Mens Medicinrådet møder hård kritik for at afvise nye kræftlægemidler til brug på danske hospitaler, slår sundhedsminister Sophie Løhde (V) nu fast, at rådet ikke skal være for restriktivt i sine vurderinger.
»Det er helt afgørende, at vi i Danmark kan tilbyde alvorligt syge kræftpatienter en behandling på samme høje kvalitet som i udlandet,« lyder det i en mail fra ministeren.
Udtalelsen kommer, efter at en kortlægning for Dagens Medicin dokumenterer, at rådet har afvist at anbefale lige over halvdelen – 21 ud af 40 – af alle nye kræftlægemidler, der er blevet tilbudt til Danmark i de seneste 3 år, som standardbehandling.
Imens er de samme lægemidler i langt flere tilfælde blevet anbefalet i enten England, Frankrig, Tyskland eller af alle tre, viser opgørelsen. Det har ført til kritik fra flere, der ser tallene som et bevis for, at Medicinrådet har en alt for restriktiv tilgang til nye kræftbehandlinger sammenlignet med andre lande.
Til Dagens Medicin oplyser Løhde nu, at hun er ‘meget opmærksom på, at der er kritik af, at Medicinrådet i visse tilfælde giver afslag på kræftmedicin, som bliver anbefalet i andre lande’.
»Medicinrådet skal ikke være for restriktivt,« fastslår ministeren, som dog samtidig bemærker, at det er svært at sammenligne afgørelser om ny medicin mellem lande, da en anbefaling ikke altid vejer lige så tungt i udlandet, som den gør i Danmark:
»Når Medicinrådet har anbefalet et lægemiddel, kan danske patienter f.eks. regne med at få det tilbudt på sygehusene. Det er ikke altid tilfældet i lande som f.eks. Sverige og England, hvor en anbefaling ikke nødvendigvis betyder, at patienterne får tilbudt medicinen, for i de lande er det op til sygehusene selv, om de vil prioritere medicinen i deres budgetter.«
Patienter søger behandling i udlandet
Men uanset udskrivningspraksis i andre lande dokumenterer kortlægningen, at danske patienter har adgang til færre kræftlægemidler. Og netop det faktum skaber frustration på landets kræftafdelinger.
Over for Dagens Medicin erklærede overlæge på Rigshospitalet Ann Søegaard Knoop sig i går skuffet over, at rådet endnu ikke har godkendt lægemidlet Enhertu, som ifølge Ann Søegaard Knoop har vist sig at kunne give seks måneders ekstra levetid hos kvinder med en særlig type metastaserende brystkræft.
Så mange ansøgninger om individuel ibrugtagning af afvist medicin er blevet godkendt
Danske Regioner har oplyst, at regionerne i 2023 har modtaget 400 ansøgninger fra sygehuslæger om individuel ibrugtagning af ikke-anbefalet medicin, hvoraf 249 efterfølgende blev godkendt eller delvist godkendt, mens 151 ikke blev godkendt. Det svarer til, at 62 procent af ansøgningerne om individuel ibrugtagning blev godkendt eller delvist godkendt sidste år.
Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Medicinrådet har indtil videre udskudt beslutningen til i morgen, onsdag, hvor man vil give behandlingen den endelige tommel op eller ned. Indtil videre har rådet vurderet, at medicinen er for dyr i forhold til dens effekt sammenlignet med den nuværende standardbehandling.
Til Dagens Medicin har formand i Medicinrådet Jørgen Schøler Kristensen tidligere oplyst, at man afviser lægemidler, hvis effekten er meget lille, dokumentationen er spinkel, eller prisen er sat for højt.
»Sådan må det være i et sundhedsvæsen med begrænsede midler. Ellers vil vi samlet set få mindre sundhed for pengene i det danske sundhedsvæsen.«
Resultatet er imidlertid, at danske patienter i nogle tilfælde må betale af egen lomme for at blive behandlet i udlandet med medicin, der ikke er tilgængeligt i Danmark.
