Når sygdom virker uforståelig, efterspørger tænksomme patienter gerne årsagen. Til gengæld indrømmer ærlige fagfolk, at de ikke altid har et tilfredsstillende svar.
Den professionelle usikkerhed skyldes, at både akutte og kroniske sygdomme har det, som med et fint fagudtryk kaldes for en flertydig ætiologi. Forklaret for patienten betyder det, at der både kan være biologiske, psykologiske og sociale årsager til det svigtende helbred.
I en ideel verden ville man altid kunne fastslå, hvad der vejer tungest og sætte ind med årsagsbehandling i stedet for at føre lang krig mod symptomer. Til opmuntring arbejdes der fortsat i retning af idealet, selv om betingelserne ikke er de bedste.
Sejlivet strid
I forskning og klinisk praksis summer atmosfæren af de samme spørgsmål: Hvad er symptom, og hvad er årsag? Hvorfor taler du om kausalitet og ikke korrelation? Hvordan kan vi afgøre, om årsagen er sikker eller kun sandsynlig? Gennem generationer har de spørgsmål været kilde til irritation og ophedet diskussion.
Efterhånden hører det til almindelig indsigt, at helbredelse også kræver kendskab til både biologien, psyken og det sociale
Selv om man sætter en ære i at bevare fatningen, kan stemmelejet i debatten stadig nå et skingert højdepunkt: ‘Vis mig evidensen!’ Det plejer at skulle lukke munden på modparten, men der skal alligevel ikke regnes med endegyldig sejr og nederlag.
Selv hvis evidensen mangler, er det ikke ensbetydende med forkerte oplysninger, fordi fremtidige fund jo kan bekræfte deres gyldighed; og selvom evidensen præsenteres nok så overbevisende, er den måske ikke altid holdbar, fordi der også kan peges på konkurrerende evidens. Det er ikke underligt, at parterne efterhånden kan sukke over svære arbejdsbetingelser.
Forsinkede fagfolk
Når det virker umuligt at fastslå, hvad der er årsag til sygdom, så handler det især om virkningsmekanismer. I både videnskabelig teori og praksis har en virkningsmekanisme samme status som den hellige gral i middelalderens legende: Lykkes det at finde den (og dermed evidensen), er mysteriet om årsagen løst. Men selv her i højteknologiens guldalder forbliver virkningsmekanismer alt for tit i det skjulte.
Uanset hvilken videnskabelig tradition man er opdraget i eller bekender sig til, har fagfolk det med at komme for sent. Forsinkelsen er dog lige så ufrivillig som den er uundgåelig. Begrundelsen er, at man ikke har mulighed for at observere bio-psyko-sociale virkningsmekanismer direkte, når de finder sted, og derfor først ser resultatet af dem – nemlig i form af følgende sygdom. Som detektiven står man med for få spor til at rekonstruere hele hændelsen i gerningsøjeblikket.
Forsøg på at komme så tæt som muligt på virkningsmekanismer kan hurtigt (og heldigvis) komme i strid med forskningsetik. Det ville f.eks. være en forbrydelse at eksperimentere med to grupper af forsøgspersoner for at finde ud af, om det er bestemte luftpartikler eller systematisk mobning, der er mest afgørende for udvikling af astma. Da individuel disposition og respons altid spiller ind, har den slags heller ikke ligefrem størst sandhedsværdi.
Beskedenhed
Debatter om årsager til sygdom kræver tålmodighed. Det gælder ikke i mindre grad, når talerne drejer sig om paletten af det, som kan gøre patienter raske.
Efterhånden hører det til almindelig indsigt, at helbredelse også kræver kendskab til både biologien, psyken og det sociale. Og at der derfor bør satses bredt med behandling.
I den fortsatte debat kan tilhængeren af ‘tilstrækkelig evidens’ indvende, at der også ved helbredelse er tale om skjulte virkningsmekanismer, som ganske vist er sandsynlige, men ikke bevist med sikkerhed.
Traditionen tro gælder det som et anerkendt forbehold. Det bør tages alvorligt, selv om man til tider godt kan få indtryk af, at det først og fremmest handler om at få ret og i anden række om at hjælpe. For den helbredte patient har det dog heldigvis kun akademisk betydning.
‘Det sande er det hele’, skrev filosoffen Hegel. Den store tænker havde store ambitioner, men i lighed med professionelle i sundhedens tjeneste kendte han heller ikke alt det, som udgør helheden. Ved eftertanke er det grund nok til at fortsætte arbejdet og samtidig være lidt beskeden i debattens hede.
