Den første lille prut er slået
Foto: Lars Andersen

Den første lille prut er slået Den nye politiske aftale om en sundhedsreform anviser en rigtig retning, men den er langtfra nogen reform af det nære sundhedsvæsen.

»Det er en lille prut, der ikke løser de problemer, vi står med i sundhedsvæsenet.«

Sådan lød den noget uortodokse, men også nedslående analyse fra Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, på det fælles pressemøde, da første del af regeringens sundhedsreform, dvs. alt det, som ikke handler om forebyggelse, blev præsenteret for præcis en uge siden. På trods af at det er et samlet folketing inklusiv løsgængere, der har forhandlet aftalen på plads, stod diverse sundhedsordførere nærmest på tæerne af hinanden for bagefter at fastslå reformens lidenhed og udstille dens mangler. Ja, visse mente sågar, at der knap nok var tale om en reform. Det kan man kun give dem ret i. Alligevel var de alle enige om, at aftalen er et skridt – om end beskedent – i den rigtige retning, hvilket også er svært at være uenig i. Så meget desto mere skuffende er det derfor, at det ikke er lykkedes regeringen, Magnus Heunicke og resten af Folketinget at klemme sig ned i et par lidt større sko og vedtage en langt mere visionær aftale for det danske sundhedsvæsens udvikling i de næste 10-15 år. Nogen ny retning for det nære sundhedsvæsen varsler aftalen i hvert fald ikke.

Hvis sundhedsreformen var et hus, kan man højst kalde aftalen for en skitse til en tegning til et hus

Det overordnede udgangspunkt for den nye aftale, nemlig ønsket om at styrke det nære sundhedsvæsen, så borgerne oplever høj kvalitet og sammenhæng mellem de nære sundhedstilbud og sygehusene, er rigtigt og på høje tid. Siden strukturreformen i 2007, der godt nok centraliserede de vanskelige behandlinger på færre sygehus, men samtidig løftede den specialiserede behandlingskvalitet og gjorde den mere ensartet på tværs af landet, har der været behov for en markant styrkelse af det nære sundhedsvæsen. De seneste mange års fokus på sygehusenes produktivitet, effektivitet og nedbringelse af ventetider samt fraværet af en samlet plan for det nære sundhedsvæsen har henover årene ikke bare skabt større geografisk afstand mellem patienterne og det nærmeste sygehus – den har også skabt større geografisk afstand i kvaliteten af de mere borgernære sundhedstilbud. Den kvalitet kan svinge enormt, alt efter hvor i landet man bor, aktuelt eksemplificeret ved de massive lægedækningsproblemer i flere yderområder.

Der er flere elementer i aftalen, der samlet ventes at koste 6,8 mia. kr. over de næste 8 år, der forsøger at løse nogle af de afstandsproblemer. Først og fremmest de op til 25 nærhospitaler, læs udvidede sundhedshuse, som sammen med akutsygehusene skal udgøre fundamentet i regeringens kongstanke om politisk styrede sundhedsklynger. Dernæst den helt rigtige prioritering at uddanne flere almen medicinere, så der i 2035 vil være mindst 6.500 og med en antagelse om, at de 5.000 til den tid vil arbejde i almen praksis. En stigning på 43 pct. sammenlignet med i dag. Det samme gælder den såkaldte praksispligt, så unge læger skal et halvt år mere i almen praksis og tilsvarende mindre på sygehus under hoveduddannelsen. Og endelig er der aftalens mest lovende element, nemlig indførelsen af kvalitetspakker for det nære sundhedsvæsen, der med konkrete lovpligtige krav til kommunerne skal sikre borgerne en mere ensartet kvalitet i sundhedstilbuddene, uafhængig af geografi. Netop forpligtende krav og standarder for kommunerne giver god mening. Det gælder bl.a. på sygehusene og i patientforeningerne, hvor man kan se frem til en mere tryg udskrivning af patienter, når den kommunale kvalitet er mere ensartet.

Men ligesom med sundhedsklyngerne, hvor vi stadig ikke præcis ved, hvordan de politisk og fagligt skal fungere, så beskriver aftalen heller ikke, hvordan man konkret skal komme fra de nuværende 3.500 praktiserende læger til de 5.000 i 2035. Skal det ske via øget optag på medicinstudiet eller ved at ændre i dimensioneringen, så der uddannes færre inden for andre specialer? Vi ved det ikke. I aftalen har politikerne også valgt at parkere de allestedsnærværende rekrutteringsproblemer i en såkaldt robusthedskommission, der løbende skal komme med anbefalinger til, hvordan man løser problemerne med rekruttering og fastholdelse i sundhedsvæsenet. Med en tidshorisont for de samlede anbefalinger, der siger senest ved udgangen af 2023, er der overhængende fare for, at kommissionen får karakter af syltekrukke.

Den nye aftale anviser en rigtig retning, men den er langtfra nogen reform af det nære sundhedsvæsen. Dertil er der for mange ubekendte, og man savner konkrete beskrivelser af, hvem der skal løse hvilke opgaver og hvordan. Hvis sundhedsreformen var et hus, kan man højst kalde aftalen for en skitse til en tegning til et hus. Nu må vi så håbe, at der snart er nogen, der har modet og evnerne til at færdiggøre skitsen, så den i en allerhelvedes fart kan blive til et hus. Men svaret på, hvem det skal være, blafrer indtil videre i vinden som små prutter, sluppet ikke kun af regeringen, men også af politikerne fra de øvrige partier.

Skriv kommentar