Nyt center skal fremme sundhed og trivsel hos børn Sundhedsministeriet og Novo Nordisk Fonden har indgået et samarbejde om at oprette Center for Sundt Liv og Trivsel. Søren Brostrøm og Morten Grønbæk skal være frontpersoner for det nye center.

I foråret besluttede et flertal i Folketinget at afsætte 10 mio. kr. i perioden 2023-2032 til at oprette et nyt center, der skal fremme sund vægt og trivsel hos børn i Danmark. Nu har Novo Nordisk Fonden besluttet at bevilge op til én mia. kr. over 10 år til centeret.

Med det nye specialiserede videns- og kompetencecenter, og den store langsigtede bevilling fra Novo Nordisk Fonden, har vi et godt grundlag for at vende udviklingen

Søren Brostrøm, direktør, Sundhedsstyrelsen

Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Center for Sundt Liv og Trivsel forventes at åbne 1. januar til næste år og har til formål at tilvejebringe ny viden om vægt og trivsel blandt børn. Den ny viden skal bruges til at udforme en række indsatser målrettet både børn, deres familier og fagprofessionelle. 

Med indsatserne vil man fremme trivslen og forebygge en dårlig vægtudvikling, der kan få betydning for barnets fysiske og psykiske sundhed. Indsatserne skal ske i tæt samarbejde med en række offentlige og private aktører, blandt andet kommuner, regioner, uddannelsesinstitutioner og foreninger.

Overvægt er et stigende problem i Danmark, og der er brug for ny viden og mere effektive tiltag, end vi har i dag, til at forstå og afhjælpe vægtproblemer og mistrivsel blandt landets børn og unge. Overvægt i barndommen følger ofte med i voksenlivet, som kan føre til en række alvorlige sygdomme.

Derfor er det vigtigt at sætte ind allerede i barndommen. Samtidig er overvægt blandt børn også forbundet med en række fysiske, psykiske og sociale udfordringer, som kan udvikle sig til psykiske lidelser, forringet livskvalitet og dårligt selvværd.

Stærke profiler i spidsen

Sundhedsministeriet har valgt at udpege Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, som formand for det nye centers bestyrelse. Læge, ph.d. Morten Grønbæk, som nu er direktør for Statens Institut for Folkesundhed, er ansat som centerdirektør.

»Udpegningen af Søren Brostrøm som formand er udtryk for, at børns sundhed og trivsel har den højeste prioritet for regeringen. Samtidig er det en stor gevinst for centeret, at det er lykkedes at tiltrække en så stærk profil på forebyggelsesområdet som Morten Grønbæk som direktør for centeret. De to vil være garant for høj faglighed og et godt samspil mellem myndighederne, forskningsinstitutioner og centerets arbejde,« siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Medlemmerne af bestyrelsen for Center for Sundt Liv og Trivsel er indstillet af Sundhedsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Danske Regioner, KL og Novo Nordisk Fonden. 

Både Søren Brostrøm og Morten Grønbæk ser frem til arbejdet med Center for Sundt Liv og Trivsel. De håber, at centeret kan være med til at begrænse den negative udvikling i overvægt og trivsel blandt danske børn og unge.

»Svær overvægt er et stigende sundhedsproblem, men en fokuseret indsats i barndommen kan både forebygge overvægt senere i livet og hjælpe det overvægtige barn, der oplever stigmatisering, lavt selvværd og dårlig trivsel. Med det nye specialiserede videns- og kompetencecenter, og den store langsigtede bevilling fra Novo Nordisk Fonden, har vi et godt grundlag for at vende udviklingen,« siger Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen og formand for Center for Sundt Liv og Trivsel.

Skriv kommentar