»Vi har nogle patienter hver måned her, der får behandling et andet sted; enten på privathospital i Danmark eller også rejser de til Sverige, Italien, Tyskland eller England,« lyder det fra Ann Søegaard Knoop fra Rigshospitalet.
Dagens Medicin har anmodet Indenrigs- og Sundhedsministeriet om et interview med sundhedsministeren om Medicinrådets afvisninger, men det er blevet afvist.
Løhde: Forventer, at regionerne retter ind
I sin mail bemærker Sophie Løhde desuden, at medicin afvist af Medicinrådet, stadig skal kunne tilbydes kræftpatienter, hvis en læge søger en individuel tilladelse i den pågældende region, hvor patienten behandles.
»Det fremgår meget klart af de prioriteringsprincipper, som Folketinget har udarbejdet,« lyder det fra ministeren.
Sophie Løhde var i 2016 med til at vedtage syv folketingsprincipper for hospitalsmedicin, hvoraf det 7. princip lyder, at ‘det skal være muligt ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er afvist til standardbehandling.’
Gennem tiden er regionerne dog blevet kritiseret fra flere sider for at afvise den type individuelle ansøgninger. Det er blandt andet sket i Region Hovedstaden ifm. Enhertu med den begrundelse, at medicinen fortsat er under vurdering i Medicinrådet.
Den begrundelse strider direkte imod Løhdes direktiv på området. I et brev til landets fem regioner, som Medicinske Tidsskrifter fik indsigt i sidste år, skriver Løhde således, at det bør være muligt ‘ud fra en konkret lægefaglig vurdering at behandle med lægemidler, som er under behandling i Medicinrådet’.
Løhde erkender dog over for Dagens Medicin, at nogle regioner har undladt at leve op til alle Folketingets vedtagne principper om hospitalsmedicin, og at det er »fuldstændig uacceptabelt.«
»Derfor har jeg også for nylig igen indskærpet over for regionerne, at de ikke kan afvise patienters ansøgninger med henvisning til, at et lægemiddel er under vurdering i Medicinrådet, og jeg har en klar forventning om, at de retter ind,« skriver hun.
Danmark afviser mere medicin end Frankrig, England og Tyskland
Medicinrådet har i perioden 2021-2023 afvist 21 ud af 40 nye kræftlægemidler, som Danmark er blevet tilbudt, mens 15 midler er blevet anbefalet, og 4 er delvist anbefalet.
De samme 40 lægemidler er også blevet tilbudt i Frankrig, England og Tyskland, hvor langt færre er blevet afvist.
England har således afvist 10 af midlerne, delvist anbefalet 8 og anbefalet 22. I Frankrig er 20 af kræftlægemidlerne blevet anbefalet, 13 midler er delvist anbefalet, mens 7 er afvist. I Tyskland er 37 af lægemidlerne blevet anbefalet, mens 3 er afvist.
Medicinrådet giver typisk mere end én begrundelse for at afvise et lægemiddel. En begrundelse, der går igen for afvisningen af de 19 kræftlægemidler, er, at de kommer med usikkerhed om patientens langtidsoverlevelse.
17 af de afviste midler er ifølge Medicinrådet forbundet med for høje omkostninger i forhold til den nuværende behandling, 10 kommer ifølge rådet med flere (svære) bivirkninger, for 6 midler vurderer rådet, at der mangler evidens for medicinens effekt, 6 vurderes til at have for høj pris og for 5 af midlernes vedkommende bemærker rådet, at der ikke kan bevises en bedre effekt end den nuværende behandling.
Kilde: VAPOS Consulting
Nemt for Løhde nærmest, at love patienter at de altid kan få den nyeste og dyreste medicin, når regeringen ikke vil betale regningen for stigende medicinudgifter.
Hvis Løhde vil til at godkende medicin fra hendes ministerkontor eller nede i folketingssalen, så ryger al faglig og saglig vurdering. Så bliver det mediehistorier og lobbyisme der kommer til at bestemme.
