Findes der et patienthierarki, er de for længst røget ud af bunden. Københavns gadehjemløse slås med massive misbrugsproblemer med alskens somatiske følgesygdomme, og en stor del er samtidig sindslidende. Deres elendige ernæringstilstand og fraværende personlige hygiejne føjer hyppige infektioner til sygdomsbilledet. Over halvdelen er desuden smittet med hepatitis-C eller hiv. Stress, vold og en alarmerende høj dødelighed præger miljøet, de færdes i.

Selvom de jævnligt har brug for sundhedsfaglig hjælp, har de svært ved at overholde aftaler med det etablerede sundhedsvæsen. Og her føler personalet sig ofte nødsaget til at bortvise dem, fordi de optræder uregerligt eller aggressivt. Af samme grund er en stor del af de hjemløse kendte ansigter på hovedstadens skadestuer.

Det giver derfor i høj grad mening at iværksætte en mere systematiseret lægefaglig indsats over for denne hårdt plagede patientgruppe, mener læge Henrik Thiesen, der står i spidsen for et nyt opsøgende sundhedsteam. Området er næsten ukendt i lægekredse, da det normalt er overladt til socialarbejdere, men Henrik Thiesen kender allerede patientgruppen, bl.a. fra et treårigt sundhedsprojekt rettet mod Københavns Kommunes mest marginaliserede narkotika- og alkoholmisbrugere, som han ledede fra 2001.

»I projektperioden behandlede vi f.eks. en misbruger, der havde haft ikke færre end 59 kontakter med skadestuen i løbet af året, inden han fik kontakt med vores team. Og han havde ikke én eneste kontakt til skadestuen efter! Det viser jo, at det både sparer menneskelig lidelse og samfundsøkonomi at være opsøgende over for denne gruppe borgere,« siger Henrik Thiesen, der tidligere har arbejdet med alkoholmisbrugere og bl.a. været med til at starte en privat behandlingsinstitution.

Efter projektfasen, som bl.a. var finansieret med satspuljemidler fra Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet, har kommunens Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning besluttet at videreføre erfaringerne fra forsøget som en permanent ordning.

Det nye team, der ud over Henrik Thiesen består af fire nyansatte, men meget erfarne sygeplejersker, skal med udgangspunkt i kommunens 19 lokalcentre have tæt kontakt med de socialarbejdere, der allerede arbejder på gadeplan. Andre samarbejdspartnere bliver personalet på både offentlige og private herberger, væresteder og natcaféer samt ikke mindst Vestre Fængsel.

Mangel på koordinering

Ideen er, at teamets medarbejdere skal træde ind på direkte opfordring, undersøge, eventuelt behandle akut, sætte en udredning i gang og sørge for, at patienten sendes videre i behandlingssystemet. Og bagefter se til, at patienten følges i et eventuelt efterbehandlingsforløb.

»Det har særligt været den koordinerende indsats, det har knebet med, når hjemløse er blevet udskrevet efter den ene eller anden type behandling. Især for dem, der har en dobbeltdiagnose som både misbruger og sindslidende. Netop på grund af deres sindslidelser eller misbrug er de ofte ikke selv i stand til at følge en efterbehandling,« siger Henrik Thiesen.

Indsatsen bliver endnu vanskeligere af, at de hjemløse patienter sjældent passer ind i sundhedsvæsnets normale rammer.

»En del hjemløse har i det hele taget svært ved at leve op til de krav, det etablerede sundhedsvæsen er nødt til at stille til brugerne. Og nogle har måske også en stærk modvilje imod alle former for institutioner. Derfor vil vi typisk benytte et ledigt rum på enten lokalcentrene eller værestederne til undersøgelse og behandling. Så foregår det der, hvor den hjemløse føler sig nogenlunde tryg, og på lige det tidspunkt, hvor vedkommende er parat til at tage imod behandling,« forklarer Henrik Thiesen.

Den treårige projektfase blev også benyttet til at indsamle udførlige data om de hjemløses komplekse sygelighed og behandlingsbehov. Projektmedarbejderne og deres samarbejdspartnere indsamlede data fra knap 500 gadehjemløse.

Et lægefagligt pionerområde

»Der er en mere eller mindre konstant kernegruppe af 50-100 hjemløse i København, hvoraf mange i øvrigt er fra Norge, Sverige eller andre lande. Der kommer hele tiden nye til, men da dødeligheden er enorm, mener vi ikke at kunne konstatere en egentlig stigning i antallet. 80 procent er mænd, men de kvinder, der lever på gaden, er mindst lige så hårdt belastede.«

»For mændenes vedkommende kommer der så også testosteron ind-over. Det betyder, at de ind imellem kommer i klammeri med hinanden eller er udsat for overfald. En del dør efter vold eller ulykker,« siger Henrik Thiesen.

Han understreger, at sundhedsteamet manøvrerer på et lægefagligt pionerområde, både i behandlings- og forskningsmæssig forstand. Hidtil har der været en meget beskeden interesse for en rent sundhedsfaglig tilgang til denne særlige gruppe borgere. De fleste hjemløseprojekter har haft et socialt sigte, så der er ikke mange videnskabelige data at læne sig op ad.

Sundhedsteamets opgave er at yde den bedst mulige lægefaglige bistand under de givne vilkår og sideløbende sørge for at registrere og journalisere. Det sker både for at sikre samme professionelle standard og gennemskuelighed, der gælder andre steder i det danske sundhedsvæsen, og også med henblik på forskning, pointerer Henrik Thiesen.

Klar til gadelivet

Ambitionen for sundhedsteamet er til gengæld ikke at afvænne hjemløse misbrugere eller afrette dem til at blive bofaste.

»Man kan måske lidt ironisk sige, at vi først og fremmest skal gøre de hjemløse mere fit for fight til det hårde liv på gaden. I nogle tilfælde kan alene det, at en person får det bedre, føre til, at han har overskud til at modtage et tilbud om f.eks. stoffri behandling. Eller bare til at flytte ind på et herberg. Og vi har da også i projektperioden oplevet, at en hjemløs er blevet så stabil, at vedkommende flyttede i lejlighed,« siger team-lægen, der regner med, at han og de øvrige medarbejdere af praktiske og trafikale grunde fortrinsvis vil træde pedalerne rundt i det københavnske storbylandskab.

Sundhedsteamet benytter et par lokaler på Aktivitetscentret på Sundholm som sin base.

Helle Broberg Nielsen