Regeringens bud på en sundhedsreform fortjener den ros, den mange steder er blevet modtaget af.
Men ingen roser uden torne. En torn er, at der står i reformudspillet, at for mange læger tager en ph.d., at læger uden en ph.d. skal prioriteres i forhold til at få en hoveduddannelsesstilling, og at universitetshospitalerne skal have færre speciallæger ansat.
Men er forskning og viden virkelig et parameter, der skal tælle ned? Skal vi som samfund reducere forskningen og det specialiserede?
Nej, det vil være en fejl, hvis man vælger at reducere den højt kvalificerede forskningsaktivitet, som i dag holder hånden under den høje kvalitet i behandlingen i det danske sundhedsvæsen. Medicinsk forskning er afgørende for at styrke sundhedsvæsenets tilbud og skaber nye opdagelser, behandlinger og teknologier, der forbedrer patienternes livskvalitet. Samtidig muliggør forskningen en effektivisering af ressourcerne og afskaffer forældede behandlinger, hvilket både frigør sundhedsfaglig arbejdskraft og sparer samfundet penge.
Bidrager til udviklingen
Samtidig er det væsentligt at huske på, at selvom det f.eks. langt fra er alle læger, der tager en ph.d., der skal være forskere bagefter (ligesom det i det hele taget ikke er alle ph.d.’er, der skal være forskere i det offentlige bagefter), så bidrager forskeruddannelsen til at højne kvaliteten af den kliniske praksis.
Ph.d.-uddannelsen af læger bidrager til at styrke den kliniske forskning og samarbejdet med industrien
Således peger tidligere undersøgelser lavet af den tidligere Styrelse for Videregående Uddannelser på, at læger med en ph.d. følger mere med i den nyeste forskning på deres område, og at de i højere grad end deres kolleger bidrager til udviklingen af deres område – både den organisatoriske, den formidlingsmæssige og den forskningsmæssige f.eks. ved at bidrage til kliniske forsøg og afprøvninger.
Tilsvarende formår de at læse andres forskning kritisk, hvilket er lige så relevant inden evt. retningslinjer opdateres. Og ofte er det – i forlængelse heraf – lægerne med en ph.d., der bidrager til at udvikle de nationale kliniske anbefalinger og retningslinjer, som sikrer ensartede behandlingstilbud af høj faglig kvalitet på tværs af landet.
Samtidig er uddannelsen af læger med en ph.d. med til at understøtte, at dansk sundhedsfaglig og klinisk forskning måler sig med den bedste i verden. En række studier peger på, at lægernes ph.d.’er bliver publiceret i internationalt anerkendte tidsskrifter, og at der ikke er grund til at betvivle kvaliteten af deres arbejde. Deres forskning bidrager til at gøre et lille land som Danmark attraktivt i den globale konkurrence om tiltrækning af investeringer inden for life science-området.
Prioritering med en pris
Ph.d.-uddannelsen af læger bidrager til at styrke den kliniske forskning og samarbejdet med industrien. Det er helt fair at prioritere anderledes, men man skal huske, at det kan komme med en pris i forhold til den kliniske udvikling og kvaliteten af dansk sundhedsforskning og kvaliteten i behandlingen i det danske sundhedsvæsen. En pris, som kommende patienter kommer til at betale.
Regeringen bør i stedet gribe denne unikke mulighed med en sundhedsreform for at styrke vidensmiljøerne uden for de store byer, så de opnår samme høje kvalitet som på de centrale universitetshospitaler. Ved at skabe bedre muligheder for unge læger til at opbygge lokale faglige miljøer – f.eks. gennem målrettede ph.d.-forløb og stillinger med dedikeret forskningstid for færdiguddannede ph.d.’er – kan vi fremme udviklingen af et stærkere sundhedsvæsen i hele landet.
Vi er lykkedes med at opbygge et sundhedsvæsen, som er i verdensklasse, men det er klart, at et robust, fremtidssikret sundhedsvæsen skal være gearet til at løse udfordringerne både i det nære og i hospitalsvæsenet. Begge steder kræver det forskning og løbende udvikling af den kliniske praksis.
