Søren Cold, 63, er læge og forsker aktuelt i, om østrogenbehandling øger risikoen for genkomst af sygdom hos kvinder, der har været i behandling for brystkræft.
Hans søn, Frederik Cold, 34, er godt på vej til at blive speciallæge inden for mave-tarmsygdomme og forsker aktuelt i nøjagtig det samme som sin far – og sammen med sin far.
De to medlemmer af familien Cold har, siden det yngste medlem blev optaget på medicinstudiet i Odense, stået skulder ved skulder. Professionelt har parløbet gjort dem begge klogere, og personligt har det beriget dem med sommerhusture og lange weekender i hinandens selskab.
Søren Cold er overlæge på onkologisk afdeling på Odense Universitetshospital og arbejder derudover som klinisk lektor på Syddansk Universitet, hvor han har ansvaret for at undervise fremtidens læger i kommunikation.
Privat er Søren Cold gift med Helle Mazanti, der arbejder som sygeplejerske. Familiens faglige profil taget i betragtning ligger det lige til højrebenet at tro, at Frederik Cold blev født i hvid kittel og med et stetoskop om halsen. Men sådan forholder det sig ikke. Slet ikke.
Frederik Cold prøvede kræfter med livet som globetrotter og senere som idrætsstuderende, inden han til sidst valgte at søge ind på medicinstudiet på kvote 2.
Supplerer hinanden
Og trods alders- og erfaringsforskellen er det bestemt ikke Søren Cold, der egenrådigt sætter dagsordenen, når de bedriver forskning sammen.
»Jeg har tit spekuleret over, hvem der er lærling, og hvem der er mester i vores samarbejde. Jeg oplever, at Frederik som ung læge er langt bedre til at give vores arbejdsprocesser struktur og holde en høj arbejdsmoral, end jeg er. Det er meget givende at arbejde sammen med én, der puster mig i nakken og kender til de nyeste tendenser inden for forskning og publicering af videnskabelige artikler,« siger Søren Cold.
Hans søn fortsætter:
»Jeg har fået en masse med fra de kolleger, jeg omgiver mig med i mit daglige virke, og tidligere studiekammerater, der er gået forskervejen. Mange af dem ligger helt ude i overhalingsbanen, rejser på kongresser og spytter videnskabelige artikler ud i et væk. Noget af det, jeg når at suge til mig, bruger jeg i vores forskningssamarbejde. Omvendt har min far forsket i 20 år og har qua det en stor erfaring og et stort netværk. Vi supplerer hinanden godt på den måde.«
I forbindelse med Cold og Colds aktuelle forskning i risici ved østrogenbehandling af tidligere brystkræftpatienter har far og søn flere gange pakket weekendtasken og forladt den travle hverdag til fordel for roen og fordybelsen bag sommerhusets fire vægge.
Her bliver det især tydeligt, at det er det yngste familiemedlem, der styrer slagets gang: Frederik Cold har altid en plan klar, der tydeligt sætter en tidsmæssig ramme om dagens gøremål. Arbejde og fritid bliver sat i system.
»Jeg tror, at min målrettethed stammer fra studietiden. Jeg var i en læsegruppe, hvor vi var rigtig gode til at hygge os og feste sammen. Men vi fandt hurtigt ud af, at det kun kunne lade sig gøre, hvis vi omvendt også kunne arbejde benhårdt, når det var nødvendigt. Jeg synes, at jeg får mest ud af mit liv på den måde. Ved at være enormt effektiv i perioder skaber jeg rum til at nyde min fritid fuldt ud bagefter,« siger Frederik Cold.
Mest betydningsfulde
Søren og Frederik Cold er enige om, at det forskningsprojekt, de arbejder på aktuelt, er det mest betydningsfulde, de har lavet sammen til dato. Og målet er at få resultaterne publiceret i et anerkendt onkologisk tidsskrift.
Den eneste kæp i hjulet for ambitionerne er, at de begge er travle mennesker, hvis arbejdsliv ikke efterlader mange timer i forskningens tjeneste.
For Søren Cold gælder det, at langt de fleste af ugens timer er dedikeret til undervisning eller patienter, mens Frederik Cold, som snart begynder at uddanne sig til speciallæge i mave-tarm-sygdomme, også gerne vil lægge sine timer i projekter, der er relevante for hans kommende speciale.
»Det er uden sammenligning det mest udfordrende og det vigtigste, vi har lavet sammen. Vi arbejder med en enormt stor datamængde på et højt niveau. Det er ikke nemt at få det hele til at gå op i en højere enhed, når vi måske alt i alt har to dage om måneden sammen. Vejen til succes er jo netop de sammenhængende forløb med tid til fordybelse,« siger Søren Cold.
Men her har Frederik Colds stringente tidsplaner været yderst brugbare.
»Vores aftale om, at vi arbejder, når vi arbejder, og gemmer familie-snak til frokostpausen, har gjort, at vi efter alt at dømme får publiceret vores forskning i et anerkendt tidsskrift — og det til trods for, at vi nok i gennemsnit kun har set hinanden én til to gange om måneden i de to år, jeg har været tilknyttet projektet,« siger Frederik Cold.
I studiet har Cold og Cold undersøgt data fra mere end 12.000 tidligere brystkræftpatienter for, om en behandling med vaginal østrogen øger disses risiko for genkomst af sygdom.
Det viser sig ikke at være tilfældet, hvilket sætter spørgsmålstegn ved de gældende anbefalinger om at undgå vaginal østrogenbehandling hos kvinder, der tidligere har haft brystkræft.
I dag får tidligere brystkræftpatienter en adjuverende behandling, der nedsætter østrogenstimulationen. Det kan give gener i form af tørhed i skeden, kløe, ubehag, hyppige blærebetændelser og påvirket seksualliv, og derfor vælger nogle kvinder at afbryde den livsvigtige behandling.
Studiet baserer sig på dataudtræk fra den danske brystkræftgruppes database (DBCG) og er gennemført i samarbejde med forskere fra DBCG. Data er på nuværende tidspunkt færdigbehandlede og mangler nu blot at blive endeligt stykket sammen til en videnskabelig artikel.
Sammen og hver for sig
Familiemedlemmernes professionelle samarbejde kom i stand ad bagveje for nogle år siden, da Frederik Cold og en af hans medstuderende stod over for at skulle skrive deres speciale på medicinstudiet.
»Det er kendt, at alle overlæger, der forsker, har nogle ubehandlede data liggende i skrivebordsskuffen, som de ikke har haft tid til at kigge nærmere på. Det havde min far heldigvis også, og dem endte vi med at arbejde videre med i vores speciale. Det blev første skridt til vores professionelle samarbejde,« fortæller Frederik Cold.
Hans far tager over:
»Jeg har aldrig haft en forventning om, at Frederik skulle følge i mine fodspor og interessere sig for det samme som mig. Men når det er sagt, så er jeg glad for, at det er blevet sådan. At danne professionelt par med min søn har på rigtig mange måder gjort mit arbejdsliv lykkeligere. Og for min søns vedkommende har det da heller ikke været dumt at få sit navn på en række artikler tidligt i sin karriere.«
At dele gener har i Søren og Frederik Colds tilfælde vist sig at være opskriften på et givende samarbejde fritaget for konflikter og skænderier. Den eneste undtagelse skulle da lige være Frederik Colds ‘sløsede’ holdning til afgangstidspunktet på flybilletten.
Hvor Søren Cold helst sidder flere timer og venter i afgangs-terminalen for at være sikker på at nå flyet, mener Frederik Cold, at et kvarter i de blå stole må være rigeligt.
»Ingen af os har endnu misset et fly, så det er nok bare alderen og mit temperament, der trykker lidt her,« smiler Søren Cold. Det ligeværd og den gøren brug af hinandens styrker, der – på trods af aldersforskellen – kendetegner far og søns relation, har været et varemærke for dem, siden Frederik Cold den første dag indfandt sig på medicinstudiet i Odense.
