Aarhus Universitet får Danmarks første professor i familiesygepleje Anne Brødsgaard har modtaget sit professorat i familiesygepleje. Hun vil gøre det lettere for familier at håndtere hospitalsindlæggelser samt den nye hverdag efterfølgende.

Anne Brødsgaard er ny professor i familiesygepleje på Institut for Folkesundhed. Hun tiltrådte professoratet 1. juli. Det skriver det sundhedsfaglige fakultet på Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Målet for Anne Brødsgaard er at forene familien i eget hjem hurtigst muligt efter en hospitalsindlæggelse, så familien hurtigt kan vende tilbage til et nyt hverdagsliv.

Hun udvikler og afprøver nye behandlings- og plejemodeller, som kan optimere hospitalsindlæggelsen samt kontakten mellem familien og det sundhedsfaglige personale.

Det er dog ikke kun familierne, som Anne Brødsgaard arbejder for, der vil få gavn af den forskning, som hun bedriver i samarbejde med klinisk praksis. Forskningen medvirker nemlig også til at frigive ressourcer til andre pleje- og behandlingskrævende børn og deres familier. Det har positiv betydning for folkesundheden og samfundsøkonomien.

Anne Brødsgaard er tilknyttet Institut for Folkesundhed og varetager samtidig sin nuværende stilling på Amager og Hvidovre Hospital, hvor hun er tilknyttet Børne- og Ungeafdelingen og Obstetrisk Afdeling.

Skriv kommentar