PH-værdi i celler påvirker blodtryk Forskere fra Aarhus Universitet har gennemskuet en af de mekanismer, der ligger bag forhøjet blodtryk.

Professor, dr. med. Christian Aalkjær fra Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, har sammen med sin forskergruppe påvist, hvordan surhedsgraden i små blodkars celler kan påvirke blodtrykket hos mennesker, der er udstyret med en afvigelse i et bestemt gen.

I museforsøg har Christian Aalkjær og kollegerne opdaget, at genet koder for proteinet NBCn1, som står for at transportere bikarbonat ind i de helt små blodkars celler. Bikarbonat er med til at regulere cellernes surhedsgrad, der også kan påvirke cellens evne til at trække sig sammen, hvilket har betydning for den modstand, som blodet møder, når det bliver pumpet rundt i kroppen. Transporten af bikarbonat, der er styres af proteinet NBCn1, kan dermed have en betydning for blodtrykket.

»Vi er nu kommet et lille stykke videre i forståelsen af mysteriet om forhøjet blodtryk. Men selv om den nye viden er betydningsfuld og bringer os videre, så er det også vigtigt at understrege, at der er tale om grundforskning, der først kan forventes at få konsekvenser for patientbehandlingen om flere år,« siger Christian Aalkjær i en pressemeddelelse.

Kilde: Circulation 2011; 124: 1819-1829: Disruption of Na+,HCO3− Cotransporter NBCn1 (slc4a7) Inhibits NO-Mediated Vasorelaxation, Smooth Muscle Ca2+ Sensitivity, and Hypertension Development in Mice

Skriv kommentar