Danmarks ældste psykiatriske bastion fylder 200 år

Danmarks ældste psykiatriske bastion fylder 200 år I år fejrer Sct. Hans Hospital sit 200-års jubilæum. Fortællingen om hospitalet tager sin begyndelse i en tid, hvor de ‘gale’ blev spærret inde i dårekister, og ender i dag, hvor dogmer om miljø- og psykoterapi, psykofarmaka og accelererede patientforløb er ramme om stedet.

»Før midten af 1900-tallet kunne hospitalet kendes på skrigene fra de indlagte!«

Speciallæge i psykiatri og overlæge på Sct. Hans Hospital, Karin Garde, holder en pause, inden hun trækker videre ind i det følgende kælderrum i museet under Kurhus på Psykiatrisk Center Sct. Hans.

»Datidens sindslidende blev opbevaret under kummerlige forhold. Den daværende ledende overlæge, Johan Henrik Seidelin, mente, at de sindslidende skulle helbredes gennem disciplin, og han havde ris og ferle med på stuegang, så han kunne tæske fornuften tilbage i de gale,« fortæller Karin Garde.

Hun har været tilknyttet hospitalet i de seneste 40 år. Karin Garde indskriver sig selv i gruppen af ‘socialflippere’ med bastion i vesthospitalet. Socialflipperne lægger i deres tilgang vægt på psykologiske og sociale forhold i forståelsen af de psykiatriske problemstillinger, mens deres kolleger, ‘rottelægerne’, laver banebrydende biologisk forskning med forsøgsdyr.

Fra disciplinering til humanisme

Sct. Hans Hospital er Danmarks ældste psykiatriske hospital, og de gule murstensbygninger med de grå teglstenstage har i de seneste 200 år ligget på Bistrupgårds jorde i de naturskønne omgivelser mellem Roskilde Fjord og Boserup Skov på Midtsjælland.

Inden da blev de sindslidende, pestsyge og andre med smitsomme sygdomme stuvet sammen i ‘Pesthuset’ i Københavns Slots ladegårdsbygninger. Pesthuset var indrettet med dårekister. Det var små rum kun med plads til en smal briks så kort, at den indlagte ikke kunne ligge udstrakt. I hjørnet var et latrin. Urin og afføring blev ledt ud af et hul i muren, mens det daglige måltid mad blev skubbet ind ad en luge i døren.

Ledende overlæge Johan Henrik Seidelin markerede ved sin ansættelse i 1816, at hospitalet blev et sindssygehospital. Under Seidelin var tæsk, piskning med brændenælder, brækmidler, sult, tørst og iskolde bade en del af kuren for de sindssyge, som han mente selv var skyld i deres galskab, fordi de havde levet syndigt. Fra bogen ’Sct. Hans 1816-2016’. Bragt efter aftale med Museion
[/media-credit] Ledende overlæge Johan Henrik Seidelin markerede ved sin ansættelse i 1816, at hospitalet blev et sindssygehospital. Under Seidelin var tæsk, piskning med brændenælder, brækmidler, sult, tørst og iskolde bade en del af kuren for de sindssyge, som han mente selv var skyld i deres galskab, fordi de havde levet syndigt. Fra bogen ’Sct. Hans 1816-2016’. Bragt efter aftale med Museion

Overlæge Johan Henrik Seidelin markerede ved sin ansættelse i 1816, at hospitalet blev et sindssygehospital. Under Seidelin gav den hårde disciplin genlyd langt ud over Bistrupgårds jorde: De gale var selv skyld i deres galskab. De var usle dyr, der havde levet et moralsk syndigt liv, var overlægens tilgang.

Tæsk var langtfra det eneste torturlignende redskab, datidens psykiatriske patienter måtte lægge krop og sind til. Piskning med brændenælder, indpodning af fnat, brækmidler, sult, tørst, iskolde bade og tvangsstole, hvor patienterne kunne sidde fastspændt i månedsvis, er andre eksempler på behandlinger, som blev forsøgt afprøvet.

»Men i 1829 gjorde den unge jurastuderende Wilhelm Frydendahl oprør imod overlægens bestialske metoder, og det var med til at ændre synet på sindssygdom og behandlingen af de sindslidende på stedet. Opfattelsen var ikke længere, at de sindssyge selv var skyld i deres sygdom. Forandringen afspejlede det 19. århundredes humanistiske menneskesyn,« siger Karin Garde.

