Omkring 113.000 patienter blev i 2022 behandlet for psykisk sygdom i voksenpsykiatrien, mens det gjaldt 40.000 patienter i børne- og ungdomspsykiatrien. Og i perioden fra 2013 til 2022 er der samlet sket en stigning på ca. 18 pct. i antal mennesker i psykiatrisk behandling. Det viser en ny, opdateret samling af tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark, som Psykiatrifonden står bag.
Som noget nyt er der i samlingen et kapitel om ældres psykiske sygdomme, men også nye tal for forekomst, børn og unge, behandling og livet med psykisk sygdom. Det skriver Psykiatrifonden i en pressemeddelelse.
I løbet af et livsforløb vil 82 pct. på et tidspunkt enten få udskrevet medicin for psykisk sygdom og/eller blive behandlet for psykisk sygdom, anslår Psykiatrifonden.
»Det er afgørende at være opmærksom på børn og unge med psykisk sygdom og den fortsatte stigning i psykiatriske diagnoser blandt dem, for psykisk sygdom kan trække negative spor gennem hele livet. Derfor skal det være nemmere for børn, unge og deres familier at få den rette hjælp tidligt,« siger Marianne Skjold, der er direktør i Psykiatrifonden.
Psykiatrifonden vil ligestille psykisk sygdom og somatisk sygdom. Fonden skriver, at der er mange eksempler på, at psykiatriske patienter ikke får den samme standard i behandling, som somatiske patienter kan forvente.
Et af problemerne er, at der f.eks. er mange landsdækkende kvalitetsstandarder inden for kærftspecialet og hjerte-karspecialet, men ingen for børne- og ungdomspsykiatrien og kun få i voksenpsykiatrien. Skriver de i pressemeddelelsen.
Læs hele rapporten: Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark.