Blokering af lysfølsomhed kan lindre migræne Forskere finder frem til nyt middel, der kan blokere særlige lyssensorer i øjnene.

Forskere har identificeret et nyt præparat, der potentielt kan behandle migræne ved at blokere særlige lyssensorer i øjnene. Opdagelsen, der er offentliggjort i en artikel i tidsskriftet Nature Chemical Biology, kan bidrage til at afhjælpe lysfølsomhed forbundet med hovedpine og migræne.

Forskere fra Salk Institute for Biological Studies i USA fandt i samarbejde med Lundbeck frem til en række kemiske stoffer kaldet opsinamider, der kan blokere melanopsin – en receptor i øjet, der kan opfange lys uafhængigt af vores normale syn, og som er ansvarlig for vores søvnrytmer og for at trække pupillen sammen, når øjet udsættes for lys, selv når vi sover.

Denne stimulering af lysfølsomhed kan også forårsage hovedpine og migræne, og forskerne antog derfor, at hvis man fandt en måde at blokere melanopsin, kunne man sandsynligvis forebygge og behandle migræne.

Udfordringen bestod dog i ikke at ramme de andre øjereceptorer, der er tæt forbundet med melanopsin, kaldet rhodopsiner og cone opsiner, der er ansvarlige for at overføre visuel information til hjernen.

I dette studie analyserede forskerne sig frem til en række kemiske stoffer, opsinamider, der ikke interagerede med rhodopsiner og cone opsiner, men omvendt formåede at hæmme calciumtilførslen til melanopsin-receptorerne således, at deres signalering til hjernen blev blokeret.

Opsinamiderne blev derefter undersøgt i mus for at måle den psykologiske effekt og påvirkningen af musenes melanopsiner

Resultatet viste, at pupillen hos de mus, der var behandlet med opsinamider, ikke trak sig sammen, når de blev udsat for lys i forhold til mus, der ikke fik behandlingen. Samtidig havde opsinamiderne ingen effekt på mus, der var født uden mealnopsin-receptorer, hvilket peger på, at opsinamiderne er specielt målrettet denne receptor.

Når de mest lovende kemiske opsinamid-stoffer er udviklet og undersøgt nærmere i kliniske studier, har de et gavnligt potentiale hos mange forskellige personer, der har problemer med lysfølsomhed; f.eks. hos skifteholdsarbejdere med uregelmæssige søvnrytmer, hos natarbejdere, der skal sove i dagslys, og hos personer med hovedpine og migrænesmerter, der forværres af lys.

Nature Chemical Biology, online: Small-molecule antagonists of melanopsin-mediated phototransduction

Skriv kommentar