Lisa Fleischer Michaelsen
Lisa Fleischer Michaelsen er ny socialoverlæge på Amager og Hvidovre Hospital. Hendes opgave bliver blandt andet, at støtte de kliniske afdelinger i at sikre bedre patientforløb for udsatte patienter. Foto: Amager og Hvidovre Hospital

Amager og Hvidovre Hospital henter ny socialoverlæge Som socialoverlæge på Amager og Hvidovre Hospital får Lisa Fleischer Michaelsen til opgave at støtte de kliniske afdelinger i at sikre et bedre patientforløb for de udsatte patienter.

Amager og Hvidovre Hospital har ansat Lisa Fleischer Michaelsen som socialoverlæge. Det skriver Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse. 

Lisa Fleischer Michaelsen er uddannet speciallæge i samfundsmedicin og har tidligere arbejdet i blandt andet kriminalforsorgen, Styrelsen for Patientsikkerhed og DIGNITY – Dansk Institut mod Tortur.

Som socialoverlæge får Lisa Fleischer Michaelsen til opgave at støtte de kliniske afdelinger i at sikre bedre patientforløb for udsatte patienter. 

»Jeg vil gerne kæmpe for, at folk får lige adgang til sundhed og sociale ydelser. Socialt udsatte falder ofte mellem to stole, fordi de ikke hører til et bestemt speciale,« siger hun og fortsætter:

»Måske skal vi i virkeligheden se på strukturen i sundhedsvæsenet, når vi har en særlig gruppe, der ikke passer ind i vores system. Kan vi være mere fleksible? Hvad kan vi gøre for at give socialt udsatte et godt patientforløb, som passer til dem?«

Lisa Fleischer Michaelsen bliver en del af en gruppe på fire socialoverlæger i Region Hovedstaden, der består af to somatiske socialoverlæger og to psykiatriske socialoverlæger.

Skriv kommentar