Det har plaget ham i ti år, at han ikke kan gøre mere som praktiserende læge.

Når Anders Beich med praksis i København har patienter, som han ser som åbenlyse eksempler på nogle, hvis eneste mulighed er førtidspension, men som i stedet får endeløs og usammenhængende sagsbehandling, så fører det til magtesløshed for både patienten – men også hos ham som læge. Han har de senere år bedt to patienter om at flytte til en anden kommune end Københavns Kommune, hvis de ville have en mere saglig sagsbehandling mhp. førtidspension.

»Det er ikke lægearbejde at bede folk at flytte rundt i landet, men hvis man ikke kan komme videre med sine lægelige intentioner, så er man nødt til at være kreativ i sin rådgivning, hvis man skal holde til det som læge. Ligesom hvis jeg har en patient med svær astma, så kan jeg måske finde på at foreslå dem at skifte miljø væk fra storbyen fyldt med forurening fra udstødning, hvis det er realistisk. Her var patienterne så trængte af systemet, at de var helbredsmæssigt i fare, og derfor foreslog jeg dem at flytte kommune,« siger Anders Beich.

Han oplever flere kolleger, der hver især har en håndfuld patienter, hvor det ikke er forsvarligt at fortsætte med at indkalde dem til samtaler og prøve dem af i arbejdsrelateret øjemed. Og selvom Anders Beich vurderer patienten til ikke at have en restfunktion foreneligt med arbejde, føler han ikke, det bliver taget alvorligt.

»Jeg ved godt, at førtidspension kun skal tildeles mennesker, hvor det i princippet er påvist, at der ikke er nogen erhvervsevne. Men kan man ikke bevise sådan noget, det er et skøn. Læger og sundhedsprofessionelle foretager faglige skøn om funktionsevne, og det er det, de beder os om at gøre. Vi sidder ikke med en interesse om at få folk på pension. Hvis vi skriver i en erklæring, at der ikke er en funktionsevne af betydning, så er det fordi, vi vurderer det,« siger han og fortsætter:

»Man står magtesløs som læge, når man kan se faktuelle ting omkring folks sygdom og funktionsevne, og det så ikke bliver respekteret eller bliver tillagt særlig stor vægt. Den vurdering bliver ikke taget lige så alvorligt, som det skøn, jobcentret laver, som ofte er alt for optimistisk for disse få borgere,« siger han.

Ifølge Information kan der være store forskelle på tværs af kommunerne i vurderingen af, hvem der bør tildeles ressourceforløb og førtidspensioner. En af de kommuner,, hvor der er færrest førtidspensioner i forhold til befolkningsstørrelse, er netop København.

Mærkelig form for afmagt

Anders Beich beskriver det som en mærkelig form for afmagt enten at bede sine patienter om at flytte eller støtte dem i det, når de selv foreslår det. For bare det at flytte er en belastning i sig selv, når ressourcerne er så begrænsede, både økonomisk og helbredsmæssigt.

»Man sidder som praktiserende læge i en mærkelig klemme. Det er socialmedicinsk arbejde, som man kan bruge meget tid på, men det respekteres ikke,« siger Anders Beich.

I de to tilfælde, hvor han har bedt patienter om at flytte fra Københavns Kommune, er det lykkedes hans tidligere patienter at få tilkendt førtidspension i en anden kommune, da de begge havde alle papirerne i orden, som dokumenterede deres mangel på funktionsevne.

Han mener, at løsningen på problemet er at skabe et bedre samarbejde mellem lægerne, der laver vurderingerne og jobcentrene. Derudover skal vurderingen og samarbejdet ikke kun foregå på blanketter.

Anders Beich pointerer, at denne sag er en, han foreløbig kæmper for som praktiserende læge i København, men at der en sag, som Dansk Selskab for Almen Medicin, hvor han er formand, sagtens kunne gå ind i, hvis der er opbakning til det i bestyrelsen. Samarbejdet med de kommunale myndigheder hører klart under den almenmedicinske faglighed.

Beskæftigelsesborgmester: Behov for lovændringer

Information har skrevet om en kvinde, der er flyttet fra København til Hillerød for at få førtidspension. Avisen har forelagt hendes sag for Københavns beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev (R). Hun har sammen med landets seks største kommuner forsøgt at få regeringen til at ændre lovgivningen. Til sagen siger borgmesteren:

»Jeg har intet at udsætte på borgeren. Men det er klart, at som borgmester i den kommune, hun flytter fra, så synes jeg selvfølgelig, at det er rigtigt ærgerligt, at hun er flyttet. Og jeg er ked af, at vi ser de her forskelle kommunerne imellem. Derfor synes jeg også, det understreger behovet for en ændret lovgivning, for jeg kan ikke gøre andet end at bede jurister om at fortolke loven efter Ankestyrelsens praksis. Det her er et ærgerligt eksempel, som understreger, at der er behov for lovændringer, så forskellene mellem kommunerne bliver mindre,« siger hun til Information.