Køleskabe kan ødelægge kvaliteten af insulin Diabetespatenter opbevarer deres medicin i køleskabe, men mange køleskabe rammer ofte ved siden af de anbefalede temperaturer for opbevaring af insulin.

Diabetespatenter opbevarer deres medicin i køleskabe, men mange køleskabe rammer ofte ved siden af de anbefalede temperaturer for opbevaring af insulin.

Mange former for medicin skal opbevares ved specifikke temperaturer, så de ikke mister deres fulde effekt. Det gælder også insulin, der skal opbevares ved 2 til 8 grader celsius i køleskabet eller ved 2 til 30 grader celsius, når medicinen tages med uden for hjemmet.

Et nyt studie indikerer dog, at insulin ofte bliver opbevaret ved forkerte temperaturer, fordi mange diabetespatienters køleskabe ikke altid er i stand til at holde den korrekte temperatur. Det betyder, at effekten af insulinen falder.

»Mange personer med diabetes opbevarer uvidende deres insulin forkert på grund af varierende temperaturer i folks køleskabe. Når man opbevarer insulin i hjemmet, skal man altid bruge et termometer til at sikre sig, at temperaturen er korrekt. Langtidsopbevaring af insulin har allerede vist sig at have en effekt på muligheden for at holde blodsukkerniveauet under kontrol,« siger kvinden bag det nye studie, læge Katarina Braune fra Charité – Universitaetsmedizin Berlin, i en pressemeddelelse.

Det nye studie er netop blevet præsenteret på EASD-kongressen i Berlin.

Store temperatursvingninger i opbevaret insulin

I studiet har forskerne henover 49 dage brugt temperaturloggere til at måle temperaturen på 388 diabetespatienters insulin hvert tredje minut. Det gjaldt, uanset om insulinen var i hjemmet, i køleskabet eller i en taske på arbejdet.

Analysen af data fra 400 temperaturloggere (230 i køleskabe og 170 i bærbar insulin) viste, at 79 pct. af insulinen blev opbevaret ved temperaturer, der afveg fra det anbefalede temperaturspænd. I gennemsnit blev insulin i køleskabe opbevaret uden for deres anbefalede temperaturspænd i 11 pct. af tiden. Det svarer til to timer og 34 minutter om dagen. Derimod blev den bærbare insulin kun opbevaret uden for det anbefalede temperaturspænd i otte minutter om dagen.

Kolde temperaturer var faktisk det største problem. 66 ud af 400 sensorer oplevede temperaturer under 0 grader i gennemsnitligt tre timer om måneden.

»For personer, der er afhængige af insulin gentagne gange om dagen, er præcise doser essentielt for at holde sygdommen under kontrol. Gradvis reduktion i medicinens effekt introducerer unødvendig variation i doserne. Der er behov for mere forskning for at fastslå, om variationen i temperaturer også har en klinisk effekt,« siger Katarine Braune.

Skriv kommentar