Pressede lægespecialer fylder mest blandt de højeste lægelønninger Regionernes top 20-lister over de højest lønnede læger er ifølge regionsdirektørerne et udtryk for, hvilke læger der skal løbe hurtigst. Anæstesiologi, psykiatri og kardiologi er de specialer på tværs af regionerne, hvor der er mest fart på.

Mange læger arbejder meget – det er de fleste klar over – men lægerne bliver også godt betalt for de mange arbejdstimer. Sidste år tjente 35 læger således mere end 2 mio. kr. – omtrent en fordobling af deres grundløn – og ifølge direktørerne i de fem regioner skyldes den høje løn i langt de fleste tilfælde, at den pågældende læge har arbejdet rigtig meget.

»Det her er et udtryk for nogle mennesker, som frivilligt og i dialog med ledelsen påtager sig en helt masse ekstra arbejde. De gør en indsats og tager fra dér, hvor vi har brug for hjælpen,« siger Jane Kraglund, regionsdirektør i Region Syddanmark.

Lader man øjnene rulle hen over de fem regioners top 20-lister over de bedst betalte sidste år, får man dermed et indtryk af, hvilke lægespecialer, der må lægge flest timer på de danske hospitalsgange. En lille gruppe lægespecialer udgør nemlig størstedelen af listerne med de løntunge læger. Det drejer sig om anæstesiologi, psykiatri, kardiologi og radiologi. I Region Midtjylland er særligt anæstesilægerne stærkt repræsenterede på listen, og det skydes, at mange læger med netop dét speciale udover arbejdet på sygehusene også varetager regionens akutfunktioner, forklarer koncerndirektør Ole Thomsen.

»Sidste år havde vi ni lægebiler i regionen, og vi har ikke anæstesilæger ansat på hospitalerne svarende til, at vi også skal køre bilerne. Så bruger vi vores egne læger som konsulenter til at køre lægebilerne,« siger han og forklarer, at en række af lægerne også har akuthelikoptervagter. 

Lægemangel presser flere specialer

I Jane Kraglunds region står anæstesilægerne for rigtig mange arbejdstimer. Her er otte ud af de 20 læger i Region Syddanmark, der tjente mest i 2018, således speciallæger i anæstesiologi. Den bedst lønnede læge i hele Danmark sidste år, er overlæge på akutafdelingen på Kolding Sygehus i Region Syddanmark, og ifølge sygehusets vicedirektør, Mads Koch Hansen, er en del af forklaring på, hvorfor overlægen har måttet arbejde så meget netop, at de er lægemangel på en række specialer, hvilket viser sig på lønningslisterne.  

»I Region Syddanmark har vi ligesom mange andre steder i landet speciallægemangel. Så selv om vi rigtigt gerne ville ansætte flere læger sidste år, kunne det simpelthen ikke lade sig gøre,« sagde Mads Koch Hansen til Dagens Medicin i starten af juni.

Udover anæstesilægerne, som altså trækker særligt mange vagter og dermed en høj løn, fordi de varetager flere af akutfunktionerne, er radiologi også et af de specialer, som mærker pres i det midt- og sydjyske, og Region Midtjylland oplever ifølge Ole Thomsen rekrutteringsvanskeligheder på området.

»Der er også en gruppe af radiologer, der fylder meget. Og det handler om, at nogle hospitaler har rekrutteringsproblemer i forhold til radiologi. Der mangler måske fem speciallæger eller sådan noget lignende. Så det er helt konkret rekrutteringsproblemer,« siger han.

Politiker: Der skal ansættes flere

Det er velkendt, at psykiatrien har udfordringer med at rekruttere, og det viser sig også på listerne. I Region Nordjylland er både kardiologi og psykiatri på listen over specialer, hvor regionen har fokus på en særlig rekrutteringsstrategi, oplyser HR-chef i regionen, Mariane Therkelsen, men også i hovedstadsregionen og Region Sjælland er psykiatrien pænt repræsenteret på top 20-listerne.

De hårdtarbejdende speciallæger fik i sidste uge sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen (SF), til at sætte fokus på behovet for at kunne ansætte mere personale på sygehusene. Modsat sin kollega Liselott Blixt (DF) bekymrer det SF-ordføreren, at der er så mange læger, der må lægge så mange arbejdstimer i sundhedsvæsenet.

»Overarbejde er ikke den rigtige løsning, for det er en rigtig dyr løsning,« sagde hun til Dagens Medicin.

Regionsdirektør i Region Midtjylland, Anders Kühnau, så da også gerne, at regionerne kunne ansætte sig ud af udfordringen med de pressede specialer, men så længe der er speciallægemangel, kan det ikke lade sig gøre. Udsigten til flere nyuddannede læger over de kommende år, får dog regionsdirektøren til at se lysere på fremtiden.

»Der er nogle specialer, hvor vi er rigtig hårdt udfordrede, fordi vi simpelthen ikke har speciallægeressourcer – hvor vi ikke kan rekruttere erfarne speciallæger. Og det betyder, at vi trækker rigtigt meget på de speciallæger, vi har. Hvis vi havde muligheden for at rekruttere mere personale, så ville vi selvfølgelig gøre det. Men nu bliver der uddannet rigtig mange læger over de kommende år, og så forventer jeg, at udfordringen bliver mindre,« siger han. 

Læs også: Tjente 3,2 mio. kr. i 2018: »Jeg elsker mit arbejde, men jeg gør det heller ikke igen«

Læs også: De flittige læger er dyre læger

Læs også: Formand: Færre dyre læger i fremtiden

Læs også: Politikere er uenige om millionlønninger til læger

Skriv kommentar