»De studerende hev ofte fat i mig, fordi jeg var Frederiks far. Det var ikke den anden vej rundt. På sin vis blev der hurtigt byttet lidt rundt i generationshierarkiet i familien,« griner Søren Cold og fortsætter:
»Jeg har så afgjort kunnet bruge det konstruktivt, at Frederik var studerende det sted, jeg underviser. Som underviser går jeg jo ikke op på bageste række og spørger de studerende, hvordan de oplever min undervisning. Men det har jeg kunnet gøre, når de sad i køkkenet hjemme hos os i Odense. På den måde har jeg fået rigtig mange gode og ærlige input.«
Det er dog ikke kun ‘den ældre generation’, der har draget fordel af ‘den yngre generation’. Frederik Colds studiekammerater optræder i ny og næ med musikalske indslag på mindre beværtninger i Odense, og her agerer både far og søn sommetider gæstemusikanter, Søren Cold på sav og klarinet og Frederik Cold på guitar og mundharpe.
Et fælles hjertebarn
Foruden en interesse i den ‘ubrugte’ forskning, der lå stakket i faderens skrivebordsskuffe, blev det hurtigt tydeligt for Frederik Cold, at han også delte sin fars engagement og iver for kommunikation.
I lektoratet på SDU har Søren Cold de seneste ti år haft ansvar for, at de kommende læger blev udstyret med kommunikative færdigheder, således at de var godt rustede til lægefagets til tider vanskelige samtaler.
»Som onkolog har jeg mange gange på egen krop mærket vigtigheden af at kunne håndtere den svære samtale med patienter og pårørende. Det har været en drivkraft for mig selv at blive bedre til samtalens kunst, men i lige så høj grad også at oplære andre i den. Så det har været et privilegium for mig at få så frie hænder til at udvikle kommunikationsfaget på SDU,« fortæller Søren Cold.
Hvor Frederik Cold hårdnakket fastslår, at det ikke er familien, der har givet ham den hvide kittel på, så erkender han, at den megen snak om kommunikation hen over spisebordet har farvet ham og vakt hans interesse for det aspekt af lægefaget. Så efter studietiden blev Frederik Cold en del af den gruppe, der varetog undervisningen i kommunikation på SDU.
I dag underviser han nyuddannede læger i hovedstaden i faget.
Søren og Frederik Colds engagement har medvirket til, at kommunikationsfaget har vokset sig større — både hvad angår antal undervisningstimer på skoleskemaet og den relevans, de studerende tillægger faget.
»Sidste år blev kommunikationsfaget en del af embedseksamen med sin egen selvstændige stand, hvor de studerendes evner til at målrette og styre den svære samtale blev vurderet på lige fod med de andre kliniske færdigheder, de blev testet i. Hver fjerde studerende bestod ikke denne stand. Det understreger, at det er vigtigt, at vi fortsat arbejder med at gøre kommende læger endnu bedre til at tale med patienter og pårørende,« siger Frederik Cold og tilføjer:
»At far og jeg har lagt så megen energi i undervisning i kommunikation, har uden tvivl gjort mig til en bedre læge. Og så har det været enormt givende at arbejde sammen om at udvikle en del af lægefaget, som har savnet opmærksomhed.«
Søren Cold uddyber, at der blandt medicinstuderende længe har været tradition for, at alt, der lugter en lille smule af humaniora, har haft en lavere prioritet end de naturvidenskabelige fag.
Men efter at faget er blevet taget op til revision og gjort mere forskningsbaseret, oplever han, at de studerende tillægger det en større relevans.
»Det er gået op for dem, at det er guld værd at have gennemlevet nogle af de situationer, de uvægerlig bliver udsat for som læger, i trygge omgivelser på forhånd. F.eks. vil mange kvindelige læger med garanti møde patienter, der vil sætte spørgsmålstegn ved deres faglighed på grund af deres køn. Der er ikke nær så mange tomme blikke på bageste række nu,« griner Søren Cold.
