Sundhedsvæsnet — en kolos på lerfødder Vi får aldrig et sammenhængende sundhedsvæsen med de sektorgrænser, vi har i dag. Nedsæt en kommission til at gentænke det hele

Vi får aldrig et sammenhængende sundhedsvæsen med de sektorgrænser, vi har i dag. Det skader patienterne.

Lad mig sige det med det samme: Vi har på mange områder et fremragende sundhedsvæsen. Det er ikke det samme, som at der ikke er plads til forbedringer. Tværtimod, der er mange forhold, der skal være bedre. Men er ‘systemet’ fremtidssikret? Jeg tvivler.

Hvad er det for udfordringer, vi står over for? Dem kender vi alle. Flere mennesker med kroniske sygdomme, flere ældre, ja endda flere rigtigt gamle, som har et svækket helbred og derfor i dag er hyppigt indlagt. Komplicerede behandlinger på tværs af sektorgrænser.

Mit standpunkt er: Vi kan ikke løse disse problemer med den nuværende struktur. Det åbenlyse eksempel på systemets manglende evner til at løse fremtidens problemer er 1813. Her er det lykkedes de praktiserende læger ud fra politiske overvejelser at melde sig ud af akutordningen. Hvis man er i tvivl om, at det er af politiske årsager, kan man læse PLO-formandens indlæg i Berlingske 9. januar. Det er efter min mening fuldstændigt uholdbart. Samarbejdet mellem de praktiserende læger og hospitalerne fungerer heller ikke optimalt alle steder. Hospitalernes manglende forståelse for de praktiserende lægers afregnings- og arbejdsform betyder, at man på hospitalerne har svært ved at forstå, at praktiserende læger selvfølgelig skal have penge, når de møder op på hospitalerne. Det kan være om patientforløb eller om konkrete patienter.

Et andet samarbejde, som bliver tiltagende vigtigt, er samarbejdet mellem kommunerne og hospitalerne. Det fungerer bestemt heller ikke optimalt. Med kommunernes medfinansiering blev der bevidst lagt konflikter ind i samarbejdet. Bliver patienterne udskrevet for hurtigt, eller er genindlæggelser forårsaget af dårlig pleje? Personligt har jeg diskuteret med kommuner i uendelige tider om, hvad betydningen af optimerede patientforløb er. Henrik Kehlets gruppe, som jeg selv havde den fornøjelse at være med i, dokumenterede gang på gang, at patienterne var mere raske, når de kom hurtigere hjem. Alligevel hørte jeg, helt op til jeg stoppede som vicedirektør, at hospitalerne påførte kommunerne udgifter. Videnskab er aldrig slået rigtigt an i de kommunale organisationer.

Hvordan skal finansieringen være i fremtiden? Skal vi fortsat have DRG, eller skal vi betales for kvalitet? Jeg har meget svært ved at se, at man får en meningsfuld finansiering af kvalitet, når der er sektorgrænser. Hvem har ansvaret for en mislykket behandling, når patienten går til behandling i tre uafhængige sektorer? I en situation, hvor økonomien bliver mere anstrengt, er der plads til mange spil Sorteper. Aftaler kan gøre meget, men er den næstdårligste løsning.

Hvad skal man gøre? Mit forslag er at nedsætte en kommission, der kan gentænke hele sundhedssystemets opbygning. Kan vi få et væsen uden sektorgrænser?

Skriv kommentar