Syddanmark får fælles it-løsning til billeddiagnostik Carestream vinder udbud om fælles it-løsning til billeddiagnostik i Region Syddanmark. Regionens radiologiske afdelinger og klinikere får dermed en samlet løsning.

Region Syddanmark får en ny fælles it-løsning til det billeddiagnostiske område – radiologi, nuklearmedicin og mammografiscreening.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

»Billeddiagnostik er på linje med blodprøver et helt essentielt redskab i sundhedsvæsenet, og det har derfor været vigtig for os, at finde den rigtige til opgaven. Udbuddet har været en stor og kompliceret opgave, der efter min mening er afviklet meget professionelt af både de klinikere, der har brugt tid på at vurdere og evaluere de forskellige systemer,« udtaler formand for regionens digitaliseringsudvalg Mette Bossen Linnet (V).

Regionsrådet har godkendt udbudsresultatet og har besluttet, at firmaet Carestream vinder udbuddet, da det har det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Fire systemer bliver til et fælles

Formålet med den nye it-løsning til det billeddiagnostiske område er at samle de fire selvstændige it-systemer, der på nuværende tidspunkt findes på området – de såkaldte RIS/PACS-løsninger.

Systemerne skal samles i et fælles kaldet RIPA SYD. Det betyder, at alle 11 radiologiske afdelinger i regionen og klinikerne vil få samlet adgang til alle henvisninger, beskrivelser samt røntgen- og scanningsbilleder.

Det nye system skal bidrage til at understøtte patientforløb på tværs af sygehuse og gøre det nemmere at opfylde princippet om det nære sundhedsvæsen.

Regionsrådet har godkendt leasingbevillingen på 79,6 mio. kr., der skal dække anskaffelsesbeløbet, finansering af projektressourcer og ibrugtagning samt drift til og med 2022.

Skriv kommentar