Medicinrådet gør et godt og grundigt stykke arbejde, og udfylder netop den funktion det blev skabt til.
To sætninger ved indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde i den ovenstående artikel fortjener at blive fremhævet: »Når Medicinrådet har anbefalet et lægemiddel, kan danske patienter f.eks. regne med at få det tilbudt på sygehusene. Det er ikke altid tilfældet i lande som f.eks. Sverige og England, hvor en anbefaling ikke nødvendigvis betyder, at patienterne får tilbudt medicinen, for i de lande er det op til sygehusene selv, om de vil prioritere medicinen i deres budgetter.«
Også i det eneste af Danmarks nabolande, som man har en fælles landgrænse med, fungerer budgetteringen helt anderledes end her i landet. Således er også primærsektoren dér i de fleste delstater budgetteret på medicinområdet, ved at hver lægepraksis har sit eget medicinbudget. Overskrider en lægepraksis sit medicinbudget skal den pågældende indehaver af praksissen argumentere over for foreningen af sygeforsikringer (NB det tyske sundhedsvæsen er på individniveau ikke skatte- men forsikringsfinansieret), hvorfor dette er sket. Hvis argumentationen ikke eller kun delvis bliver godkendt, skal den pågældende indehaver af lægepraksissen selv betale differencen mellem en evt. efterbevilling og overskridelsen.
Med det in mente risikerer man, som så ofte, at sammenligne pærer med appelsiner, når man udelukkende fokuserer på antallet af præparater, der falder under betegnelsen dyre lægemidler, som i de respektive lande bliver godkendt til introduktion i klinisk praksis.
I en anden artikel her i DM 19/04/24 (”Medicinrådet møder kritik fra flere sider for at afvise kræftlægemidler”) bliver forperson/forkvinde/formand for Brystkræftforeningen, Anja Skjoldborg Hansen (som, indrømmet, if. oplysningerne, der er tilgængelige på World Wide Web, ikke er læge, men cand. scient. i matematik og biologi, og ph. d. i biologi fra Københavns Universitet) spurgt, hvor hun selv mener, at grænsen bør gå for, hvor mange penge Danmark bruger for at forlænge livet hos kræftpatienter, og hendes svar lyder, at hun nødig vil sætte et beløb på:
»Det er jo en politisk afvejning, hvad cut off skal være.«
I situationer, hvor to parter, hvoraf den ene ikke har med den direkte faglige gerning at gøre, men kender til de nærmere administrative og økonomiske detaljer (politikere), og den anden, som er den udførende part, der har fagekspertisen, men hvis indsigt i den overordnede økonomi er aldeles begrænset (læger), kan skyde ansvaret gensidigt frem og tilbage mellem hindanden, kommer der sjældent noget godt ud af det. For at undgå denne situation bør ansvaret være placeret et synligt sted. Jeg har derfor svært ved at se, hvad der skulle være så dårligt ved Medicinrådets arbejde – især når det er muligt for læger, som anført i ovenstående artikel, at søge individuel særtilladelse til ikke godkendt medicin, hvilket åbenbart kun i lidt mere end 1 ud af 3 tilfælde fører til afslag.
Alt imens har Medicinrådet i mellemtiden givet grønt lys for trastuzumab/deruxtecan (Enhertu®) efter prisen er blevet sænket.
Ikke desto mindre er min personlige prognose for fremtiden den, at læger i højere grad vil blive tvunget til selv at tage en større del af ansvaret vedr. økonomiske aspekter omkring anvendelsen af dyre lægemidler og andre behandlinger – helst dog i form af konferencebeslutninger. Man kan bare håbe, at vi i den forbindelse også får opbakning i form af brugbare vejledninger fra vores respektive lægefaglige selskaber, samt dybere indblik i økonomiske og administrative sammenhænge, som eksempelvis forholdet mellem ”varme” og ”kolde” hænder i takt med stigende digitaliseringsgrad . . .