I dag er holdundervisningen i kommunikation på SDU obligatorisk med et fremmødekrav på 100 pct.
Til karrieren os skiller
Selvom H.C. Andersens eventyr ‘Hvad fatter gør, er altid det rigtige’ synes at have stået langt fremme på hylden på Frederik Colds børneværelse, har forskerduoens yngste medlem haft behov for at træffe valg, der pegede i andre retninger end faderens.
»Jeg har ret bevidst valgt et andet speciale end min far. Jeg finder onkologi enormt spændende, men på en eller anden måde føltes det mest rigtigt at lade far have det for sig selv,« forklarer Frederik Cold.
På samme vis har både far og søn været opmærksomme på ikke at lade deres samarbejde og professionelle relation fylde, når familiens andre medlemmer er til stede.
»Vi diskuterer ikke vores forskning hen over middagsbordet. Familien skulle nødig føle, at Frederik og jeg har en lukket klub, hvor de ikke er velkomne. Når vi er sammen som samlet familie, er det det familiære fællesskab, der fylder. Vores rejser og oplevelser,« fastslår Søren Cold.
Og dem har der altid været mange af. Søren Cold kommer fra en familie med syv søskende. Søskendeflokken ejer et sommerhus sammen, og det er ikke ualmindeligt, at familien Cold er 25 til middag, når sommersæsonen sætter ind.
»At have sin familie omkring sig er tryghed for mig. Da børnene stadig boede hjemme, gjorde vi en stor dyd ud af at gøre morgen- og aftenmåltiderne til samlingspunkter: Telefonen var lagt langt væk, og dagens begivenheder blev lystigt debatteret,« fortæller Søren Cold.
Frederik Cold er vokset op hos sin biologiske mor i Sønderjylland og har oplevet kontrasten mellem at være enebarn i hverdagen og en del af en søskendeflok på fire i weekenden. Opvæksten har fået Frederik Cold til at værdsætte begge sine hjem og tillægge båndet til familien stor værdi.
»Jeg er taknemmelig for at have haft to familier omkring mig hele mit liv. Og det, at far og jeg har været sammen om at forske og undervise uden for det traditionelle familiesamliv, har bidraget til, at vi nu kender hinanden rigtig godt både som professionelle og private mennesker,« siger Frederik Cold.
Om det professionelle partnerskab kommer til at strække sig ud over publiceringen af den kommende artikel om østrogenbehandling af kvinder, der har været behandlet for brystkræft, er usikkert. Søren Cold har fortsat stakkevis af ubehandlede data i skrivebordsskuffen, men hans søns karriereplaner trækker ham stadig længere væk fra onkologien.
»Når vi om forhåbentlig kort tid har skålet i champagne og fejret, at vores artikel er blevet publiceret, forventer jeg, at jeg kommer til at lægge min kapacitet i min speciallægeuddannelse,« siger Frederik Cold.
Ét hjertebarn agter både far og søn imidlertid at blive ved med at dyrke sammen til trods for forskelle i fag-præferencer: kommunikationsundervisningen.
»Vi har en drøm om at udvikle et kursus til studerende, hvor vi vil bruge alders- og erfaringsforskellen som indgangsvinkel. Jeg har gjort mig nogle tanker og erfaringer med den svære samtale som overlæge gennem mange år, og Frederik har omvendt gjort sig tanker og erfaringer som yngre læge. Det vil være et rigtig relevant perspektiv at bruge i undervisningen,« fastslår Søren Cold.
Frederik Cold tilføjer: »Derudover håber vi, at vi på et tidspunkt får mulighed for at forske i sammenhængen mellem kommunikative færdigheder og kliniske kompetencer. Det ville — tror jeg — for alvor sætte streg under, hvor vigtig den kommunikative del af lægefaget er.«
