Kronikerpakker, sundhedsråd, sammenlægninger, aftaler og indsatser. Sundhedsreformen er over os, og samtalerne om, hvordan vi kommer videre, summer om kap med bierne.
Jeg har tidligere luftet min bekymring over den mandatløshed, som gennemsyrer sundhedsvæsenet, og som i vidt omfang efterlader en stor mængde grupper og råd med en grad af fagpolitisk eller organisatorisk indflydelse men uden direkte magtbeføjelser. Og det kan blive rigtig farligt, nu hvor platformen varmer op.
Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med sundhedsreformen! Og med det stærke, politiske mod, der ligger bag. Men det er utydeligt for mig, på hvilket niveau af den klassiske, hierarkiske ledelsesstruktur, nogen for alvor vil lægge hånden på kogepladen.
Da sundhedsreformen blev lanceret, gjorde politikerne det klart, at nu skal regioner og kommuner i arbejdstøjet. Det er både klogt og nødvendigt at lægge opgaven ud. Regionsledelser og kommuner har også hilst reformen velkommen – med samme budskab til egne ledere og medarbejdere, nemlig at: Nu er det jer, de fagprofessionelle, der skal i arbejdstøjet og finde gode løsninger.
Helt sikkert rigtigt og vigtigt.
Tværgående arbejde fra øverste hylde
Men i næste led har hospitalsdirektionerne fulgt trop og tillidsfuldt lagt opgaven ud til cheferne, som ‘…jo ved bedst, hvad der rører sig derude’. Og som chef (det er så mit led her…), har jeg selvfølgelig haft mine mellemledere og speciallæger om bordet og fortalt dem, at de jo har en central opgave i at få realiseret A, B og C og få skabt sammenhænge og synergi på tværs til gavn for patienterne.
Hvis vi skal lykkes med synergi på tværs, så SKAL vi turde trække en rive igennem ledelsesstrukturen, som den har set ud i de årtier
Og for at fuldende kadencen har flere mellemlederne sunget rundesangen videre for deres medarbejdere i reference.
Jeg er enig i, at vi som fagprofessionelle skal finde de gode løsninger, inden andre finder de dårlige. Men det skal gå stærkt. Og jo længere ud i de lokale kæder, vi rykker opgaven, jo mere mandatløshed rammer vi ind i. Ikke engang hospitalsdirektioner har som bekendt magt til at beslutte noget uden for egen matrikel.
Flytning af læger fra A til B, delestillinger, kørselsordninger, kompensation for udetjeneste, decentralisering, ansættelsesstop, remote-arbejde og alt den slags fylder meget i hverdagens samtaler.
Mens ingen – eller kun få – taler om udflytning af ledelsen, sammenlægning af direktionerne og i det hele taget om, hvordan man understøtter det tværgående arbejde fra øverste hylde.
Tværgående direktører
Hvorfor taler vi ikke mere om tværgående kronikerdirektører, onkologidirektører, direktører for det nære sundhedsvæsen, for hjemmebehandling, for forebyggelse, for akutområdet og meget, meget mere? Og om cheflæger i samledelse eller gensidig udetjeneste?
Hvis vi skal lykkes med synergi på tværs, så SKAL vi turde trække en rive igennem ledelsesstrukturen, som den har set ud i de årtier, hvor uligheden ret beset har vokset sig større. Både på grund af stærke, politiske krav, som har tvunget kommuner, regioner, hospitalsledelser og andre cheflag til at fokusere skarpt på egne tal og målsætninger, men også på grund af manglende mandat og incitament udenfor egen baggård.
Små grupper af tværgående direktører med tydeligt mandat og med tæt kobling til både de sundhedsfaglige råd og de nye sundhedsråd kunne, efter min mening, være et godt sted at starte.
‘Walk the talk’ er et godt princip. Og det kan godt medføre, at vi, som ledelser, også skal købe vandresko.
Jeg siger det bare.
