I de forgangne måneder har der været tre  iøjnefaldende historier om almen praksis:

Den første historie fortæller, at myndighederne nu vil lovgive om, hvor mange borgere den enkelte praktiserende læge skal kunne håndtere.

Den anden fortæller, at en praktiserende læge i Hellerup nu tilbyder en helt privat konsultation mod betaling af kr. 750. Fra samme postnummer tilbyder en praktiserende læge privat behandling med testosteron. Andre læger tilbyder private ‘Wegovy-konsultationer’.

Den tredje historie fortæller, at Region Sjælland nu søger læger til syv ‘nærklinikker’ i regionen, gerne på deltid og helt ned til 8 timer pr. uge.

Vi er medlem af PLO, fordi PLO gennem årene har givet klinikkerne nogle fordele, et fællesskab og en fremtidshorisont

Umiddelbart tre vidt forskellige historier, men måske er der en sammenhæng?

Siden 2012 har myndighederne (Sundhedsministeriet og Danske Regioner) ret åbent ønsket alternativer til de praktiserende læger, der arbejder under PLO’s landsdækkende aftale.

Fem år i venteposition sætter sine spor

Det er nok gået langsommere, end de havde håbet, men udviklingen har været tydelig:

Først skabte man 1813 i Region Hovedstaden, så kom der ‘midlertidige tilbud’ i lægedækningstruede områder og senere overtog man også en del af lægevagten i andre regioner.

Senest har regionerne nu mulighed for at etablere klinikker i direkte konkurrence med PLO-klinikker, når de selv ønsker det. Vi ser det i form af regionsklinikker, udbudsklinikker og koncernklinikker (primært Alles Lægehus).

Siden den relativt ambitiøse aftale mellem Danske Regioner og PLO tilbage i 2017, der dækkede årene 2018-2020, har aftalerne mellem PLO og Danske Regioner været af mere vedligeholdende karakter. Aktuelt bliver de nærmest bare forlænget. Ingen nye tiltag, ingen særlige ambitioner og heller ingen økonomisk vækst i aftalerne af betydning.

Nogle forudser, at PLO-forhandlingerne efter sundhedsreformen vil skrumpe ind til en formel regulering efter pristallet, og at det i realiteten udfordrer PLO’s eksistens. Den konklusion vil nok umiddelbart skabe en del glæde på ledelsesgangene i departementet og i regionerne.

Spørgsmålet er så, hvad der vil ske med de ca. 1.600 klinikker, der i dag ejes af praktiserende læger, og som er medlemmer af PLO?

Nogle sætter lighedstegn mellem PLO og de praktiserende læger, men det er der ikke. Hvis man tror, at 1.600 private virksomheder med en markedsværdi på flere mia. kr., blot vil se passivt til, mens de bliver overhalet af andre klinikformer, så tager man fejl.

Vi er patienternes læge, ikke PLO’s eller regionernes

Vi praktiserende læger har bundet hele vores arbejdsliv op på den arbejdsplads, som vi har været med til at skabe sammen med vores medarbejdere, og som borgerne sætter meget stor pris på. Vi har knyttet nogle meget stærke bånd, ikke bare til vores ansatte, men i høj grad også til lokalområdet og de borgere, der bor der.

Hvis myndighederne ikke længere vil udvikle almen praksis gennem aftaler med PLO, så kommer vi naturligvis ikke til at give op

Vi er medlem af PLO, fordi PLO gennem årene har givet klinikkerne nogle fordele, et fællesskab og en fremtidshorisont. Hvis de fordele og den horisont forsvinder, så forsvinder de praktiserende lægers interesse i PLO. Men interessen for vores egen arbejdsplads og virksomhed forsvinder naturligvis ikke.

De praktiserende læger har altid arbejdet på at skabe gode og levedygtige arbejdspladser for derigennem at kunne hjælpe patienterne i lokalområdet. For 40 år siden arbejdede vi i små lejligheder med en sekretær i entreen.

I dag dækker vi hele sortimentet fra den lille klinik, hvor én læge ved alt om, hvad der foregår, til det store lægehus med mange faggrupper og mange forskellige tilbud.

