I over 20 år har Jannet Svensson, der er børnelæge og forsker på Steno Diabetes Center Copenhagen, arbejdet på, hvordan børn, unge og deres familier med type 1-diabetes får de bedste muligheder for at leve et godt liv.
Fra 1. marts tiltræder hun som professor i pædiatri på Københavns Universitet med fokus på diabetesteknologi til børn. Det skriver Steno Diabetes Center Copenhagen.
Jannet Svensson har været foregangskvinde inden for forskningen i hudproblemer som følge af diabetesteknologi, der påvirker 25-30 pct. af børn og unge med diabetes. Hun har desuden været med til at skabe Dansk Register for Børne- og Ungdomsdiabetes, som er blevet et vigtigt fundament for den epidemiologiske forskning på området.
»Jeg er drevet af nysgerrighed og en indre trang til at forbedre vilkårene for familierne. Hvis noget ikke fungerer, vil jeg gerne undersøge, om vi ikke kan gøre det bedre,« siger Jannet Svensson.
Teknologi har gjort behandlingen bedre
Børn og unge har tidligere været nødt til at stikke sig flere gange om dagen for at tage insulin, og de skulle samtidig administrere og måle deres blodsukker manuelt. I dag får familier, børn og unge hjælp af automatiske insulinpumper og glukosesensorer, der måler blodsukker og giver insulin løbende.
»Teknologien er virkelig en gave, som har gjort behandlingen bedre og bedre, men den giver os også en ny type af udfordringer. Forældrene har altid mulighed for at følge med i barnets blodsukker, og det betyder, at de er på 24/7. Jeg tror, at en af vores største opgaver i fremtiden bliver at hjælpe forældre og børn med at få ro på,« siger Jannet Svensson.
I forbindelse med det kommende projekt StenoChild skal Jannet Svensson undersøge, om mentaltræning efter compassion-metoden kan indarbejdes i konsultationen, så familierne får hjælp til at finde ro i de bekymringer og udfordringer, de kan opleve.
Peter Rossing, chef for Afdeling for Klinisk og Translationel Forskning på Steno Diabetes Center Copenhagen, glæder sig over, at professoratet er gået til Jannet Svensson:
»Det er både en styrkelse af et vigtigt forskningsfelt og en anerkendelse af Jannet Svenssons store indsats, at hun nu får et professorat i pædiatri med fokus på diabetesteknologi. Jannet Svensson er et vigtigt fyrtårn og et forbillede for de næste generationer af forskere,« siger Peter Rossing.
Sideløbende med sit professorat vil Jannet Svensson fortsat være overlæge i Børne-Unge Steno, der er Nordeuropas største børnediabetesklinik.