Stort studie fra Aarhus gør forskerne klogere på, hvordan ubalance i hjernen kan kobles til ADHD. Forståelsen kan måske hjælpe til, hvordan man kan sætte ind med medicin eller anden behandling for at reducere symptomerne.Foto: Milad Fakurian

27 genetiske varianter peger på hjernens rolle ved ADHD Nyt studie udpeger 27 genetiske varianter, der øger risikoen for udvikling af ADHD. Studiet peger også på, at ADHD skyldes en forstyrrelse i hjernens dopaminbalance, og at den forstyrrelse har sin oprindelse under fosterudviklingen.

Variation i forskellige gener har betydning for risikoen for udvikling af ADHD, og nu har forskere identificeret 27 af disse genetiske risikovarianter.

De genetiske varianter påvirker gener, og den trafik kan forskere klogere på, hvorfor nogle mennesker udvikler ADHD, hvornår det sker i livet, og hvad man muligvis skal målrette medicin imod for at gøre noget ved det.

Derudover peger studiet også på, at der stadig mangler at blive identificeret flere tusinde risiko-varianter for ADHD, og at de fleste af disse risikovarianter deles med psykiske lidelser som skizofreni, depression og autisme.

»Med vores resultater identificerer vi, at genetiske risikovarianter for ADHD primært påvirker gener, der udtrykkes i forskellige hjernevæv, neuroner og under hjernens udvikling allerede i fosterstadiet,« siger en af forskerne bag studiet, professor Ditte Demontis fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. 

Studiet støtter op om, at den genetiske risikokomponent for ADHD påvirker hjernens udvikling i fosterstadiet og især gener udtrykt i hjernens neuroner
Professor Ditte Demontis, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet

»Det gør os ikke bare klogere på sygdommen, men peger også i retning af, hvor man måske skal sætte ind med behandling, hvis man vil gøre noget ved symptomerne på denne udviklingsforstyrrelse,« fortæller professor Ditte Demontis.

Forskningen er offentliggjort i Nature Genetics.

Internationalt samarbejde

I undersøgelsen har forskerne kombineret danske data med data fra internationale samarbejdspartnere.

Det drejer sig om den danske iPSYCH-kohorte, deCODE Genetics på Island og Psychiatric Genomics Consortium.

I studiet analyserede forskerne 38.691 personer med ADHD og 186.843 personer uden ADHD.

Forskerne undersøgte forskelle i over seks mio. genetiske varianter, altså hvor der er små forskelle i den genetiske kode mellem personer med og uden ADHD.

Resultatet blev identifikationen af 27 genetiske varianter, der alle er hyppigere at finde i arvematerialet blandt personer med ADHD end personer uden ADHD. Det indikerer, at de højst sandsynligt spiller en rolle for risikoen for at få udviklingsforstyrrelsen.

Toppen af isbjerget

Ditte Demontis forklarer, at hver enkelt genetisk variant ikke øger risikoen for ADHD særligt meget, men at den samlede effekt af mange genetiske varianter udgør den genetiske risikokomponent for ADHD.

Desuden brugte forskerne avancerede statiske modeller til at vise, at de 27 genetiske varianter blot er toppen af isbjerget.

Modellerne estimerede, at der findes omkring 7.300 genetiske varianter, som disponerer for ADHD.

»Der findes mange flere varianter for ADHD end dem, som vi har fundet i det her studie. I et tidligere studie identificerede vi 12 genetiske varianter, og i dette identificerer vi 27. Fremadrettet håber vi på løbende at kortlægge flere risikovarianter, så vi med tiden får et fuldstændigt overblik over den genetiske risiko for ADHD,« siger Ditte Demontis.

Betydning for hjernens udvikling

Efter forskerne havde identificeret de 27 genetiske varianter koblet til ADHD, satte de sig for at undersøge, hvilke gener varianterne påvirker.

Nogle genetiske varianter sidder midt i et gen, mens andre sidder uden for gener og formentlig spiller ind i reguleringen af generne.

Resultatet af denne del af undersøgelsen viste, at de fleste af de genetiske varianter har at gøre med gener, der er overudtrykt i hjernevæv sammenlignet med i andre væv. Det peger – ikke overraskende – på, at ADHD er en udviklingsforstyrrelse, som kan relateres til hjernen.

Specifikt fandt forskerne, at nogle af generne især havde et højt udtryk i dopaminnære neuroner.

Det støtter op om, at ADHD er en tilstand, hvor hjernens dopaminbalance er påvirket. Nogle lægemidler til behandling af ADHD er da også målrettet netop dopaminbalancen i hjernen.

Øget risiko for skizofreni og autisme

Ydermere identificerede forskerne, at de genetiske varianter også var koblet til gener, der er aktive under hjernens udvikling i fosterstadiet.

»Der spekuleres meget i, hvorfor nogle mennesker udvikler ADHD. Skyldes det immunforsvaret, sammensætningen af tarmbakterier eller måske kosten? Det her studie støtter op om, at den genetiske risikokomponent for ADHD påvirker hjernens udvikling i fosterstadiet og især gener udtrykt i hjernens neuroner,« siger Ditte Demontis.

Et tredje interessant fund i studiet er, at mellem 84 og 97 pct. af de genetiske varianter, som øger risikoen for ADHD, også øger risikoen for udvikling af skizofreni, depression og autisme.

»Det er ikke overraskende, idet vi ofte ser, at de her lidelser forekommer sammen hos den samme person. Vores resultat viser, at denne komorbiditet langt hen ad vejen skyldes delte biologiske mekanismer mellem lidelserne,« forklarer Ditte Demontis.

Kan pege på nye mål for medicin

Ifølge Ditte Demontis gør studiet forskere klogere på, hvordan ubalance i hjernen kan kobles til ADHD. Det kan hjælpe til en forståelse af, hvor der måske kan sættes ind med medicin eller anden behandling for at reducere symptomerne.

En anden mulighed er at forbedre den polygenetiske risikoscore, som kan kortlægge et individs samlede genetiske risiko for ADHD.

Risikoscoren skal som sådan ikke benyttes på raske personer, men kan blive et værktøj til at identificere personer, der er i risiko for at skulle slås med flere diagnoser eller måske et stofmisbrug, hvilket personer med ADHD har øget risiko for at udvikle.

»Det primære fund er dog, at vi nu via genetiske analyser har fået mere viden om, hvilke væv og celletyper der er påvirket hos personer med ADHD. Det gør os klogere på, hvilke biologiske mekanismer der er involveret, og hvordan vi muligvis kan udvikle medicin til at håndtere symptomerne på ADHD,« siger Ditte Demontis.

Skriv kommentar