Konsekvensen ved at overflødiggøre PLO

Hvis myndighederne ikke længere vil udvikle almen praksis gennem aftaler med PLO, så kommer vi naturligvis ikke til at give op – så var vi ikke blevet selvstændige læger.

Så erkender vi situationen og ser på, hvilke andre muligheder vi så har for at udvikle vores klinikker, så vi ikke lider den stille død, sammen med PLO.

Nogle læger vil kunne rumme to klinikker i de samme lokaler: Én klinik til de ydelser, der er dækket af det offentlige: 10 minutter til hver patient, for nu vi skal se nogle flere. Og en anden klinik til dem, der vil betale selv, eller som måske har tegnet en forsikring, der kan købe dem mere og hurtigere tid hos den praktiserende læge, præcis som næsten 3 mio. danskere har gjort på andre områder i dag.

Andre læger vil gå rent privat og sprøjte med Botox, Wegovy eller binyrebarkhormon. Nogle vil tilbyde særlige services til ældre, der har behov for erfarne læger med tid, mens andre igen vil indføre ‘tid samme morgen’ til de travle børnefamilier. Der bliver en læge til enhver kundegruppe.

Pointen, og problemet, er, at klinikkerne vil søge i mange forskellige retninger. Vores interne sammenhængskraft og vores loyalitet til PLO og til regionen vil langsomt aftage.

Klinikkerne vil naturligvis udvikle sig i de retninger, som markedet bestemmer, nu hvor markedet for landsdækkende aftaler mister værdi.

Hvem, der bliver tabere og vindere i den udvikling, kan være vanskeligt at forudsige.

Vi, der hører til omkring storbyerne, skal nok ikke være så nervøse. Regionerne etablerer nok ikke lige 200 klinikker i Københavns Kommune over de næste 5-10 år, og selvom de gjorde, er markedet for sundhedsydelser nærmest umætteligt og betalingsviljen stor.

Det bliver nok lidt vanskeligere at finde en rigtig praktiserende læge i udkantsområderne, især der hvor regionen selv har åbnet en stor, flot og dyr klinik.

Man skal nok ikke investere hele sig selv og hele sit arbejdsliv i en lægeklinik, hvis naboen er en klinik med otte deltidsansatte læger, der ikke skal aflevere regnskaber, har en meget stor sponsor i ryggen, og hverken skal betale lønsumsafgift, forsikringer eller gebyr til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vi har allerede det perfekte kompromis

Både som praktiserende læge, som tidligere formand for PLO, og som privatperson med stor interesse for hele vores sundhedsvæsen, har jeg i 15 år kæmpet for at holde sammen på de praktiserende læger.

Blandt andet fordi jeg har en vedholdende tro på, at alle er bedst tjent med, at vi Danmark har en meget homogen almen praksis, som fungerer i et tæt og langsigtet samarbejde med de offentlige myndigheder og det øvrige sundhedsvæsen.

Vores nuværende model er måske i virkeligheden det perfekte politiske kompromis:

Den blå del af Folketinget får noget lokalt selvstyre med ‘kunder i butikken’, og den røde del får et ret ensartet tilbud til alle borgere – høj som lav – i et tæt samarbejde med de offentlige sygehuse og kommunerne.

Men dem, der har pengene, bestemmer, og hvis de vil noget andet, så bliver det sådan.

Jeg vælger hverken PLO eller regionerne

Jeg vil advare imod det, og jeg råber gerne højt, for det bliver en ændring, som vi aldrig kan føre tilbage igen. Når først markedskræfterne sætter ind, vil de ressourcestærke ikke acceptere, at vi går tilbage til et mere ensartet sundhedsvæsen – de vil have deres scanning og det skal være nu og senest i morgen.

Det bliver ikke myndighederne, der vinder her, det bliver dem med høj uddannelse og høj indkomst.

Jeg kommer dog ikke til at dø på korset. Vi kan selvfølgelig ikke drive en arbejdsplads og vores egen virksomhed i Holte, hvis vilkårene bliver dikteret fra et myndighedskontor i København.

Vi kommer til at udvikle vores lægehus, så vi fortsat gør vores borgere tilfredse. Det kan dog godt være, at vi kommer til at gå lidt på kompromis med idealerne:

For hvis myndighederne bestemmer, at der skal være disruption, så får de disruption.