det. I min studietid har jeg overværet nogle samtaler, hvor den behandlingsansvarlige læge tydeligvis blev lidt utilpas over den drejning, samtalen tog, men hvis man begynder at stille spørgsmål, skal man også turde tage det, der kommer. Det værste, man kan opleve, er, hvis nogen trækker sig,« siger hun.

Vi skal turde være til stede

Da Mette Graves Christiansens mor skulle terminalerklæres, blev beskeden givet af en læge, der kendte moren rigtig godt.

»Han var til stede i det, og det var tydeligt at se, at det heller ikke var nemt for ham. Han fik endda også lidt våde øjne. Som onkolog skal han give den slags beskeder jævnligt, men for os var det jo første gang og en helt verdensomvæltende situation. Derfor var det rart at føle sig mødt i den meget svære situation,« fortæller hun.

Netop den pointe er vigtig at minde sig selv om, mener den unge læge, der i sine praktikforløb også har oplevet læger, som har været korte for hovedet og gået mere rutinepræget til værks. Men at en læge har mange patienter i samme situation, kan det menneske, som skal have en nedslående besked jo ikke bruge til noget, pointerer hun.

»Det handler om at finde en balance i tingene, for patienterne fortjener også en læge, der er professionel. For mit eget vedkommende tror jeg, at Sorglinjen har rustet mig til, at jeg kan tage patienternes historie til mig, uden at jeg tager det med hjem,« siger Mette Graves Christiansen, der er bevidst om, at nogle sygdomshistorier vil gå lidt tættere på end andre. Derfor er det heller ikke onkologien, der står øverst på hendes ønskeliste over speciallægetitler. Den unge læge synes, at kræftsygdom allerede har fyldt rigeligt i hendes liv.

»Men jeg ser det ikke som et benspænd. Der er 39 specialer og under dem en række subspecialer, så mon ikke jeg kan finde noget andet? Og hvem ved – det kan være, at jeg ender der alligevel,« siger hun.

Læger bør kende rådgivningstilbud

Da Mette Graves Christiansen selv mærkede sorgen tynge, gik hun til sin egen læge – nok mest fordi hun ikke lige vidste, hvor hun ellers skulle gå hen. Praktiserende Lægers Organisation har ikke tal på, hvor mange der søger hjælp hos egen læge i forbindelse med en nærtståendes dødsfald, men Dansk Psykolog Forening oplyser, at 8.250 danskere fik hjælp hos en psykolog med henvisningsårsagen ”pårørende ved dødsfald” i 2019.

Når de praktiserende læger møder patienter i sorg, er det utrolig vigtigt, at de kender til Sorglinjen og alle de andre rådgivningstilbud, der findes, mener Mette Graves Christiansen:

»Den alment praktiserende læge har måske et kvarter og skal hurtigt kunne spore sig ind på, hvad patienten har brug for. Derfor er det afgørende, at lægen ved, hvem der kan tage over på de ting, hvor systemet ikke har ressourcer og kompetencer til at hjælpe.«

Skriv kommentar