Malaria mod syfilis 

I slutningen af 1800-tallet begyndte befolkningen for alvor at vokse i København. Med befolkningsvæksten fulgte fattigdom, bolignød og kønssygdomme – som så igen førte til overbelagte sengestuer på det daværende Sct. Hans Hospital.

Da overbelægningen var på sit højeste, husede hospitalet 3.000 patienter mod de 175, som hospitalet er dimensioneret til at huse i dag. Mændene holdt til på østhospitalet og kvinderne på vesthospitalet.

En stor andel af de patienter, der strømmede til hospitalet, led af tertiær syfilis; en tilstand, der indtræffer længe efter den primære infektion med syfilis, og som i værste fald kan give skader på hjerne og nervesystem med svær demens og vrangforestillinger til følge.

I dag er patienter med tertiær syfilis en sjældenhed, men i datidens overbefolkede København fik sygdommen hyppigt lov til at udvikle sig, fortæller Karin Garde:

»I 1920’erne introduceredes malariafeberkuren på Sct. Hans. Kuren bestod i at injicere blod fra en malariapatient i en patient med tertiær syfilis. Rationalet var, at de temperaturstigninger, der fulgte med malariafeberen, ville kurere den tertiære syfilis. Og der var eksempler på, at patienterne efter en række feberanfald faktisk blev helt raske. Så behandlingen var det første vellykkede forsøg på fysisk terapi i psykiatrien.«

Manden bag malariafeberkuren, professor Julius Wagner-Jauregg, ses stående i midten i mørkt tøj. Han overvåger her, at blod tages fra en patient (liggende) med malaria til patient (siddende) med syfilis i tredje grad.
[/media-credit] Manden bag malariafeberkuren, professor Julius Wagner-Jauregg, ses stående i midten i mørkt tøj. Han overvåger her, at blod tages fra en patient (liggende) med malaria til patient (siddende) med syfilis i tredje grad.

Manden bag malariafeberkuren, professor Julius Wagner-Jauregg, modtog i 1927 Nobelprisen for opfindelsen. Kuren blev imidlertid senere erstattet af mindre risikofyldte behandlingstiltag. Først af svedekasser, som kunne fremkalde den feberlignende tilstand på mekanisk vis, og efter Anden Verdenskrig af penicillin.

En anden eksperimentel behandling, der vandt indpas på hospitalet i 1900-tallet og fortsat blev anvendt frem til 1983, var lobotomi, i folkemunde kaldet ‘det hvide snit’.

Indgrebet består i at overskære en stor del af forbindelsen til hjernens pandelap. Portugiseren Egaz Muniz, som fik Nobelprisen for at have opfundet indgrebet, havde foretaget det hvide snit på aber og set, at de aggressive primater faldt til ro og blev harmløse. Den viden blev overført til mennesker.

Da det hvide snit blev introduceret, kendte lægerne endnu ikke til psykofarmaka, og troen på, at psykisk sygdom boede i hjernen, dominerede videnskaben.

Endvidere sås indgrebet som en mulighed til at komme overbelægningen på sindssygehospitalerne til livs. Indledningsvis blev indgrebet foretaget på svært psykotisk skizofrene, men siden fik også patienter med mildere psykotiske symptomer lavet det hvide snit. Indgrebet lagde en dæmper på de stærkt psykotiske, urolige og seksuelt udfarende patienter, men viste sig at have mange uønskede bivirkninger:

»Op imod ti pct. af patienterne døde under indgrebet, og de overlevende ændrede generelt personlighed. Andre udviklede svær demens. Alligevel nåede der at blive foretaget 4.000 hvide snit i Danmark — langt de fleste på kvinder — i perioden fra 1939 og frem til, at der i 1983 blev sat en stopper for indgrebet,« siger Karin Garde, der selv har assisteret ved et hvidt snit.

En eksperimentel behandling, der vandt indpas på Sct. Hans i 1900-tallet og fortsat blev anvendt frem til 1983, var lobotomi, som består i at overskære en stor del af forbindelsen til hjernens pandelap. Op imod ti pct. af patienterne døde, og de overlevende ændrede generelt personlighed eller fik svær demens.
[/media-credit] En eksperimentel behandling, der vandt indpas på Sct. Hans i 1900-tallet og fortsat blev anvendt frem til 1983, var lobotomi, som består i at overskære en stor del af forbindelsen til hjernens pandelap. Op imod ti pct. af patienterne døde, og de overlevende ændrede generelt personlighed eller fik svær demens.

