Annmarie Lassen er Danmarks første professor i akutmedicin. Hun arbejder i øjeblikket med at udvikle et system, der kan hjælpe personalet på akutmodtagelsen til bedre at kunne holde øje med potentielle risikopatienter.
Folkene bag Tagea Brandts Rejselegat ønsker med udpegningen at belønne Annmarie Lassen for hendes fokus på forskning, som har potentiale til at kunne forandre og forbedre den kliniske tilgang til patienterne.
Legatet gives som en hædersgave til kvinder, der har ydet noget betydeligt inden for videnskab, billedkunst, musik, litteratur eller skuespilkunst, og Annmarie Lassen modtager prisen i forventning om, at hun kommer til at levere betydende resultater inden for sit forskningsområde.
Annmarie Lassen er kandidat fra Aarhus Universitet i 1989. I 2007 blev hun speciallæge i infektionsmedicin og i 2010 forskningsleder og overlæge på Akut Medicinsk Modtageafdeling OUH – som nu er blevet til Fælles Akutmodtagelse OUH.
Fra 1/12 2011 professor i Akut Medicin ved Klinisk Institut, Syddansk Universitet/Fælles Akutmodtagelse OUH.
Tagea Brandts Rejselegat blev første gang uddelt i 1924. På listen over modtagere er blandt andre Anna Ancher, Karen Blixen, Ghita Nørby og Nikoline Werdelin.