Af professor Jesper Vaczy Kraghs afhandling om det hvide snit fra 2010 fremgår det, at Folketingets Ombudsmand i 1982 igangsatte en systematisk undersøgelse, som viste, at 37 pct. af de patienter, som havde fået foretaget det hvide snit, havde fået forværret deres tilstand efterfølgende. Det fik Folketinget til at sætte foden i jorden og sige stop.

Mænd og kvinder stue om stue

År 1960 markerede, ifølge Karin Garde, et vendepunkt i psykiatriens og Sct. Hans Hospitals historie: Tværfaglighed og rehabilitering blev psykiatriens slagord.

»Hvor nogle patienter førhen var livslangt på hospitalet, begyndte lægerne at tro på, at de kunne helbredes og komme tilbage i samfundet. I 1953 kom desuden et middel med effektiv virkning på psykotisk angst, prozil. Tilsammen betød det, at helt nye behandlingsformer så dagens lys. Det drejede sig f.eks. om have-, erhvervs- og kunstterapi. Og hensynet til patienternes behov og rettigheder begynder så småt at diktere behandlingen,« siger Karin Garde og tilføjer:

»Mindst lige så vigtigt var det, at tværfagligheden i den periode vandt indpas. Psykologer, socialrådgivere, lærere,samt ergo- og fysioterapeuter behandlede patienterne i fællesskab.«

Visionen om patienternes lige adgang til behandling prægede ligeledes dette nye kapitel i psykiatriens historie.

Før 1960 var behandlingen klassedelt, så de patienter, hvis familier havde økonomi til at finansiere det, fik bedre mad og flere privilegier end de resterende. Således fik forældrene til patienten Palæmona von Treschow i 1917 opført Villa d’Este og ansat en stab af tjenestefolk, som skulle gøre datterens indlæggelse mere tålelig. Villaen bliver i dag anvendt som et fristed for patienterne med adgang til bl.a. samvær, tv, internet, læsestue, café, musik og motion.

Før 1960 var behandlingen på Sct. Hans klassedelt, så de patienter, hvis familier havde økonomi til at finansiere det, fik bedre mad og flere privilegier end de resterende. Således fik forældrene til patienten Palæmona von Treschow i 1917 opført Villa d’Este og ansat en stab af tjenestefolk.
[/media-credit] Før 1960 var behandlingen på Sct. Hans klassedelt, så de patienter, hvis familier havde økonomi til at finansiere det, fik bedre mad og flere privilegier end de resterende. Således fik forældrene til patienten Palæmona von Treschow i 1917 opført Villa d’Este og ansat en stab af tjenestefolk.

Ligheden kom ydermere til udtryk ved, at det skarpe skel mellem kønnene blev nedlagt, og mænd og kvinder kom til at bo på kønsblandede afsnit.

»Vi plejer at sige, at det skyldtes, at mændene begyndte at gå mere i bad, hvis de blev installeret sammen med kvinderne. Men det er vist en skrøne,« griner Karin Garde.

Accelererede forløb  

Hvor psykiatrien i sin spæde ungdom var præget af en torturlignende tilgang til behandlingen af psykisk sygdom, blev brugen af psykofarmaka til stadighed mere udbredt fra 1953 og fremefter. Karin Garde understreger, at anvendelsen af psykofarmaka har stillet psykiatrien langt bedre. Og de moderne tanker om socialpsykiatriske terapiformer ligeså:

»I dag kæmper vi mere med, at adgangen til langtidsindlæggelser er blevet kraftigt beskåret, da der af uransagelige grunde er opstået politisk enighed om, at psykiatriske patienter hører til i accelererede, ambulante patientforløb. Det er en højst beklagelig udvikling, der betyder, at de svært psykisk syge, som overvejende er mænd, ikke har tilstrækkelig adgang til længerevarende indlæggelse,« siger hun.

Karin Garde tilføjer, at hun dog glæder sig over, at haveterapien er blevet genetableret på privat initiativ på Sct. Hans Hospital.

»Det er et rigtig positivt, inkluderende tiltag, hvor frivillige og indlagte er fælles om at passe haven og caféen.«

I dag huser Psykiatrisk Center Sct. Hans 175 patienter. Heraf er 100 retspsykiatriske patienter, mens de sidste 75 er psykiatriske patienter med dobbeltdiagnoser.

I 2020 står Ny Retspsykiatri Sct. Hans klar til indflytning for retspsykiatriske patienter.

Skriv kommentar